Om mig

Mit billede
Jeg hedder Malene og jeg bor i Hjerting ved Rødding, sammen med min mand Jacob, vores lille Isabella, og Camilla og Simone, som jeg har fra mit første ægteskab. Derudover tæller familien også vores Dansk-Svenske gårdhund Molly. Jeg har tidligere prøvet kræfter med en del spændende jobs, jeg har blandt andet været sælger, hjemmehjælper og fængselsbetjent, men i dag er jeg desværre førtidspensionist. Jeg prioriterer mine kræfter på livskvalitet og på min familie, og jeg bruger haven både som genoptræning og til at være meditativ og kreativ i.

torsdag den 28. marts 2013

Jeg har en plan -del 3. Hus og have



Langs hele nord-nordvest skellet, som er den længste skrå linje hele vejen langs baghaven fra spidsen med krattet og ud til børnehaven med det hvide stakit omkring, vil jeg plante træer og prydbuske.  Her skal skærmes for vinden, der skal være noget til at tiltrække fugleliv, der skal være noget med blomster og noget med høstfarver, men der skal også levnes plads til små udkig, så jeg stadig kan se den smukke udsigt i glimt, samtidig med min have dog bliver meget mere privat. For mig er det vigtigt jeg kan føle jeg har det hele for mig selv, når jeg er i haven. Det har jeg under ingen omstændigheder nu. Uanset hvor i haven jeg opholder mig, er der frit indsyn fra vejen, fra naboerne og for bondemanden når han arbejder i marken.


Går man videre om i haven, kommer man igennem den midterste hækportal. Til venstre langs med hækken (som er i forlængelse af denne hækportal), har jeg (læs Jacob) tegnet et bed, der skal have enten en belægning eller noget bunddæke. Her tænker jeg der skal stå en bænk. Så kan man sidde og se på rosenbedet, som ligger lige til venstre for der hvor man sidder og ud imod skel og hen imod det espalier, der skærmer af imod trampolinen. 




Når man kommer fra den modsatte side, altså fra haverummet med det cirkelformede bed og ser ind gennem hækportalen, så vil bænken danne fokuspunkt. Den er således planlagt til at stå her af både praktiske og æstetiske årsager.








Trampolinen er skærmet af med espalier på to af siderne. Ved disse to espalier har jeg i efteråret plantet slyngroser, ligesom der senere også vil komme klematis til. Trampolinen pynter ikke, derfor er den blevet gemt væk, i forvejen er den jo også gravet ned. Desuden bruger vi ofte trampolinen istedet for solvogne. Her kan hele familien ligge på en gang og sole. Så ligger vi et vattæppe eller to hen over den. Så ligger man helt fantastisk og det er rigtig hyggeligt, når vi alle 4 kan ligge sammen derude. Med tiden kommer slyngroserne forhåbentligt til at hjælpe os med at få mere både læ og privatliv.

Efter trampolinen kommer man igennem en tredje og sidste hækportal, som kommer i forlængelse af espalieret og slutter af med en lille hæk ved hushjørnet. Hækplanterne her blev allerede plantet forrige efterår, for denne hækportal er ikke nogen ny idé. Med en hæk ved hushjørnet skærmer jeg både af for vinden og pirer nysgerrighedden for, hvad der mon gemmer sig rundt om hjørnet. (Uanset hvilken vej man går).


Vender man sig om ved hækportalen/hushjørnet, kan I måske fornemme, at havegangen nu ender med en hæk. 
Istedet for krukken, kommer der til at stå en bænk, som danner fokuspunkt.




Bedet til venstre for bænken har jeg i efteråret tilplantet med en masse roser, og her i starten af marts har Helle "Blomsterhatten" hjulpet mig med at så valmuer og akelejer ind imellem. Jeg håber noget af det kommer.

Vend om igen og fortsæt den vej vi gik for lidt siden.
Så kommer man ud i et cirkelformet haverum med et cirkelrundt bed i midten.





Her kan man gå til venstre ind igennem en tværgående pergola og ind til vores solterrasse. 



Bedet imellem trampolinen og solterrassen. Der er et espalier under opførsel langs med rosenbuskene. (Nogle gange ville jeg ønske jeg selv kunne klare den slags større opgaver. Så havde pergolaen og de to espalier været færdig inden Skt. Hans sidste år. Nu SKAL de gøres færdige her i foråret)! Min far må ha' både pisk og gulerod! Jeg håber og satser i hvert fald stærkt på, at han vil hjælpe mig færdig med projektet.


Belægningen på solterrassen trænger til at blive lagt om, da det ikke er til at fjerne de mælkebøtters rødder, der gemmer sig i sprækkerne. Jeg har tænkt at genbruge disse 40 x 40 cm fliser, dog med chaussesten imellem.


Et kig fra terrassen og ud mod det runde haverum med det cirkelformede bed. Bagved kan man allerede fornemme hvordan bøgehækken skærmer af til det ovale haverum bagved. 

Ved siden af solterrassen er der et grønt område på tegningen, som er omkranset af et lille hvidt forhavestakit. Det er her der er børnehave i dag. På (relativt kort) sigt bliver det min drivhushave, hvor jeg har drømt om et (rundt) drivhus eller allerhelst en pavilion lavet af genbrugsvinduer med sprosser. Men økonomi og handymand ressourcer skal jo kunne slå til, før det kan lade sig gøre. Jeg har engang været gift med en handymand, men det er Jacob ikke ligefrem. Det kan jeg godt savne nogle gange, men på alle andre punkter har jeg gjort en rigtig god udskiftning, så jeg klager ikke. Nu får jeg ikke hverken rundt drivhus eller pavilion, (denne gang i hvert fald), men et billigt aluminiums drivhus. Vi har set et lille billigt drivhus, på 6,2 m2, i et katalog, som gælder fra i dag Skærtorsdag, så derfor har vi været på indkøb her i formiddags. Jeg ved godt, at et drivhus altid hurtigt bliver for lille og mit er det allerede fra starten af, men jeg skal vist bare være super glad for, at vi kunne blive enige om at prioritere penge til det lille, som det nu bliver. Så kan jeg sidde derinde og drømme det er min runde pavilion 


Mellem solterrassen og børnehaven/drivhushaven er der et lille forhavestakit, som bliver malet hvidt. Langs stakittet har jeg plantet ens rosenbuske, "Rose de Resht", som jeg også har plantet langs espalieret mellem terrassen og trampolinen på den modsatte side af terrassen.



I min nye drivhushave ønsker jeg mig et system ala dette billede, som jeg har fundet på nettet. Jeg vil gerne kunne dyrke lidt salat og basilikum, og dette spandesystem er en god måde at undgå, at det kun bliver sneglene der får glæde af lækkerierne. Løsningen fylder ikke meget og med sorte spande og stolper, som her, vil det passe godt ind til resten. Stolper får jeg nok af, både efter vi har rykket udestuen ned, og når vi har rykket carporten ned. De kan lige så godt blive genbrugt til noget fornuftigt.

Fra haverummet med det cirkelrunde bed, kommer man ind på den ovale græsplæne og derfra ud til forhaven. Normalt plejer jeg at gå den anden vej rundt, men det vil måske ændre sig, nu hvor vi får en ny baggang.


Mine piger bliver 10 og 8 år til maj, så de leger ikke så meget i legehuset mere. Jeg tror dog bare vi vil flytte det om i nærheden af det krat vi har, hvor den nye dobbelte carport skal være. Der kan vist godt blive plads til et legehus i det område endnu. Der vil selvfølgelig stadig være plads til, at pigerne kan lege i haven, plukke blomster og så deres egne blomster osv. De er jo også for længst smittet med havebacillen.  








I haverummet med den ovale plæne, har vi en siddeplads. Den vil jeg have en fast belægning under, tværs over fra den buksbomkugle der står tættest ud imod siddepladsen, (se tegningen), og ud mod vandpumpen, så ovalen cirka bliver halveret, med en halvdel i græs og den anden halvdel med belægning. Til belægningen forestiller jeg mig, at jeg vil genbruge de 40x40 betonfliser fra den nuværende carport, dog med chaussesten imellem. På den måde kan jeg blive fri for at skulle slæbe havemøbler væk, hver gang Jacob skal slå græs. For at understrege selve haverummets ovale facon, så den forbliver tydelig, vil jeg plante en lav, klippet, buksbomhæk langs alle bede, så man fortsat tydeligt kan se, at haverummet er ovalt.


I det ovale haverum er det efterhånden ved at lykkes mig, at kamuflere en stor del af den østvendte mur, (som huser vores fyrrum og skur), ved hjælp af Clematis Montana "Rubens", som har fulgt mig i de sidste 3 haver jeg har haft. (Jeg havde den med til min rækkehushave fra den gamle have i en stor trækrukke med espalier). 


Langs husets facade har jeg også tegnet et bed. Her drømmer jeg om en lyserød rosenhæk. Men her vender muren imod stik syd og der blæser en del, ligesom der bliver spredt salt på vejen i frostvejr. Jeg har spurgt Knud Pedersen fra Rosenposten, (da jeg fik en snak med ham til Garden party i Kjeld Slots Elipsehaver sidste år), om det vil kunne lade sig gøre alligevel, og hvilken rose han i så fald vil kunne anbefale. 


Han var aldrig i tvivl. Straks greb han fat i Austin roses katalog 2012/13, hvori der findes dette underskønne billede. Harlow Carr hedder denne smukke rose. Den blomster kontinuerligt hele sommeren, den er ret hårdfør og den blomstrer helt fra bunden af busken, som har en meget harmonisk vækstform. Jeg skal selvfølgelig være god til at hjælpe den med vand, (og gødning), men jeg forestiller mig, at placere en regnvandstønde ved venstre hushjørne ud imod facaden. Så kan jeg tilslutte en siveslange til regnvandstønden og supplere med ekstra vand når det er nødvendigt.


Her ses Harlow Carr tæt på.


Stærkt inspireret af Marie Louise Veber Paustians bog om "Den Frodige Have", forestiller jeg mig, at rosenhækken skal ha' selskab af Lodden Løvefod og blålilla Storkenæb. Måske indrammet af en lavendelhæk, det ved jeg ikke helt endnu. Men jeg kan jo prøve mig frem til den tid. Vi skal først være færdige med, at skifte vinduer og pifte facaden op.

Et kig fra oven. Billedet, som jeg har fundet på Krak, er af ældre dato. De skriver ikke hvornår de har taget det, men jeg vil gætte på det enten er fra sidst på sommeren i 2010 eller først på sommeren i 2011. Der er i hvert fald sket meget siden da.


Man fornemmer allerede tydeligt de to runde haverum jeg har lavet dengang, og som jeg nu har forstærket med et cirkelformet bed i midten af det haverum der ses tydeligst her. 
Terrassen var hegnet ind af et plankeværk mage til det der går langs skel, men det har vi tydeligvis fjernet inden billedet her er taget. Legehuset er siden flyttet fra hjørnet ud til sin nuværende plads, lidt længere fremme og på skrå.

Den del af bygningerne der ligger ud imod de to runde haverum er ikke beboelse, men fyrrum og skur. Så jeg kan ikke se den del af haven inde fra, på nær et lille glimt fra et lille bitte vindue, der kommer til at sidde næsten midt i aksen på den nye pergola i forhaven. Det er rigtig ærgerligt der ikke er flere vinduer der vender ud imod haven. Men så har jeg desto større grund til at gå udenfor og kigge. (Man må finde det positive i nødvendigheden).

Selve beboelsen, er den del af huset der ligger ude langs vejen. Der er cirka 120 cm fra husmur til asfalt, og vejen har en del tung trafik, især i form af traktorer og mælkebil, men der kommer af og til også en enkelt bil forbi, der i reglen kører sindsygt stærkt, selvom vi bor på en lille snoet landevej, med 30 meter til byskiltet ind mod den lille landsby Hjerting (ved Rødding) og måske 15 meter til et relativt skarpt sving på den modsatte side. Men det holder altså ikke folk tilbage. Det er ikke en vej mine piger uden videre får lov til at cykle rundt på, desværre. 

Landmanden kører også ud med gylle hele natten, lige som han høster, pløjer, harver osv. også gerne om natten, og gerne med intet mindre end 4 traktorer i fast pendulfart! Hele huset ryster! Alle andre end jeg i husstanden formår dog ufatteligt nok at få sovet hele natten alligevel. Forstå det hvem der kan!?!

Den venstre del af taget kan man fornemme på kraks billede, har en lidt mørkere farve end resten af taget. Det er en såkaldt garagebygning. Her kan man stå indenfor og se på solen eller stjernerne og ud igennem muren, kan man se om solen skinner. Desuden ligger der en masse stolper og bjælker lige omkring hovedhøjde derinde, så man kan ikke rigtig gå oprejst uden risiko for buler.  Vi kunne i teorien godt parkere den lille bil derinde, men så skulle vi pille antennen af den hver gang, og der var risiko for at banke dørene op i væggene og hovedet op i bjælkerne, når man stiger ud. Behøver jeg at fortælle, at denne rædselsfulde tilbygning skal rykkes ned, når vi engang får lov til at låne penge til et nyt tag?

En sidste, men nok så vigtig ting man kan se på billedet, er det hvide tag fra udestuen. Hele dette område kan jeg ligge til haven, efter vi har brækket udestuen ned. Jacob og min svigerfar er starter på projektet her i dag. Jeg er spændt på hvor langt de når. Det værste bliver at bryde betongulvet op. Jeg kan jo desværre ikke selv hjælpe, da jeg jo ikke rigtig kan gå igen endnu. Jeg humper stadig rundt med en enkelt krykke, eller uden ind imellem, men det er en meget uskøn og humpende gang. (Spørgsmålet er om jeg overhovedet ville ha' haft kræfterne til det uanset).


Til venstre for vores hus på dette billede, ligger der et fritidslandbrug, hvor de holder får. Til højre for os, der hvor I kan se det røde tag, har jeg vores nærmeste nabo. De har 5.000 m2 grund. Jeg ville ønske det var mig, der havde al den dejlige plads. De to naboer kører i fast pendulfart frem og tilbage til hinanden. Ikke på cykel, men på henholdsvis havetraktor og firhjulet croser. Samtidig spiller de så højt musik begge steder, at de kan høre hvad de spiller uanset om de er hos den ene eller den anden. Så der kan jeg så få lov at være klemt i midten. Ikke den bedste cocktail for én der lider af migræne. Så mange, mange gange har jeg været nødt til at gå indendøre! Øv øv.


Her ses vores lille landsby Hjerting. Rødding kan vi se i det fjerne hen over markerne her nederst i billedet. Der er ca 3-4 km dertil i luftlinie.

Vi regner med vi skal ha' lagt decratag eller noget lignende på vores hus, når vi engang får lov af banken. 


Huset har ingen hulmur, så vi vil istedet isolere det udvendigt og beklæde det med eternitbrædder.





Eternitbrædder/fibercement brædder er tynde, lette og forsøger at ligne træ. Det kan det måske nok også  på afstand, men tæt på narer det ikke ret mange. Men det er så godt som vedligeholdelsesfrit, og derfor forestiller vi os, at vi vil beklæde vores hus med det. Det er også billigere end at pudse murene op, uden på den udvendige isolering. 


Et sted som her omme i baghaven, tror vi også vi kan lave en pænere løsning på det øverste af muren, således at muren og det øverste af muren bliver af samme materiale. Det øverste behøver sandsynligvis ikke engang at gå ud over, som det gør nu. (Dette er bare et af mange på, hvor meget klyt en tidligere ejer har lavet for mange år siden).

Vores hus er faktisk oprindeligt et lille bitte hus fra 1902, men der er bygget til med små bitte tilbygninger af flere omgange. I 1967 har man med alle midler forsøgt på at få huset til at ligne et moderne hus fra et villakvarter ved hjælp af en skalmur med halve mursten. Et 60'er hus/typehus er i sig selv langt fra min smag. Jeg kan rigtig godt li' gamle huse med sjæl. Det er fuldstændigt forsvundet fra huset som det står i dag. Hvad værre er, at det har været et klythoved af en "handymand", der har haft meget travlt med en helt masse hurtige hovsaløsninger, der totalt skæmmer huset. Meget mindre charmerende hus skal man godt nok lede længe efter. Men jeg håber vi kan rette lidt op på husets udseende lidt hen af vejen. 


Jeg forestiller mig et slutresultat noget i denne retning, dog med sprossevinduer. Vi ved godt det bliver lidt sommerhusagtigt, men det mener vi ikke gør så meget her ude på landet. Vi kan jo under ingen omstændigheder føre huset tilbage til det oprindelige hus. Dertil er huset blevet ændret alt for meget, helt og aldeles uden respekt for det oprindelige hus.

Ja, der er rigtig meget vi vil have lavet. Rom bliver helt klart ikke bygget på én dag. Når vi købte et hus i så dårlig stand dengang i efteråret 2009, så hænger det sammen med, at gode råd var rigtig dyre, efter at min ret til sygedagpenge blev standset pga. varighedsbegrænsning, (den indtræder automatisk efter 1½ år, åbenbart også uanset hvor mange speciallæger der råder til førtidspension). Det betød, at hvis jeg var ugift og havde mindre end 10.000 kr. sparet op (incl. friværdi), så ville jeg kunne få kontanthjælp. Men nu var jeg jo altså gift og vi havde en opsparing. Derfor havde jeg ikke ret til kontanthjælp. Gode råd var dyre. Vi kunne ikke få råd til en lejlighed i Vejen, hvor vi boede på det tidspunkt, og da slet ikke til det lejede rækkehus vi boede i dengang. 

Det hører med til historien, at huset her i vores øjne var det eneste alternativ vi havde, til socialt bedrageri, som vi jo selvfølgelig ikke turde indlade os på. Jeg havde nemlig opbrugt retten til sygedagpenge, som man ifølge loven kun kan få i 1½ år, tilsyneladende også uanset speciallægernes udtalelser. Derefter var det kontanthjælpsloven jeg kom ind under. Ifølge den har man kun ret til kontanthjælp hvis man er ugift, ikke har friværdi og mindre end 10.000 kr. opsparet. Men jeg var jo altså gift og vi havde også nogle penge sparet op. Nu kan vi så lige så godt affinde os med huset, for det kommer vi ikke af med igen, og da slet ikke i den stand det har på nuværende tidspunkt. Istedet for at være bitter over det, vælger jeg dog at være glad for, at huset jo har redet min dejlige lille familie fra at gå i opløsning. Så må vi løse de praktiske ting hen af vejen. Heldigvis kan vi godt lide stedet, udsigten og det gode sammenhold i den lille landsby, ikke mindst pga. landsbyforeningen. Pigerne er også faldet rigtig godt til i skolen og er begge to så populære, at de har aftaler med mindst to forskellige piger, næsten hver eneste uge. 
Med til historien hører heldigvis også, at der er kommet ro på vores situation, da jeg har fået pension de sidste 1½ år. Så nu har jeg et bedre udgangspunkt for at koncentrere mig om at få det bedre. Den stressbelastning både Jacob og jeg levede med oven i, er der ikke længere. Jeg håber på jeg på sigt bliver frisk nok til at komme i arbejde igen, om end bare i et flexjob. Men det må tiden vise. 











Ud over mine egne billeder, har jeg suppleret med billeder, der i forvejen var tilgængelige på internettet.






















fredag den 22. marts 2013

Jeg har en plan , del 2 - Udestuen og den del af haven.





I spidsen af grunden er der i dag et krat med forskellige træer og buske. Her siger mine piger, at de har en hule, og de elsker at gemme sig dernede. Da krattet skærmer imod vesten vinden, og da hjørnet er svær at finde anden og bedre anvendelse til, har vi valgt at bevare det, men det trænger dog snart til en udtynding. 




Beklager de uskønne billeder. Det er ikke det just det kønneste område på grunden!


Her ved siden af traileren plejer min bil at holde, og Jacobs bil plejer at holde i carporten ved den modsatte gavl.

Ved siden af krattet er der en stor mørk firkant på tegningen. Den skal illustrere en ny dobbelt carport, så vi kan parkere begge vores biler samme sted. 


Fra carporten fører en flisesti om mod baghaven. Flisestien bliver belagt med fliser som jeg vil genbruge fra den nuværende carport og nogle fliser som jeg har stablet op i en bunke. 
Fliserne er 40 x 40 cm, og jeg forestiller mig, jeg vil kombinere dem med chaussesten imellem.

Langs flisestien imellem carporten og den første hæk er det meningen jeg vil lave et lille skovparti. I fremtiden bliver det den vej vi skal gå ind til vores hus i hverdagen, da vores bagdør ikke længere skal være bindeled imellem hus og udestue, men bagdør til huset direkte fra baghaven. (Den indgang vi har brugt indtil nu, bliver mest en gæsteindgang i fremtiden). 

Jeg forestiller mig, jeg skal have nogle Rhododendron/Azalea, bregner, hosta, påskeklokker og løgvækster med mere i den nye skovinspirerede del af haven. Langs skel ønsker jeg mig nogle Syrener og nogle Japanske Rønnetræer. Forslag til beplantningen vil blive modtaget med kyshånd. Farverne på blomster i min have er og bliver mest hvid, lilla/blå og lyserød/pink. 

Nu vil jeg gerne på forhånd undskylde de næste billeder. Det er virkelig det man kan kalde for øjenbæ! Sarte sjæle bør derfor måske slet ikke læse videre?!?!!!!!!!

I baghaven har jeg en udestue så grim, at jeg hidtil aldrig tidligere har villet være bekendt, at vise jer hvor frygteligt den ser ud udefra, men det gør jeg altså nu, så på forhånd undskyld!


(Naboen har frit indsyn til hele haven, som den er i dag. Det skal der laves om på med et læhegn i skel). Nedløbsrøret over døren sender en stråle ned ved vinduet når det regner. Det er trods alt bedre end i starten da vi lige var flyttet ind, for der kom strålen ned midt foran døren. Det grimme nedløbsrør længst til venstre i billedet, er lavet for at få vandet bare lidt væk fra muren. Før var der kun tagrende, uden nedløbsrør. Tagrenden sidder langs husmuren, men den var pakket ind i træplader indvendigt i udestuen, så man ikke kunne se den inde fra udestuen. Det har så bare haft den ulempe, at det store asketræ i forhaven jo ikke holdt op med at smide bladene i efteråret, selvom de havde pakket tagrenden væk. Så Jacob har pillet alt det her trævæg ned derinde, renset tagrende (mange gange i de 3 år vi har boet her), og sat damspærre plastik op istedet, for i det mindste at stoppe noget af det træk der kom istedet. Døren og karmen i udestuen sidder kun fast i det ene øverste hjørne, og døren binder, så den er rigtig svær både at åbne og at lukke.


Vinduesglasset er faldet ned igennem bunden af vinduerne flere steder, især i dette vindue, samt i døren til højre for det. Døren har man ikke kunnet bruge imens vi har boet her.

Vi kan vist godt blive enige om, at udestuen ikke har hverken bevarings værdi eller pryd værdi!
Indendøre er den dog god til at så, prikle, potte op og sidde i ly for blæsten i.








Bag hængepetuniaen, kan man se det plastic Jacob har hængt op foran tagrenden. Da vi kom hertil, var tagrenden gemt væk inde bag noget træ magen til det der er oven over køkkenvinduet. Det lille vindue i siden er ind til vores vaskerum, hvor vores vaskemaskine osv. står.

Men uanset hvor dejligt det er for både planter og mennesker inde i udestuen, så er den alligevel et rædsel udvendigt, og den ødelægger udsynet til haven fra de eneste to vinduer vi har i køkkenet og i stuen, der vender ud imod haven.  Alle andre vinduer både fra disse to rum, og fra alle vores soverum, på nær Camillas værelse, vender ud imod vejen. 

Jacob og svigerfar jævner efter planen udestuen med jorden i løbet af påsken i år.

Jeg må ha' mig et drivhus istedet......

Havde udestuen ikke været der, ville jeg have haft denne udsigt fra mit køkkenvindue:


Men virkeligheden rammer, som et hårdt slag, når man går udenfor og kigger ind imod huset!



Eneste lyspunkt er, at vi her har skiftet vinduet ind til Camillas værelse, lige som vi har gjort flere andre steder, så vi nu har skiftet cirka halvdelen af alle vinduer. Vi har valgt at spare op, fremfor at låne, så det tager et stykke tid, især fordi der også skal skiftes overliggere ved de største vinduer, og det er dyrt. Men vi bliver vel færdige med at skifte vinduer i løbet af et par år mere eller tre.


Efter vi har væltet udestuen (og en gammel tilbygning yderst på huset, som de kaldte for en garage i salgsopstillingen, da vi købte huset), og bygget en ny dobbelt carport istedet, (man kan se hjørnet af den nye carport længst til højre i billedet), er der blevet adgang til huset via en gammel bagdør, som nu bliver fri, efter udestuen er fjernet. Derfor bliver der også lagt en flisesti fra carporten, ind igennem hækportalen og frem til bagdøren. Hækken man kommer igennem, kommer til at gå tværs igennem haven, fra muren imellem bagdøren og vinduet ind til Camillas værelse.


Det nye vindue her er ind til Camillas værelse. Imellem hendes vindue og det lille grimme vindue, kan man måske fornemme en lodret streg i muren. Det er der det oprindelige hus er gået til. Resten er den såkaldte garage, som vi vil jævne med jorden.

 Området her fra Camillas vindue og frem om i mod den kommende nye carport, bliver betydeligt åbnet op i forhold til i dag.



Således kom min haveplan også til at påvirke vores hus indvendigt, så vi skal til at lægge nyt gulv der tåler beskidte sko, og indrette baggang, hvor vi i dag har mellemgang imellem vores børneværelser. Vi er så heldige, at Jacobs storebror lige har lagt nyt gulv, fordi han fjernede et skab. Han kunne ikke få mere af samme slags, som han havde i forvejen, så han måtte skifte det hele. Gulvet er et slidstærkt trægulv, som tåler hårdt brug. Så det er bare at gå i gang.

I det første haverum med carporten og frem til første hæk, forestiller jeg mig, som sagt,  der skal være en skovhave med rhododendron, magnolia, forskellige løgvækster, hosta, bregner, påskeklokker og hvad jeg nu ellers kan få skruet ned. Der skal være masser at se på året rundt, det er vigtigt. Da jeg voksede op, havde min farmor og farfar deres helt egen private skov. Der har jeg leget uendeligt mange timer som barn. Måske er det derfor den stemning er noget af det der tiltaler mig mest. I hvert fald er der i forvejen en del skygge i denne del af haven, både fra huset og fra et stort kastanietræ der står i yderkanten af krattet, helt ud mod skel. Derfor er det oplagt at udnytte den skygge og halvskygge der er her til et skovinspireret haverum.


Når man er kommet indenfor den første hæk, er der en plads med ærte-/perlegrus. Her bliver der plads til en bænk eller en lille siddegruppe. Muren vender imod nord, så det bliver ikke en solterrasse, men den har vi længere ude i haven, og jeg søger faktisk oftest mod skyggen, når solen står højt, så det vil passe mig fint med en lille terrasse her. 

Ind mod muren, under køkkenvinduet er der et lille bed med buksbom omkring. Her forestiller jeg mig der skal stå et par babylyserøde Hortensia.

Parallelt med huset har jeg tegnet et langt, smalt bed med buksbom omkring. Her har jeg også tegnet et lille cirkelformet bassin. Her kan himlen spejle sig, ligesom jeg er sikker på jeg vil tiltrække en del dyreliv, som jeg vil kunne følge inde fra de to vinduer. 


Jeg er bla. blevet inspireret af havearkitekt Jørgen Larsens, som har tegnet denne forhave. Jeg har læst om forhaven her i Politikens bog om havens indretning.


Parallelt med dette bed vil jeg plante en lav bøgehæk på den modsatte side af en havesti. Om vinteren vil jeg kunne stå inde og se kontrasten imellem det stedsegrønne og den bronzebrune farve på bøgehækken, som naturligvis skal være en smule højere end buksbomhækken. I det trekantede område som fremkommer ud mod skel, når hækken plantes parallelt med huset, vil jeg plante nogle prydbuske, tror jeg. Måske også nogle større svajende prydgræsser. Fx dværg pampasgræs. Jeg har ikke lagt mig fast på noget endnu, så sidder du med et godt foreslag, så modtager jeg det med kyshånd.


Jeg er vild med den farvekontrast, der opstår imellem bøgehækken og de stedsegrønne fx. buksbom. Med den slags kontraster i haven, ville jeg have noget at glæde mig til, også i efterårs- og vinterhaven.


De sidste to billeder har jeg fundet på nettet. De resterende billeder er mine egne.