Om mig

Mit billede
Jeg hedder Malene og jeg bor i Hjerting ved Rødding, sammen med min mand Jacob, vores lille Isabella, og Camilla og Simone, som jeg har fra mit første ægteskab. Derudover tæller familien også vores Dansk-Svenske gårdhund Molly. Jeg har tidligere prøvet kræfter med en del spændende jobs, jeg har blandt andet været sælger, hjemmehjælper og fængselsbetjent, men i dag er jeg desværre førtidspensionist. Jeg prioriterer mine kræfter på livskvalitet og på min familie, og jeg bruger haven både som genoptræning og til at være meditativ og kreativ i.

fredag den 13. september 2013

Virkelighedens Torneroseslot hedder Trappendalgård


Trappendalgård ligger ved et sommerhusområde, der hedder Trappendal i Hejlsminde, (som ligger imellem Kolding og Haderslev). Her bor næstformanden i Det Danske Rosenselskab Jens Otto Pedersen sammen med sin mand Gunnar Midtgård Krag. Gården er en gammel slægtsgård, så Gunnar er vokset op her.


Gavlene ud mod den stille vej, er fuldstændigt pakket ind i roser.






Her er der et lille kig ind til den nærmeste nabo, som er et sommerhus, da Trappendal i Hejlsminde i dag er et stort sommerhusområde.


Jeg fulgtes med Jette fra Fru Friis Frøbo og Helle fra Blomsterhatten.





Rosen her er en helt særlig rose for Jens Otto og Gunnar. (Det er ikke dem, men et par besøgende der er kommet med på billedet).


Rosen er nemlig opstået som frøplante/spontan hybrid her på Trappendalgård. Derfor hedder den Trappendalrosen. 


Billedet af buketten her, er Gunnar og Jens Ottos eget billede. Rosen er helt fortryllende og jeg har selv plantet den i min egen have for to år siden. Den står under et stort asketræ og derfor mangler den endnu, at vise hvad den kan. Men Jens Otto forsikrer, at det skal nok komme.



En havemur på tværs af haverummet, imellem forhaven og baghaven, er fuldstændigt pakket ind i roser.



Wrams Gunnarstorp er nem at kende, og den har jeg også selv i min egen have. Den blev plantet sidste år op af en stolpe, ved min terrasse.










Jette/ Fru Friis Frøbo og Helle/Blomsterhatten, som jeg fulgtes med.


Gunnar guidede os rundt cirka halvdelen af haven, hvorefter Jens Otto tog over. Gunnar ved også rigtig meget om havens roser, kunne vi høre.


På den anden side af muren, åbenbarrede sig en stor åben plads, hvor det grønne fik lov at dominere. Midt på plænen stod en stor gammel Magnolia.



Den imponerende grønne Gunnera/Mamutblad havde også fået plads i dette grønne haverum.


Et kig til terrassen, hvor det gæstfrie værtspar bød på både vådt og tørt til alle havens mange besøgende. Det var rigtig hyggeligt. Utroligt søde mennesker, synes jeg.


Overgangen mellem det grønne haverum og en stor rosenhave, blev markeret med en søjlegang med tydelig inspiration fra det store udland. Meget kreativt og dekorativt.


Det hvide bed i skyggen var relativt nyt.


Der var kredset om detaljerne og jeg fik følelsen af, at Gunnar og Jens Otto havde glædet sig til, at få havebesøg.


Et nyt rosenbed, som det vil være spændende at komme tilbage og se om nogle år.
I baggrunden ses Jette og Helle, som står og snakker.


Her står Helle/Blomsterhatten foran et fint, gammelt lysthus.


Et kig ned fra haven mod den smukke, gamle gård. 


Så fik Jens Otto øje på os, og da vi kender hinanden lidt i forvejen, faldt vi i snak, og han viste os rundt i resten af haven. Foran Jens Otto ses en relativ ny pergola, lavet af stolper med rionet på. Meningen er, at den skal dækkes af slyngroser og klematis.


Nærbillede af noget af pergolaen.




Ud over interessen for roser, fletter Jens Otto også med pil. Så man kunne købe alverdens smukke, hjemmeflettede kurve, til mange formål. Og så var der disse fine vaser, kombineret med pilegrene, stukket ned i nogle huller i glasset, langs kanten af vasen. Ved hjælp af grenene kan man lave en smuk buket, bare ved at stikke blomsterne ned imellem. Så holder grenene ligesom sammen på buketten. Viola, så har du en smuk buket til bordet, og som er utroligt nem, at binde.


Foran køkkenvinduet står der en ugle, som er hugget ud i en sten. Den smukke figur har Jens Otto fået i 60 års fødselsdagsgave. Det er helt tydeligt en gave han blev meget glad for og den pifter nu et lidt mørkt hjørne op, samtidig med, at man helt sikkert ser den hver dag, sommer som vinter. Det synes jeg er ret godt tænkt.


Den er da også bare rigtig sød, synes I ikke? Det synes jeg i hvert fald. At det netop er en ugle, tror jeg
 ikke er nogen tilfældighed. Både Gunnar og Jens Otto er nemlig pensionerede lærere.



Haven skråner relativt meget, men det har man udnyttet på smukkeste vis. Her er et kig nede fra huset og op i baghaven og det smukke, gamle lysthus. Diget og stentrappen tror jeg har været der i rigtig mange år, men det er stadig et smukt indslag i haven, som er med til at give den del af haven et dejligt udtryk.




Her er vi blevet budt på en lille forfriskning og der er sat god tid af til, at vi kan hyggesludre før vi går. 
Det er Helle/Blomsterhatten der har sneget sig ind på mit billede igen!



En smuk rose er jo kun en halv oplevelse, hvis ikke den dufter.






TAK for en rigtig dejlig dag i et fantastisk sommervejr, både til Helle og Jette og til det søde værtspar Gunnar og Jens Otto.