Fra vinduet i køkkenet har jeg, ud over en masse rod og vinteropbevaring, udsigt til min gamle faldefærdige udestue. Foran vinduet har jeg placeret min regnvandstønde, som har stået inde hele vinteren. Oven på vandtønden har jeg i den tid haft løbende dekorationer. I julen havde jeg mos med kæmpe store grankogler, en gren med mos på og nogle knaldrøde pigeonæbler. I januar og februar havde jeg primula, julerose og klokkeblomster sammen med mosset. På billederne her har jeg stedmoderblomster i den store flade krukke og bag den står 3 små krukker med de nyindkøbte vibeæg, som ventede på at blive plantet ud. Det gjorde jeg i onsdags.
Krukken med stedmoderblomster har jeg lige flyttet her om til døren. Krukken med Primula og Helleburus trængte til at blive plantet ud.
Min woodland garden/skovhave. Her er afblomstrede vintergækker. Snepryd er begyndt at blomste med sine søde, smukke blå blomster, her er nyudsprungne påskeliljer og nyplantede vibeæg, primula og afblomstrede erantis.
Den anden halvdel af mit skovbed. Til venstre anes min magnolia, som står ca. midt i bedet. Her er forskellige primula, julerose, snepryd og tuer af vintergækker, påskeliljer og erantis. I baggrunden ses et par små rhododendron, som jeg plantede sidste år.
Simone på 6 år har hjulpet mor med at så de første frø, som kunne sås i marts/april, og nu er det blevet tid til at vande dem igen. Vi har sået lilla "Klokkeranke," "Susanne med det sorte øje" i en pink/rødlig udgave og "Irlandsklokke" (Molucella laevis), som bliver nogle limegrønne spir med klokker på.
Begge mine piger er smittet med havebasillen, og vil gerne hjælpe hver eneste dag med noget i haven, hvis vi kan få tid til det. De elsker at være en del af det, og tager gerne æren når det begynder at spire og gro. Jeg har også fået instrukser i, at i "børnehaven", der skal vi voksne altså ikke slå græs, næh nej, det skal klippes på knæ med en saks! Men det får de kun lov til at gøre i kanterne, for ellers bliver de aldrig færdige, og så tror jeg ikke på det er sjovt mere!
Der bliver vandet og Simone instruerer storesøster, for hun har altså ejerskab på projektet, for nu var det hende der hjalp med at så i denne omgang. Simone har selv sat hår. Det er derfor det lange pandehår ikke lige er kommet med om i elastikken. Pyt med det.
Georginer og en enkelt potte med Gladiolus sat til forspiring i vinduet. Det bliver svært at undvære udestuen, især i foråret når der skal sætte alverdens blomsterprojekter igang. Men jeg må jo ønske mig et lille drivhus, eller bruge vinduet i skuret.
Nej hvor dejligt med hjælpsomme børn,mine er blevet så store at de ikke kommer selv mere ,men man skal da spørge så kan man godt få hjælp især når det er noget som jeg ikke selv kan magte, det er også deres opgave og klippe vores græs men ikke med saks nej på traktoren sådan går det jo når de ældes( mine er 12 og 14) Sådan en havestue er ellers guld værd så håber du kan få et eller andet ud af det.
SvarSletHilsen Helle
Dejligt med sådan et par småpiger, der gerne vil hjælpe. Det bliver sikkert godt at have udestuen som overdækket terrasse og kan du så få et lille drivhus, så går det nok indtil videre.
SvarSletHeld og lykke med det.
Jeg kom bare lige forbi.
SvarSletTak for de mange gode billeder.
Rart når børnene vil hjælpe til.
Det er mange år siden at vore børn er fløjet fra reden.
Ha` en god 2. påskedag.