Om mig

Mit billede
Jeg hedder Malene og jeg bor i Hjerting ved Rødding, sammen med min mand Jacob, vores lille Isabella, og Camilla og Simone, som jeg har fra mit første ægteskab. Derudover tæller familien også vores Dansk-Svenske gårdhund Molly. Jeg har tidligere prøvet kræfter med en del spændende jobs, jeg har blandt andet været sælger, hjemmehjælper og fængselsbetjent, men i dag er jeg desværre førtidspensionist. Jeg prioriterer mine kræfter på livskvalitet og på min familie, og jeg bruger haven både som genoptræning og til at være meditativ og kreativ i.

søndag den 27. januar 2013

En smuk haveoplevelse



Her står Jacob med Simone og Camilla i "Mormors have" syd for Vejle i august 2008. Pigerne var 3 og 5 år dengang. Vi havde, som så ofte før, lånt mine forældres sommerhus i Høll, som ligger tæt derved. I Høll og Hvidbjerg, tæt derpå, findes nogle af de bedste badestrande i dette land, hvis du spørger mig.
"Mormors have" er en besøgshave, som er/var kendt i området. 

Haven var 3.000 m2 stor, og primært bygget op med højbede, som tilsammen skabte mange forskellige rum i haven. Mange af bedene var indrammet af buksbomhække. Nogle steder lod jeg mærke til en smart detalje, som jeg desværre ikke fik taget billeder af. I 2008 bloggede jeg ikke, så billederne blev kun taget for min egen skyld. Men jeg lod mærke til, at i nogle bede, hvor der var plantet blomster, som  havde behov for støtte, havde de gravet nogle klodser/stykker af stolper ned i kanterne af bedet, som stak ca. 15-20 cm op over jorden, men som var gemt bag buksbomhækkene. Over disse klodser lå der rionet i hele bedets størrelse. Rionettet, som man kun kunne se, når man kiggede rigtig godt efter ned i bedet, fungerede som staudestøtte, så de ikke væltede. Bedene var så bugnende fulde, så jeg gætter på, at de i de bede, hvor rionettet var brugt, kun gjorde bedet grundigt rent i forår og forsommer, samt måske i efteråret, ukrudtet havde i hvert fald ikke mange chancer for at komme op, så tæt havde de plantet i de fleste bede.


Billedet her er taget fra et lysthus og ud mod haven. Her kunne man sidde og spise sin medbragte mad.
Mens vi var der, sad der også en hel busfuld haveglade ældre mennesker, sikkert fra en haveforening.

Mange steder havde man nedlagt græsstierne, og erstattet dem med grusstier.
Der var så mange smukke blomster og indtryk at se på, så vi gik haven igennem flere gange. Selvom denne udflugt mest var for min skyld, nød Jacob og pigerne også at se det smukke skue. Vi var også i det nærliggende Skærup Mini Zoo samme dag, det ligger tæt derpå. Man kan sagtens nå begge dele på en eftermiddag. Hvis man får lyst til at slutte dagen med et lækkert gourmetmåltid i romantiske omgivelser, vil jeg varmt anbefale et besøg på Børkop Vandmølle www.borkopmolle.dk. Er man på ferie i området med sine små børn, ligger Madsby parken i Fredericia og Legelandet i Vejle også tæt på.


I "Mormors have" findes der mange forskellige stauder, Dahlia, roser, en stor samling liljer, rhododendron og azalea. De har også en lille butik, hvor man bl.a. kan købe udsmykning til haven.

Desuden er der 2 store karpebassiner og et springvand i haven.

Det er ikke kun om sommeren, at "Mormors have" kan trække folk til. I december pynter de haven op med intet mindre end 185.000 lys i forskellige farver. Før kostede elregningen 20.000 kr. alene i december, men i dag bruger de energirigtige pærer, så de har reduceret deres december el-regning til 5.000 kr.. Jytte og Knud Sørensen, der ejer haven har sat sig for, at deres have skal være landets mest julebelyste have. I 2007 blev "Mormors have" vinder af TV2s julelyskonkurrence, og det har vist sig, at julelysene kan tiltrække mindst lige så mange besøgende, som de mange smukke blomsterbede kan det om sommeren.



Jo, hov! Ved nærmere eftersyn, tror jeg alligevel jeg her har fået taget et billede af den staudestøtte jeg beskrev ovenfor.

Julemandens kane står klar, her midt om sommeren, med halm-rensdyr spændt for. Det syntes mine piger var rigtig spændende. 


I skyggen var der et lysthus, lavet ganske simpelt af nogle runde stolper. Det så meget hyggeligt og indbydende ud, synes jeg, især hvis man har fantasi til, at forestille sig et par store roser, der overdådigt vælder ud over det hele, så man kan sidde og nyde deres duft på helt tæt hold.

"Mormors have" har som beskrevet været et meget yndet udflugtsmål for havemennesker, men jeg er usikker på, om der stadig er åben have til sommer. Jeg har i hvert fald ikke kunnet få kontakt til deres hjemmeside www.mormorshave.dk i dag. Men "Mormors have" ligger på Klattrup Bygade 33 ved Smidstrup, 7000 Fredericia. Jytte og Knud Sørensens tlf. nr. er 75 86 04 25. Måske er det en god idé, at spørge dem, om de stadig holder åben have, før man planlægger et besøg. 

18 kommentarer:

  1. Hej Malene. Det er en rigtig skøn have som jeg/vi har besøgt både en sommerdag og en juledag. Mine drenge hyggede sig også rigtig meget i denne skønne have

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har kun besøgt haven denne ene dag. Lidt dårligt, når nu den ligger så tæt på mine forældres sommerhus. Så jeg har ikke set den med julelys, men det lyder flot. En ting er i hvert fald helt sikkert, at uanset hvor lidt haver interesserer ens familiemedlemmer, så kan de ikke undgå at synes haven her er et rigtig dejligt sted at opholde sig en herlig sommerdag.

      Slet
  2. Det var da en fin have, I der har besøgt. Godt du tog billeder, så vi også kunne se den:)
    Smart med rionettet, det kunne være, man kunne bruge det.
    Kh
    Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lisbeth.
      Ja, det var en af de smukkeste private haver jeg har set, bortset fra de haver jeg har set på billeder.
      Det med rionettet har jeg også tænkt var utroligt smart, så det vil jeg huske på, hvis jeg får rester, når jeg har fået lavet espalier og pergola færdig her til foråret (forhåbentligt).
      Kh. Malene

      Slet
  3. Hej Malene.Dejligt at vi sådan kan inspirere hinanden her i blogland.Der findes så mange dejlige besøgshaver rundt omkring i landet.
    Vil da lige skrive denne dejlig have ned hvis jeg kommer på de kanter.God aften til dig.......håber det fremad med helbredet knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette.
      Ja, den er helt klart et besøg værd, hvis den altså er åben for besøgende endnu. Jeg kunne ikke rigtigt finde noget helt up to date, og deres hjemmeside var nede.
      Tak fordi du spørger, det går stadig over al forventning med benet. Jeg var ved lægen i går og få fjernet "hæfteklammerne" fra såret, og nu gør det ikke så ondt mere hver gang jeg skal rejse mig, eller sætte mig. Jeg har desuden fundet ud af, at jeg kan sidde længere, hvis jeg bruger kontorstolen, frem for spisebordsstolene, som er for hårde, selv med en ekstra hynde på. De muskelsmerter jeg har bøvlet med i starten er ved at være aftagende, og jeg har fundet ud af, at det hjælper med en varmepude, som har været en tur i microbølgeovnen, samt at blive smurt med Voltarengen, eller hvad det nu hedder mod muskelsmerter og betændelse, står der på tuben -fra apoteket. Det kniber dog med at ligge ordentligt, så jeg sover kun et par timer af gangen om natten. Så må jeg op og varme varmepuden og spise noget smertestillende. Men det går nok endda.
      Jeg regner med jeg kan klare, at komme med til fødselsdag hos min nevø på søndag. Han fylder 6 år. Jeg har også sikret mig, at de har en kontorstol.
      Knus Malene

      Slet
  4. Hvor ser det skønt ud. Og bare alle de blomster og grønne blade.. NU MÅ DET GERNE SNART....!
    Tålmodighed Lise - lige om lidt :o)

    Håber det går fremad med din hofte. Det var en stor omgang du har været igennem.
    Rigtig god bedring.
    Kh Lise

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lise.
      Ja, det kribler i de grønne fingre, men jeg har jo bestilt bundfrossen jord, indtil midt i marts. For det er jo ikke til at ligge her og være fuldstændig afskåret fra, at komme ud og nyde foråret, når det hele spirer og er dejligt derude. Og så er det heller ikke helt så snyd, at I andre kan komme ud, hvis jorden er frossen, så derfor lavede jeg den aftale med vejrguderne. Det er også derfor der kommer frost igen til weekenden. - så vejrguderne kan holde deres aftale. ;-)
      Tak fordi du tænker på mig. Det går heldigvis godt efter omstændighederne med hoften. Se evt. mit svar til Jette her over.
      Kærlig hilsen Malene

      Slet
  5. Tak for den dejlige udflugt :)

    Hjerteligst

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Zep.
      Det var sandelig så lidt. Håber du nød turen.
      Kærlig hilsen Malene

      Slet
  6. Kender overhovedet ikke det sted, selv om det nærmest ligger i min baghaven... dumt ikke!?

    Men dejligt ser det ud og jeg vil have det i baghovedet og finde ud af om de stadig holder haven åben.

    Håber det går fremad med hoften, du bliver vel hundset rundt med i genoptræning?

    kh fru friis :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette.
      Jeg ved ikke om det er dumt, men det er i hvert fald ærgerligt, hvis du ikke kender haven her. Den er virkelig skøn, og hvis den stadig er åben, er den absolut et besøg værd.

      Det går helt klart fremad med hoften. Jeg har faktisk sovet nogenlunde okay i nat, og jeg har ikke haft behov for kun at ligge på ryggen. I nat har jeg også ligget lidt på den gode hofte, og på ryggen har jeg i nat haft brug for en pude mindre under knæene. Nætterne har ellers været lidt drøje at komme igennem.

      Genoptræningen står jeg heldigvis selv for, så det kan jeg tage i mit eget tempo. Jeg har fundet en god rytme, med at lave de 3 øvelser efter frokosten er indtaget og den 4. og sidste øvelse, som foregår liggende på ryggen, hvor jeg skal bøje knæet op mod loftet, laver jeg om aftenen, når jeg er ved at være klar til at sove. Indtil nu er det rigeligt med disse øvelser, men når vi er kommet nogle uger længere hen, regner jeg med jeg kan gentage øvelserne, så de bliver lavet to gange om dagen. Nu lige er jeg lige sluppet af med behov for varmepuden mod ømme muskler efter endt træning både frokost og aftenstræning, og jeg kan se og mærke, at jeg bliver en lille smule stærkere hver dag.
      Kærlig hilsen Malene

      Slet
    2. Intet er så godt som at føle fremgang, når man er syg :D Fortsat god bedring og træning.

      Hjerteligst

      Slet
    3. Nej, det har du fuldstændig ret i. Nu er det her jo bare en begrænset periode, og meget nemmere at overskue end kronisk sygdom (jeg har ME/CFS), eller en diagnose med en usikker prognose i det hele taget. Det kender du jo også selv, kan jeg forstå, så jeg vil sige i lige måde, også god bedring til dig.
      Kærlig hilsen Malene

      Slet
  7. Hej Malene
    Jeg faldt lige over din blog, da jeg var inde hos Katinga og læse om haveplaner. Så nu har jeg lagt mig hos dig som fast læser og vil glæde mig til at følge med i jeres haveplaner.

    Glade smil Linda fra bloggen Casa Asti.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Linda.
      Dig kender jeg vist ikke i forvejen. Du skal være så hjerteligt velkommen. Jeg skynder mig flugs at kigge forbi på din blog.
      Venlig hilsen Malene

      Slet
  8. Det er jo det gode her i blogland, at vi lærer hinanden at kende på kryds og tværs gennem hinandens blogge. At du ikke før har mødt mig er sikkert fordi jeg er ret ny herinde. Men har været aktiv blogger fra dag et, og af den grund allerede har fået en del venner. Det er jo herligt.
    Smil fra Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Linda.
      Ja, det fandt jeg ud af. Jeg har også meldt mig som fast læser på din blog.
      Smil til dig fra mig også.
      Venlig hilsen Malene

      Slet