Om mig

Mit billede
Jeg hedder Malene og jeg bor i Hjerting ved Rødding, sammen med min mand Jacob, vores lille Isabella, og Camilla og Simone, som jeg har fra mit første ægteskab. Derudover tæller familien også vores Dansk-Svenske gårdhund Molly. Jeg har tidligere prøvet kræfter med en del spændende jobs, jeg har blandt andet været sælger, hjemmehjælper og fængselsbetjent, men i dag er jeg desværre førtidspensionist. Jeg prioriterer mine kræfter på livskvalitet og på min familie, og jeg bruger haven både som genoptræning og til at være meditativ og kreativ i.

lørdag den 8. juli 2017

En begivenhedsrig uge i min have.



Først havde jeg jo blogtræf her i min have i søndags. Dette billede har jeg hugget af Ulla/Frk. Anemone. 


Mandag skulle Isabella, Molly og jeg ud i mine forældres sommerhus, hvor min lillebror og svigerinde holdt sommerferie med deres to hunde. Det var dejligt allerede at ses igen, for de bor i Gentofte til dagligt. Det var hos dem Helle og jeg boede, imens vi var på Sjælland i forbindelse med CPH -og alle de mange andre haveoplevelser vi fik derovre. Jeg fik oplevelser nok til et halvt års indlæg på de fire dage vi var afsted! Men det hører I selvfølgelig meget mere om senere.....

Her står vi på Hvidbjerg ved Høll strand i Vejle fjord. 



På vej ud i sommerhuset, var jeg forbi plantecenteret Tantes Have ved Taulov. Jeg ville se hvad en ny pumpe til min vandsten koster. Men efter en snak med manden i afdelingen, viste det sig, at det nok mere sandsynligt er transformeren jeg har brændt af. Det bliver det meget billigere af, så det håber jeg. Nu skal jeg have pumpen og transformeren med ud til ham, næste gang vi kører ud i sommerhuset, så kan han prøve af om det er sådan det hænger sammen, inden jeg køber noget. Der er trods alt rimeligt stor forskel på, om jeg skal af med 140 kroner, eller 550 kroner!

Inden jeg nåede så langt, stod jeg dog derhjemme og skulle have opvasken væk, inden vi skulle afsted. Telefonen ringede lige mens jeg stod med hænderne midt i det. Den må jo så vente til bagefter, når jeg har tørre hænder....... Og så lå der en besked til mig fra Marian Haugård Steffensen, som spurgte om hun måtte komme og tage billeder i min have, med henblik på at lave en artikel enten til "Haven" eller til "Alt om haven". Hun er freelancejournalist, og jeg kunne jo sagtens genkende hendes navn, fra adskillige artikler jeg har læst i begge bladene, og fra en bog om prydgræsser. 
Tænk, hun havde simpelthen set billeder her på bloggen, og tænkt det var en vidunderlig have.
Jeg blev utrolig glad og stolt. Bare det at hun overvejer, at min have kan være noget for en artikel. Sikke en stor ære, at få lov til. 



Tirsdag var jeg forbi Jem og Fix, for at hente nogle stolpespyd til opbinding af nogle vildfarne roser, og kom tilfældigt til at få øje på disse søde skabsknopper. De ville vel nok være søde i mit køkken, som jeg drømmer om at male eller give film på. Det bliver nok et efterårs/vinterprojekt. Jeg ville have klaret det sidste vinter, men tiden løb fra mig, især med konfirmationsforberedelser. 


Hjemme igen fik jeg lavet støtte de til pågældende roser, og fik efterset bedene for ukrudt. Bagefter gik jeg igang med at deadheade alle mine roser. 


Der er mange roser og det sviner.....


Så skulle vi have aftensmad, opvasken skulle klares og Isabella skulle puttes. Bagefter gik jeg ud og fortsatte. 


Stigerne kom også i brug, for jeg har mange roser oppe i højden. De bliver jo også deadheadet. Især Alexandre Girault er vigtig, da den remonterer...... ja, nærmest er stedseblomstrende. 



Til sidst blev det køligt og solen var på vej ned. Jeg var også færdig, men manglede et stort fejearbejde.


Onsdag eftermiddag kom Marian Haugård Steffensen så. Hun tog billeder i 3½ time, måske endda lidt mere. Hun var her i lidt over 4 timer, incl. en lille kaffepause. Interviewet tager vi senere over telefonen. Hun skulle både fotografere her og hos Lilian Skønager. Hun var startet hos Lilian, men skulle så tilbage dertil. 

Jeg tror hun var meget begejstret for haven. Når hun kunne tage billeder så længe, kan det jo nok ikke have været en stor skuffelse for hende i hvert fald. Så nu bliver det spændende, om det er en artikel havebladene vil købe. Det er jeg godt nok meget spændt på. 


Onsdag aften fik jeg besøg af Haderslev og Christiansfeld havekredse. Den opmærksomme læser kan sikkert se, at det er Helle (Blomsterhatten), der står midt i billedet. Det gør hun fordi hun sidder i bestyrelsen i Christiansfeld havekreds, så det er selvfølgelig hendes idé, at de skulle komme her. 
I den ternede skjorte ses Jep Scherbeck, som er formand i Haderslev, mens det er Hosta Hans, der ses i den petroleumsblå polo. 


Det var et fantastisk vejr hele dagen, men billeder i så hård sol er en meget svær kunst. Jeg håber Marian havde noget bedre held med det, end jeg har haft her.
Herover ses Gunnar Hansen fra Christiansfeld, som er Haveselskabets snegleekspert. Det var ham der første gang opdagede dræbersneglen og gav den sit øgenavn. Han er gift med Trine, som er formand i Christiansfeld. 


Her er før nævnte Trine bagerst i den grønne vest. Nærmest kameraet er det Carry Roorda, som er havearkitekt, men dog på efterløn nu. Hun sidder også i bestyrelsen i Christiansfeld. 


Midt for min portal står Johan, som er Helles genbo. Det er ham man skal gå over til med en lille staude, hvis man gerne vil gå hjem med ti andre til gengæld. Han er meget gavmild. Jeg har også en del planter fra ham i min have. På bænken sidder Frank, som er gift med Marianne, som Helle lige har fået med i deres bestyrelse. Vi besøgte dem sidste år, og der kunne vi blandt andet set et helt fantastisk orangeri med indbygget havedam med løvehoved indeni. Alt hjemmebygget af Frank. Så han er sørme dygtig. Jeg tror for øvrigt aldrig jeg nåede at få lavet et indlæg om deres have og orangeri sidste år. Det må jeg forsøge at råde bod på i år! 

Generelt kender jeg de fleste af de mest aktive medlemmer i Haderslev og Christiansfeld havekredse, og alle i deres bestyrelser, I begge havekredse, der, som I kan se, er gode til at arbejde sammen. Begge kredse gør et fantastisk stykke arbejde og det er altid meget spændende det de får arrangeret, synes jeg. 

Efter besøget i min have, fortsatte vi ned til mine svigerforældre:


Med ryggen til og grå kasket på, sidder Løjt, som er gartner. Ham spurgt jeg ad, hvorfor mit Korea Cornel træ ser så stresset ud. Han sagde, at det var fint jeg vandede i to timer af gangen, men det skal jeg så gøre meget oftere end jeg havde regnet med, indtil det er godt etableret, gerne længere. Jo længere tid, jo hurtigere vil jeg få et stort eksemplar. 
Carry, havearkitekten, blev spurgt ud hvad jeg kan gøre foran mine store panoramavinduer mod syd. Jeg har en fantastisk udsigt, som jeg ikke kan nyde indefra, fordi jeg er så irriterende lysfølsom. Jeg får voldsomt ondt i øjnene og migræne af for meget lys, hvilket også er årsagen til min kasket.
Hun foreslog en meget smal pergola med Clematis Montana på. 


I mine svigerforældres have sluttede vi af med vores medbragte kaffe. 


Her ses Helle (Blomsterhatten), Frank, (ham der var god til at bygge orangeri), Marianne, (som er heldig at være gift med sådan en handy Frank), og Johan, som er Helles genbo og far til Frank. 


Et kig i mine svigerforældres have, efter folk var kørt. 
Her over ses fx deres helt nye havedam. Den har de snakket om i flere år. Nu skulle de have åben have, og så var det åbenbart den anledning, der skulle til, for at de fik planerne ført ud i livet. "Det skulle jo også være nu, hvis vi skal kunne nå at nyde det i nogle år", siger min svigermor. De er begge i 70'erne. 


Min svigermor har rigtig mange roser og mange spændende stauder. Og så samler de begge på Hosta. Hosta Hans og Helga er da efterhånden også blevet nogle meget gode bekendte, måske ligefrem venner faktisk. Bagerst ligger min svigerfars meget imponerende køkkenhave, som bare bugner. Volieren midt i, er ikke til at holde fugle inde, men derimod til at holde dem ude. Her er nemlig stikkelsbær, hindbær og hvad det ellers er. Jeg må indrømme min svigerfars køkkenhave ikke får så meget af min opmærksomhed, som min svigermors prydhave gør. 


De har en frodig indkørsel. 


Og en meget blomsterrig forhave. 


Min svigermor er ikke så meget til lyserød, men derimod rigtig meget til gul, tilsat især orange og rødt, selvom man også finder både blå, hvide og sågar lyserøde blomster, sammen med de mange gule. 

Min svigermor kan stå og forklare mig, at her mangler hun en rød rose. Jeg forstår ikke hvordan hun kommer frem til, at den netop skal være rød? For mig at se er det hele en tilfældig, blandet landhandel. Men det er det bestemt ikke, alt er nøje gennemtænkt. Jeg forstår bare ikke systemet. 


Men uanset min manglende forståelse, så ser det jo bare super godt ud, og det er altid et friskt pust, at se på alle de mange friske, varme farver. 

Huset blev for øvrigt isoleret udvendigt for nogle år siden, og beklædt med Ivarplank, eller Hardyplank, som er eternitplader, med trælook. Det er det samme vi drømmer om at gøre ved vores hus, bare sort istedet for gult. 


Torsdag middag fik jeg havegæster igen. 


Men det er jo ingen sag, når jeg allerede havde gjort klar til både journalist og havekredse på besøg dagen før. 


Jeg havde overskud til det lille ekstra før havekredsene kom onsdag aften, for haven var, i bund og grund, gjort klar til før journalisten kom. 


Kransen til døren bandt jeg, imens Marian var her og tog billeder. 





Så kom mine søde torsdags havegæster. Helle Wichmann fra "Helle og Kajs have i Nellemose" på Fyn, og Helles veninde Karin. Nogle rigtig søde piger. De havde et travlt program. Sidste år var Helle (Blomsterhatten), og jeg på besøg i Helle og Kajs have, sammen med Lone Henriksen, Zoya og Vilmantas fra Kolding. Helle og Karin havde planlagt, at de skulle besøge hele vores bilfuld havemennesker samme dag. Jeg var således nummer to, efter de havde været hos Helle. Efter alle fem haver, skulle de spise aftensmad hos Karins søster, så det var godt nok noget af et pakket program de holdt sig. Mon ikke de har været godt trætte i dag?!


Efter mit besøg i Jem & Fix i tirsdags, fik "Leonardo da Vinchi" et nyt støttestativ. Den lå så meget hen af jorden, så jeg faktisk ikke tror mine bloggæster opdagede den var der! Under processen knækkede alle disse rosenhoveder af! Så de blev til denne fine dekoration, som både journalist og havegæster fik glæde af, både onsdag og torsdag. Billedet har jeg taget igen her i dag, fordi nu var lyset bedre. 


Torsdag aften tegnede Isabella og jeg med kridt på min belægning, som ikke er for fin til, at her må tegnes. Det går jo væk igen. 


Ud over det er mors dejlige oase, er det nemlig også børnenes legeplads, og det skal der jo være plads til. Haveglæden vil jeg nemlig meget gerne give videre, så de skal have lyst til at være her. 




Det var dejligt der var lidt bedre tid til kvalitetstid med Isabella igen. 


I dag har jeg været træt, så jeg har bare nydt min have og alle sanseindtryk i den. 
Det trak op til regn, så lyset var fantastik fotovejr. 



Odyssé en meget smuk, men indtil nu også meget ranglet dame, i mit runde bed. En darling uanset. Navnet deler den med en af de arbejdsheste, som mine store piger passer. 



Raubritter og Clematis Texensis "Princess Diana". 


Roserne Alexandre Girault til højre og Asteride Briant til venstre. 


Mme Plantier.


......Er en Albarose, som trives fint her ved min nordmur. Jeg går og finder på, at jeg faktisk gerne vil have en Maidens Blush her til højre også, for der er jo et unødvendigt hul.  


Mit trekantede bed. Her har jeg tirsdag lavet et mini-espalier til "Great Western" og "Jack Cartier". Jeg tror slet ikke Helle opdagede de nye rosenstøtter, som jeg lavede rundt omkring i haven, efter blogtræf, men før havekredsbesøg. 


Marieklokke.


Climbing Bonica. 



Great Western kom meget mere til sin ret, med sin nye støtte. Før lå den halvvejs hen af jorden!


Jack Cartier


Nederst i billedet ses en lille Trillium-lignende blomst, foran den brogetbladede busk. Det er en "Paris", som har 4 af alting, hvor en trillium jo har 3 af alting. Vil du vide mere, må du google. Den er rigtig sød, og den fås i mange forskellige sorter. Den grønne her er meget diskret, men utrolig sød. 


New Dawn


Her er farven jo ikke helt rigtig, selvom vi havde mere gråvejr i dag. 



Det er nu engang bare de flotteste billeder man får, når det er lidt gråt og diset. Den stille stemning og alle duftene i haven, blev nydt til fulde. 


Regnen tog til, så jeg fortrak ind i mit drivhus, med Tante Grøns helt vidunderlige bog.
Når jeg manglede "kød" på tekstsiden i hendes første, i øvrigt meget smukke og inspirerende bog, skal jeg til gengæld lige love for, at der er noget at gå om bord i her. Bogen er straks noteret på min ønskeseddel. Mums, den er lækker....... Så den fordybede jeg mig i et par timer. 


Det var nu ikke fordi regnen varede ved så længe. Omkring middag blev det pludselig meget varmt derude. Så fik jeg den idé, at mine forældre blev nødt til at komme og få kaffe, så de kunne se den stemning her er lige nu. 


Inde i drivhuset er der nyindkøbte hylder fra "Zinkbakken", som jeg købte på CPH. 


Her inde fra, kan jeg også se et glimt at "Leonardo da Vinchi". 


Biopejsen er dejlig på en kølig dag. Hvis det er rigtig koldt, giver den selvfølgelig ikke nok. 

Så kom de gamle og fik friskbagte boller og en lynhurtig rabarberkage. Undskyldninger kan jeg jo hurtigt finde for en lille kage:-) 

En meget begivenhedsrig, men utrolig dejlig uge, som jeg syntes I skulle høre om. 

12 kommentarer:

  1. Hej Malene!
    Du når da utrolig meget!
    Din haveinteresse spænder vidt og du har en superflot have samtidig med at du kommer hjemmefra og oplever andres haver.
    Dine roser er kort sagt imponerende!
    Jeg glæder mig allerede til den artikel,hvor Marian H. præsenterer hendes indtryk.Hun har været her i maj for at fotografere tulipaner,så der kommer nok en artikel til foråret.
    Skal du på havebesøg i weekenden i anledning af havefestival?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lise.
      Tusind tak.
      Ja, jeg har en meget stor passion for haver. Jeg fylder stort set alle mine dage med havefokuserede aktiviteter, hvis jeg på nogen måde kan slippe afsted med det. Det har jeg jo mulighed for, at gøre i så stort et omfang, fordi jeg ikke går på arbejde, men er førtidspensionist. Så er det op til mig selv, at holde det på et niveau, hvor det giver energi, fremfor at køre mig helt ned. Det er nogle gange en svær balance, når man jo gerne vil det hele.
      Nå, så venter du nok lige så spændt som jeg gør. Jeg håber da du kommer i bladet, for det vil jeg da mægtig gerne læse.
      Jeg regner med jeg tager med rosenselskabet på besøg i 3 rosenhaver i Ribe i morgen. I dag har jeg været til 20 års fødselsdag og studentergilde ved Helle (Blomsterhatten)s søn.
      Knus
      Malene

      Slet
  2. Det bliver da spændende om der kommer en artikel fra din dejlige have. Ja, du oplever da meget og skønt at du får så mange besøg. Det er helt anderledes at se billeder fra din have nu, hvor jeg selv har besøgt den. Regner med at se 2 åbne have i morgen. Den ene med mange roser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Gitte.
      Ja, det bliver spændende. Der er jo ingen garanti for, at de vil bringe det.
      Ja, det er herligt med mange haveture og dejligt med havegæster. Normalt kigger folk jo kun i 10 minutter og siger "næh, hvor er det fint", men så gider de ikke mere, så skal vi (ind) og drikke te/kaffe. Så jeg nyder, når der kommer nogen, der gider gå i dybden med det.
      Ja, det giver noget helt andet, når man har set haven rigtig. Det var også derfor jeg sagde til dig, at nu mangler jeg bare at se din have. De andre blogvenner jeg havde på besøg, har jeg nemlig alle sammen set haver hos. Det er meget nemmere, at forstå billederne, når man kan huske tilbage på et havebesøg. Så det håber jeg du har lyst til en gang. Det kunne være hyggeligt, men jeg ved også godt, at det kræver overskud.
      Det lyder dejligt med havefestival for dig i morgen også. Så håber jeg du får tid til at dele et par af dine billeder på bloggen.
      Knus og kram
      Malene

      Slet
  3. Hej Malene
    Ja det var da en begivenhedsrig uge, og dejligt med besøg af en freelance. Det skulle jeg også have haft, men hun bakkede ud igen, da de i magasinet Alt om haven, takkede nej til en artikel, de havde fyldt op hele 2018, tror jeg hun sagde. Vi må håbe, at Marianne er mere heldig.
    Helle Wichmann har også været på besøg i min have, men det er en del år siden.
    Dejlig søndag til dig
    Knus Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lisbeth.
      Ja, så er det jo endnu mere spændende, om der overhovedet kommer noget ud af det.
      Jeg krydser fingre, for det kunne da være rigtig sjovt:-)
      Jeg var også og besøge Helle og Kajs have sidste sommer. Den var bare lækker, så den vil jeg gerne se igen, på et tidspunkt. I morgen kører Helle Blomsterhatten og jeg en tur til Als, og ser nogle haver vi har meget høje forventninger til. Så det glæder jeg mig meget til.
      Tak, det blev så tirsdag før jeg nåede hertil igen:-) Fortsat god aften.
      Knus
      Malene

      Slet
  4. Hej Malene. Sikke en begivenhedsrig uge. Jeg kan godt forstå, at du er stolt over, at Marian Steffensen ville komme og tage billeder af haven. Jeg krydser alt hvad jeg kan for at det ender ud i en artikel. Jeg bliver også inspireret af alle dine billeder. Jeg er vild med den frodighed du har med alle roserne og gangene, jeg higer selv lidt efter dette trods at her er noget græs og mere åbne vidder. Flere frodige bede må der vist til :-). God ide med en pergola til at tage det skarpe lys. Jeg kan faktisk også godt få migræne af skarpt lys og har derfor altid solbriller på så snart solen er fremme. Nu har jeg endelig fundet mig en havehat/sommerhat og jeg kan faktisk undvære solbrillerne indenunder skyggen - skønt (det er noget være skifteri at skifte mellem alm briller og solbriller hele tiden). God sommer til jer, nu vil jeg smutte ud i haven, køkkenhaven trænger lidt til en kærlig hånd :-). Knus Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Mette.
      Ja, nu må vi se hvad det ender med.
      Jeg bruger kun solbriller, (og kasket), når jeg kører bil. Når jeg er udenfor dur solbriller ikke for mig, da lyset rammer den indvendige side af solbrillernes glas, både ovenfra, bagfra og fra siderne. Det giver genskær, som også blænder, og så bliver jeg dårlig alligevel. Ja, det er sgu lidt op af bakke med det! Men kasketten gør faktisk en verden til forskel. De dage hvor der er stærkest solskin må jeg dog holde mig i skyggen og for alt i verden undgå bilkørsel, hvis jeg ikke vil ende med migræne. Så jeg undgår det jo så ikke altid, for jeg indretter jo ikke de aftaler jeg laver med nogen, efter hvordan vejrudsigten lyder. Fakta er bare, at det er den sikre vej til, at jeg bliver mega dårlig. Og så at være indenfor, uden mulighed for gardiner, eller måske endda placeret ved et bord med havudsigt.... Det går bare slet ikke for mig. Inden for er ofte meget værre end at gå ud, og havet er jo et spejl, når solen skinner.
      Ja, god sommer og nyd haven.
      Knus
      Malene

      Slet
  5. Hold nu op Malene, hvor du har haft travlt. Og spændende med freelance journalist, vi satser sandelig på der kommer en artikel ud af det. Mere besøg i din have og hos svigerforældrene og så tilbage i din egen have. Det var en herlig rundtur. Knus fra mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette.
      Bortset fra deadheading, som jeg jo ville have gjort alligevel for min egen skyld, nok bare fordelt over 3 dage istedet for på en dag, så har jeg nu ikke haft så vandvittigt travlt. Haven var jo fin inden I kom, så der var ikke den helt store stress på, før journalisten og havekredsene kom. Det tog jeg sådan set meget stille og roligt.
      Dejligt du nød min rundtur.
      Knus
      Malene

      Slet
  6. Hej Malene.Du har da altid gang i nogle besøg.Men dejligt er det jo at besøge andre haver.Kan slet ikke forestille mig når jeg ikke har nogen have mere.
    Har lige sat mit lille gods tilsag.Så nu må vi se hvor jeg havner henne.
    God aften Knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette.
      Ja, det er meget spændende hvor du ender henne, i det næste kapitel i dit liv. Men du skal da i hvert fald have dig et sted med en lille have. Ellers tror jeg ikke du vil trives godt med det.
      Ja, jeg har altid besøg..... eller er på besøg. Der går ikke en uge, hvor jeg ikke laver noget haverelateret. Om vinteren er det foredrag jeg kører efter - og lige så tit. Så jo, der bliver fyldt op med haveinspiration på alle leder og kanter:-)
      God aften.
      Knus
      Malene

      Slet