Om mig

Mit billede
Jeg hedder Malene og jeg bor i Hjerting ved Rødding, sammen med min mand Jacob, vores lille Isabella, og Camilla og Simone, som jeg har fra mit første ægteskab. Derudover tæller familien også vores Dansk-Svenske gårdhund Molly. Jeg har tidligere prøvet kræfter med en del spændende jobs, jeg har blandt andet været sælger, hjemmehjælper og fængselsbetjent, men i dag er jeg desværre førtidspensionist. Jeg prioriterer mine kræfter på livskvalitet og på min familie, og jeg bruger haven både som genoptræning og til at være meditativ og kreativ i.

mandag den 5. juni 2017

Min have lige nu


I dag har vi lavet afstivere på lysthuset/pavillonen, så den bliver robust nok, til at stå stabilt også i blæsevejr.  



Og så har jeg luget mine stier, og fuget med Dan Fast, som hærder op til en gummiagtig, cementlignende fuge. Det har vist sig i pigstensbelægningen på den runde terrasse, som nu bliver pavilonens gulv, at være ret effektivt. 


Det bliver mørkere igen, når det er blevet vandet/regnet fast. Jeg vander det tirsdag, hvis det ikke regner inden da. Jeg nåede det ikke her til aften. I morgen skal jeg jo i Geografisk have, til plantemarked og blogtræf. 





Den pink staude, der lyser op i det runde bed, er en fyldt Limurt. 


Den hvide iris er lige sprunget ud i dag. 


Terese Bugnet rosen og den hvide klematis, Clematis Montane Grandiflora, er ligeledes sprunget ud i dag. 



Clematis Montana Rubens er på sit sidste.


Slangeurt, som ikke er så fyldt, som den jeg fik af Lisbeth Høneballe i mandags. 
Den mørke Geranium kommer i øvrigt derovre fra også. 



Parykbusk Grace og Clematis Miss Bateman.



På øverste niveau, rakte Dan Fast fugemørtelen kun dertil, hvor det er lyst. Så jeg skal have købt lidt mere. 






Clematis Prinsesse Alexandra og Geranium Rose Clair. 



Bålterrasse til teenagepigerne. Her er stolene også stablet op lige pt., da de hører til under den nye pavillon. 


Slyngrosen Alexandre Girault (udtales vistnok sjiró), har fuldstændigt vildt mange knopper. Det bliver fuldstændigt vanvittigt i år. Den plejer også, at være helt vildt fantastisk, tror dog dette er toppen. 





Der er valgt helt- eller delvist tornløse roser til espalierene omkring pigernes trampolin.  Der er mange lovende knopper i alle roserne, så jeg glæder mig meget. 

For enden af stien står en Olymphus figur, som fokuspunkt for stien. 


Haverummet omkring grusterrassen er holdt i blå og hvide blomster. 


Men lige inden man kommer til det blå/hvide haverum, ender stien ved Olymphus med dette fliseområde. Her har jeg en plantereol til alle nyindkøbte planter i potter, og til planter der skal afhærde efter deres drivhusliv, før de kommer ud i bedene.

Jeg plejer, at have 2 plantereoler her, men nu har jeg valgt, at beholde den ene i drivhuset, og så er jeg ved at bygge et arbejdsbord, så jeg kan stå her og potte op, så og prikle, lave dekorationer og buketter med videre. Derfor er der også lagt fliser her, så jeg nemt kan feje op efter mig.

Tanken er, at jeg også skal have bygget en lille trappe til Isabella, så hun kan stå og "hjælpe til". 


Her skal du lægge mærke til espalieret ved nedløbsrørret. Det er rosen Venusta Pendula, der allerede efter 2 år ser sådan ud. Der er intet rionet at se, når man står på lidt afstand og den er fuldstændig dækket af rosenknopper. Rosen bliver hvid, tæt pakket med blomster, men til gengæld blomstrer den kun en gang...... Dufter også dejligt. 


Stadig den blå/hvide have..... 
Vandstenen blev fyldt op med vand, (den har en stor murerbalje nede under gruset), mandag den 17. april. Jeg glemte faktisk jeg havde tændt for vandslangen, så jeg ved den blev fyldt rigtig godt op. 
Tirsdag den 18. april tog vi til sølvbryllup, og da vi kom hjem, var der ikke gang i vandstenen mere. Jeg skyndte mig, at slukke for strømmen. Onsdag forsøgte jeg ihærdigt, at få gang i den igen, desværre uden held.
Jacob siger, det muligvis bare er filteret, der skal renses. Det håber jeg han har ret i.  


Det sidste og nyeste haverum, med Venus under New Dawn rosen. 
Her har jeg plantet lyserøde og laksefarvede roser, stauder og digitalis, sammen med Kejserbusk og Dronningebusk. Egentligt er bedet for lille til alt det, det ved jeg godt. Det er desværre en meget lille have jeg har nu, og jeg har sværere end nogensinde før, ved at begrænse mig. 
Overfor Venus er der et andet bed, der primært indeholder forskellige hosta, forskellige bregner og græsser. Jeg mangler, at få hentet og lagt sten, langs bedkanterne færdigt. 

Efter dette haverum kommer man til en tidligere indkørsel, hvor Isabella nu har fået et legetårn med rutsjebane. Inden længe kommer der også en gynge op her. Jeg er så småt begyndt, at indtage det som en del af haven, rent blomstermæssigt også. I dette haverum er der en del skygge fra store, gamle træer også, så der er en dejlig fortættet stemning derude allerede. 


Et tilbagekig til mit projekt nyt arbejds-/pottebord. 
Vinduet ind mod skuret, har Jacob selv bygget, ud af nogle reglar, nogle lister og et stykke plexiglas, som vi alligevel bare havde liggende. Det har tidligere været brugt som midlertidig fortsatvindue, ved nogle gamle vinduer vi havde. 
Den store buskrose foran vinduet, blev oprindeligt plantet der, for at skjule det gamle vindue ind mod skuret. Da vinduet til sidst faldt ned på jorden, var det vi blev kreative!

Hvis du følger fliserne, hen til stien til venstre....... 


Kommer du her til. Her har jeg et staudebed, som over tid skal forenkles, til større grupper af hver staude. Lige nu er der mange forskellige, små stauder. Jeg bliver lige lidt for nemt fristet nogle gange! 





Bag espalieret gemmer pigernes trampolin sig. Bag næste espalier, ligger bålterrassen helt skjult, og bag den mit lille drivhus. 


Der er fuldstændigt vanvittigt mange knopper på roserne i år. 

Langs trampolinen spiller Geranium Phaeum hovedrollen i blå og hvide toner...... Den gamle trampolin var jo blå. Pigerne fik ny sidste år. 


Når man står oppe ved Olymphus og vender sig om, er parykbusken plantet, som et flot fokuspunkt, med sine røde blade. 


Kan du fornemme HVOR mange knopper der er i rosen Alexandre Giroult? 


Samme rose. Den giver en lækker fortættet stemning, under pergolaen. Det er netop en skovinspireret stemning, jeg forsøger at skabe. Bare i en blomstrende og overdådig fortolkning. 




I baggrunden ses den nye pavillon. 




Jeg håber jeg ser mange af jer i Geografisk have i morgen. 

11 kommentarer:

  1. Det ser super godt ud med alle dine flotte gange. Haven virker stor, når man ikke kan overskue det hele på en gang. Jeg skal nok komme i Geografisk Have i morgen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Gitte.
      Ja, det var hyggeligt du kom :-)
      Tak, ja det er præcis meningen. Men faktisk er vores grund kun 650 m2, fratrækkes indkørsel, nedlagt carport, hus og skure, er der kun cirka 350 m2 have tilbage.
      Det er spændende, om du også synes den virker stor, når du kommer og ser den i virkeligheden.
      Knus
      Malene

      Slet
  2. Hej Malene. Sikke en forrygende gennemgang af din have - jeg sidder målløs tilbage med et væld af spørgsmål, for der er så meget inspiration at hente i din have.
    Jeg sidder med en ny have, og drømmer om en frodig, grøn have, og for at opnå det, har jeg erkendt, at jeg er nødt til at have espalier mv. så der kommer grønne vægge. Så må jeg starte med at spøge, hvor høje dine espalier er? og hvor højt er der under dine pergolaer?
    På forhånd tak - og mange havehilsener fra den spørgelystne
    Nina

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Nina.
      Tak for roserne.
      Jeg startede også med en stor græsplæne og ikke meget andet, da jeg tog hul på haven i foråret 2010.
      Mine espalier og pergola er cirka 2,40 meter høje, mener jeg.
      Hvis du vil bruge rionet, skal du gå efter minimum 6 mm, da det på 4 mm går op i svejsningen. Det er ikke alle steder det gør noget, men på store flader og oven på en pergola, dur det ikke.
      Gå efter slyngroser, frem for klatreroser, der har mere stiv vækst, når du skal plante op af pergolaen. Klatreroserne kan derimod også godt bruges op af et espalier.
      Inden du går i gang med, at grave umotiveret til højre og venstre, vil jeg kraftigt opfordre dig til, at sætte dig ned med papir og blyant. Gå ud i haven og mål op. Tegn det eksisterende, det der skal bevares. Derefter får du mange flere oplevelser ind i haven, hvis du deler den ind i rum. Vid, at alle drømme ikke kan blive ført ud i livet på en gang. Det lysthus jeg er ved at få nu, drømte jeg også om, allerede for 7 år siden.....derfor blev min terrasse rund, da jeg nåede til den, så der var plads til lysthuset på sigt. Det er netop det en haveplan kan. Hvis du er kreativ, så lav den selv, for det er en sjov proces. Lån bøger om emnet fx kan jeg anbefale Nina Ewalds bog om havens indretning. Rie Post har også skrevet en bog, der hedder Den dovne have. Der er mange gode fif i den.
      Start med, at tage imod planter fra venner og familie, men hold dig for øje hvilke farver og stemninger du ønsker i hvert haverum. På den måde får du hurtigt meget have for ikke ret mange penge.
      Sidst men ikke mindst, vil jeg anbefale dig en tur over til JAS Roser ved Brenderup på Fyn. Han har åben efter aftale, se hans hjemmeside. Han er mega billig og meget dygtig til, at hjælpe med, at finde frem til den helt rigtige rose.
      Spørg endelig, hvis der er mere jeg kan hjælpe med.
      Venlig hilsen
      Malene

      Slet
  3. Så fint der er i din have. Glæder mig til at se den igen i juli, sidste gang var det jo om efteråret. Det bliver en helt anden oplevelse denne gang :-)
    Hyggeligt at hilse på dig i dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Vivi.
      Ja, det var super hyggeligt. :-)
      Ja, sidst du så min have var det både oktober og der var ingen tid til fordybelse, så jeg synes også det er rigtig dejligt du kigger forbi igen.
      Knus
      Malene

      Slet
  4. nøøøj, sikke en flot have du har, den er da helt utrolig frodig og smuk. Hyggeligt at møde dig i dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Alice.
      Tusind tak, jeg er også meget glad for, at min drøm har udviklet sig til virkelighed. Jeg har selv tegnet og anlagt det hele, bortset fra lidt lånte muskler ved min far og min mand, nogle enkelte gange. Det er rigtig god genoptræning for mig:-)
      Ja, det var hyggeligt at mødes, det håber jeg vi gør igen en anden gang.
      Helle og jeg kommer jo til CPH Garden onsdag og torsdag.... jeg tror ikke vi kom ind på det, men måske ses vi der?
      Knus
      Malene

      Slet
  5. Din smukke smukke have lever fuldstændig op til dit blognavn
    Så eventyrlig romantisk. Hvor ville jeg ønske mine roser også snart springer ud.
    Vi købte en Smedejerns pavillon meget billigt på vores planteskole. Den er meget medtaget, så John har tænkt sig at bygge skelettet op i træ, og så bruge toppen og nogle af siderne til en ny pavillon. Så her fandt vi da lidt god inspiration i dine billeder.
    Tak for et fantastisk dejligt indlæg

    Knus og smuk dag til dig
    Lone

    SvarSlet
  6. Tusind tak Lone.
    Ja, jeg kan levende forestille mig, at det må være en stil, der lige rammer dig i hjertekuglen:-) Her er det heller ikke de fleste roser, der er sprunget ud endnu, kun Jacqueline du Pré, Marguritte Hilling, Louise Bugnet, Therese Bugnet og Rose de Rescht, der så småt er begyndt. Jeg tror det for alvor tager fart imens jeg er på Sjælland, når der er CPH Garden. Jeg skal derover hele ugen, og ud og opleve flere haver og parker ud over CPH. Så det bliver næsten med garanti helt overvældende, at komme hjem..... i virkeligheden lidt dårlig timing, ikke!?!

    Det var også oprindeligt min drøm, at jeg ville have en smedejernspavilion, fordi jeg vil gerne have, at det er planterne, der spiller hovedrollen, mere end bygningen gør det. Jeg skulle bare betale mindst 5 gange så meget for det, og det ville blive svært, at få den ind i haven, også selvom den skulle samles. Inde i haven har jeg jo heller ingen plads, så det ville ikke kunne lade sig gøre, at samle den der. Så det blev droppet. I lang tid var jeg i tvivl, om jeg skulle male lysthuset hvidt og lave en vindueskarm og et gitterværk forneden. Men det har jeg droppet nu, fordi den hvide farve ville påkalde sig alt for meget opmærksomhed, og fordi jeg ikke ville kunne komme til i mine bede, når de skal luges, have kompost osv. osv.... Så nu bliver det malet sort, lige som de andre portaler, pergolaer og espaliere.

    Det lyder som et rigtig spændende projekt I skal igang med. Det er jeg sikker på, bliver helt vildt flot. God arbejdslyst med det.

    Knus og god dag til dig også, selvom det regner i dag. ( Haven trænger også meget).
    Malene

    SvarSlet
  7. Er du vimmer en dejlig rundtur i din have! :) Mange tak for inspiration :)

    SvarSlet