Havekunst i Storbritannien

Jeg har været til et foredrag i Geografisk have i Kolding, om Haver og havekunst i Storbritannien, især kulturhistorisk set.

Dagens foredragsholder var Ole Fournais, der er Cand. Mag., haveekspert, og i 35 år har undervist i blandt andet havekunstens historie på Beder Gartnerskole, (som i dag hedder Jordbrugets uddannelsescenter, Århus). Ole gik på efterløn sidste år, men Ole sidder dog ikke stille, for han har søgt, og fået, et rejselegat. Det er han meget glad for, for det betyder blandt andet, at han kan rejse til Norditalien 2-3 gange om året, for at undersøge havernes betydning for de nordiske havers kultur.  

Ole arrangerer desuden haverejser. Blandt andet nord for Milano, hvor de har gode vækstbetingelser, som ofte svarer til dem vi har i Danmark. Ole arrangerer og anbefaler især haverejser til Toscana og ude omkring Rom, når vi taler Italien. Desuden arrangerer han nogle meget spændende haverejser til Storbritannien inkl. Skotland og Wales. Det er disse steder det skal handle om i hans foredrag denne søndag eftermiddag. 

Ole holder jævnligt foredrag om havekunstens historie, og han har desuden skrevet i magasinet/temahæftet ”haver og kultur”, om havekultur fra oldtid til barok.

Ole anmelder desuden ofte nye havebøger i anlægsgartnerne og gartnernes fagblad ”Grønt miljø”. I øjeblikket er han ved at gennemlæse Claus Dalbys ”Den hvide have”, som han skal anmelde næste gang.

Overalt i Storbritannien findes der de smukkeste haver man kan forestille sig. Ole har udvalgt 31 haver, men kunne nemt have udvalgt mindst 3 gange så mange favoritter. At det netop blev ved 31 hænger sammen med, at de kunne stå på et A4 ark.

Jeg sidder og jubler i mit stille sind. Juhu, nu kommer vi til det. Vi skal høre om de 31 haver og se en masse inspirerende billeder. Min sidemakker spørger om vi ikke kan få det A4 ark han har kopieret til os med det samme, så vi kan lave notater om haverne. God idé siger Helle/Blomsterhatten, som sidder på den modsatte side af mig. Vi har vist alle 3 de samme forventninger. Men som du måske allerede kan høre, går foredraget i en helt anden retning, og A4 arket må vi selv undersøge nærmere derhjemme ved computeren, hvis vi vil vide mere om disse haver. Mange af haverne har jeg hørt om før, men andre kender jeg enten slet ikke, eller kun ganske lidt til.

Ole begynder sin fortælling. Der er mange, mange haver i en helt særlig kaliber i Storbritannien. Ikke bare i Sydengland, som nok er det mest kendte område indenfor haver, men overalt i Storbritannien. Selv ude på de mindste øer, findes der helt unikke haver, som man kan besøge. Det er nogle af de haverejser Ole selv står for sammen med CulTours.dk der arrangerer haverejser. For at komme ud til disse små øer, må man ud og flyve med helikopter, som så lander ude på en mark, udenfor den have man vil besøge. Det er sikkert i sig selv en stor oplevelse.

Engang blev Ole bedt om at arrangere en uges haverejse rundt i hele England. Det ville han ikke lægge navn til. En sådan rejse ville ende med alt for lang tid i bussen og for få haveoplevelser. I stedet vil han langt hellere anbefale, at man udvælger sig et område, som man vil besøge, og så planlægger sine havebesøg i det område. På den måde når man at se langt flere haver. I bogen ”The Good Garden Guide” er der beskrivelser af 1.400 haver. I bogen er der et kort, hvor man i hver område kan se numre på de forskellige haver der er markeret på kortet. Så kan man slå nummeret op og læse om haven og dens åbningstider. Den nyeste udgave findes ikke i bogform, men kan findes på nettet.

Der var i øvrigt en lang række bøger, som Ole ville anbefale. Der er læsestof nok til mange vinteraftener. Så også på denne måde lagde foredraget op til mere selvstudie.

”Engelske haver” af Ursula Buchan

”Scotland for Gardeners” af Kenneth Cox, (hvis far, Peter Cox importerede Rhododendron fra Himelaya til Europa).

”Gardens of Lake Distrikt”, (nord for Manchester), af Tim Longville. Området minder meget om området omkring Silkeborg og Ry, og Ole anbefaler, at man har både regntøj, gode gummistøvler og måske oven i købet vaders med på rejsen der til.

”The Gardens of Wales” af Helena Attlee

“The Costwolds finest Gardens” af Tony Russell

Der findes ikke mange gode lærebøger om havekunst på dansk. De bedste er helt fra 1960’erne, hvor Georg Boye og C. Th. Sørensen udgav nogle gode bøger af slagsen.

Hvad Ole Fournais ikke nævnte, og som jeg gerne vil tilføje her er, at der derimod findes en relativ ny dansk bog, der hedder ”En haverejse til Sydengland” af Hans Peder Christiansen. Den er ikke bare endnu en smuk billedbog fra forlaget Klematis, men en bog man kan blive meget klogere af at læse. Den beskriver de smukkeste haver, der efter forfatterens mening findes i det Sydengelske. Mange af de beskrevne haver er da også meget kendte. Bag hver have er der en havepersonlighed, som man lærer bedre at kende, og en overordnet idé med haven, som der bliver gjort rede for. Det er meget interessant læsning, især hvis man ikke bare interesserer sig for haver, men også for havekultur, synes jeg. Klimaet i det Sydengelske er dog meget mildere end det vi har i Danmark, så på den måde kan det ofte være lidt svært at overføre den inspiration man får i Sydengelske haver direkte til de danske forhold vi har at arbejde med her hjemme.

Hvad har så inspireret Briterne, så de i dag har så mange imponerende haver at vise frem? –Det er der en lang perlerække af havetraditioner der har:

De gamle Romeres haver. (Vidste du i øvrigt at, i oldtiden hed roser ikke Rosa, men Rhodos. Rosa derimod dækkede over en række forskellige blomster, blandt andet Rhododendron. Den græske ø Rhodos er således ikke opkaldt efter Rhododendron, som man måske skulle tro, men efter rosen).

Middelalderens klosterhaver.

Renæssancehaverne i Italien

Mellemøstens Mauriske havestil, hvorfra man blandt andet har hentet inspiration i deres Patio, som er et flisebelagt, (overdækket) område imellem hus og have.

Fransk Barok, som især var populært fra 1600-1850. Den franske barokstil er overvældende og nærmest for meget. Her har man mange formklippede hække og buksbomkugler. Kejser Napoleon kunne stå midt på sin lange balkon og overskue hele den imponerende have på én gang. Det har englænderne for længst taget afstand fra, da de mener det på sigt bliver kedeligt. En lang overgang var alt inspiration fra den franske barok fuldstændigt fraværende i den engelske havekunst, men det lod til at være langt mere af politiske årsager, end af æstetiske. Der har nemlig historisk set været utroligt mange konflikter imellem England og Frankrig.

Briterne tog altså afstand fra at skulle kunne overskue hele haven på en gang, og derfor blev det en tradition hos dem, at opdele haven i rum, således at man er nødt til at gå ud i haven for at opleve den. Man kan nemlig ikke se hvad der venter af oplevelser rundt om næste hjørne, i det næste haverum, før man går ind i det nye område. På den måde får man hele tiden nye overraskelser på sin havevandring, og dermed bliver haven ikke så hurtigt kedelig.

Mauernes haver inspirerede til stor frodighed og smukke belægninger.

De Italienske haver er ofte anlagt på skråninger, hvor man har lavet terrasser, og hvor huset er placeret øverst på grunden, så man får den mest fantastiske udsigt fra husets vinduer.

Så først var det italienerne, så franskmændene, og nu er det så briterne, der dominerer i hvilken retning havekunsten bevæger sig i dag, også her hjemme.

Briterne er gode til, at kamuflere rækværker, mure og bygninger. Her så vi det første billede denne søndag eftermiddag, af et rækværk med en smuk slyngrose ved Haddon Hall.

De engelske haver er karakteristiske ved, at de ikke bare har en hæk rundt om matriklen, som man oftest har i Danmark. De har derimod mange indre hække, mure og espalier, som skjuler næste haverum. De har ofte stisystemer, som er smykket med pergolaer eller rosenbuer med smukke slyngroser, og ofte står der en fontæne eller lignende, hvor to stier krydser hinanden. 

De fleste haver er ikke lange lige linjer med firkantede bede, men i langt højere grad snoede stieforløb, som også kan være med til at skjule hvad man mere kan vente at se rundt om hjørnet. I mange engelske haver gør gartnerne en dyd ud af, at have en skærehave med stauder fra februar til december, hvilket ofte langt nemmere lader sig gøre, end her hjemme, fordi de har et mildere klima derovre.

Ole viste nu et billede af et stort imponerende, nærmest herregårdsagtigt hus, der var dækket af grønne slyngplanter på facaden, og med en blå og en hvid blåregn hen over døren. Ole har lagt mærke til, at når de franske turister ser dette sted, bliver de nærmest forargede over det rod de ser, for englænderne har helt tydeligt ikke styr på deres planter, der jo har bredt sig helt ustyrligt, og er ved at ødelægge huset, mener de. For os danskere er det nu tydeligt at se det smukke i, at lade de smukke planter kamuflere bygningen. Ole fortæller også i denne sammenhæng, at englænderne altid beskærer deres blåregn kraftigt, som noget af det allersidste lige inden jul. Et eller andet gør de helt sikkert rigtigt, for det var et overdådigt blomsterflor vi så på billedet.

Nu viste Ole sit 3. billede: En hæk klippet i snørklede former, som vi så ofte før har set det på billeder fra engelske haver. Ole fortalte om en overgartners søn og naboens søn, der var gode venner. De lå en dag og betragtede skyerne, som fløj forbi over dem. De lignede alverdens fabeldyr, monstre og mange andre figurer. Det gik ud over hækken, som de klippede på en yderst utraditionel måde! Mon dog det har været populært til at starte med?! Men de har åbenbart fået lov til at fortsætte med at klippe hækken på denne fantasifulde måde. Det har inspireret mange andre til at klippe på samme måde. Naboens søn er i øvrigt blevet en yderst berømt forfatter i dag. Det er nemlig ham der har skrevet ”Ringenes herre”.

Ole viste et billede af et smukt Judas træ, som har smukke blomster før løvspring. Det er et træ man ofte ser i engelske haver. Træet er lidt sart og kræver derfor rigtig godt læ, men i Botanisk have i Århus har man et ældre eksemplar, der klarer sig fint.

Til slut viste Ole os en tegning af hvordan en engelsk have kunne se ud, med roser og lavendler oppe ved huset, (I England er det en fast tradition, at man planter roser og lavendler tættest på huset. Ved man ikke det, kan man ikke engang komme ind på gartnerstudiet),

et snoet stiforløb som gerne må minde om naturen. 

Inde i selve haven er der ofte en muromkranset have. Det blev især populært i Victoriatiden. Inden for murene har de ofte køkkenhave, krydderurter og skærehave. Her er meget regulære stier, med rosenbuer over og en fontæne i krydset, hvor to stier møder hinanden. Der bliver et helt særligt mikroklima indenfor murene, og især op af murene. De bliver nemlig varmet op af solen, og når solen går ned, afgiver murene jo også den varme de har optaget i løbet af dagen. Det er derfor en gunstig vokseplads for fx Kiwi og andre mere eksotiske slyngplanter.

I engelske haver bruger man også meget træer importeret fra Amerika. De har fx ofte forskellige former for Douglas træer, som er store træer der har fået navn efter en Skotsk søn, som rejste til Amerika som plantejæger. Sønnen skrev i sine breve hjem til sin far om nogle helt vanvittigt høje træer. Faren troede helt bestemt, at sønnen overdrev. Men med tiden mødte han flere og flere, som kunne berette om at have set lige så høje træer som dem sønnen beskrev i sine breve.

Man støder også ofte på Ambratræet i de engelske haver. Her findes både en amerikansk variant og en asiatisk variant. Det er et langsomtvoksende træ. Hvad Ole ikke sagde, men som jeg gerne vil tilføje er, at det har utroligt smukt efterårsløv.

Korea kornel, Cornus Kouska er også et træ som mange ofte falder for, når de er på havetur i det britiske.

Træerne blev tegnet ind på Oles tegning.

Langs med hækkene i haverne er der ofte nogle meget langstrakte og dybe bede. Ole viste os et tværsnit af sådan et bed, hvor man kunne se, at de laveste stauder stod forrest, de mellemhøjeste i midten og de højeste stauder stod bagerst. På den modsatte side af stien eller græsset, er der som oftest et bed mage til, som indeholder de samme stauder, men som aldrig står parallelt overfor hinanden, men som er forskudt for at give en anden rytme og for, at det for alt i verden ikke må minde om fransk barok. 

På samme måde viste Ole et tværsnit af en hæk med en plæne langs hækken, og en sti med belægning i midten mellem de to plæner og hække. Det han her ville vise var, at de i England er gode til, at lave græsplæner med knivskarpe kanter. Det opnår de ved, modsat hvad de fleste danskere gør, at lade græsplænen være højere end belægningen. Gjorde vi det i Danmark, ville vi ikke opnå den skarpe kant som i England, men få en græsplæne, der på grund af slid fra plæneklipperen, med tiden ville komme til at skråne ned mod belægningen. Det undgår man i England, fordi de derovre har hjulene foran vertikalskæreren og ikke yderst på siden af plæneklipperen, så de på den måde ikke skal køre ud over kanten.

Så vil englænderne gerne have udkig til markerne og naturen omkring haven, men uden at fårene på marken kan komme ind i haven og ødelægge al skønheden.

England var i mange år et utroligt fattigt land med hungersnød, som flere gange førte til borgerkrig. De forsøgte at leve af deres får og uldproduktion, men det var ikke den bedste forretning. I Costwold området begyndte man at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor man ikke selv forarbejdede sit uld, frem for at sende det til udlandet. De begyndte så selv at spinde og væve osv., hvilket gav mange arbejdspladser på spinderier og væverier i området. I samme område havde de en stor kul produktion, som de kunne bruge til at holde maskinerne i gang i den nye industri. I området er der desuden floder, så man kunne transportere materialerne frem og tilbage på.

Englænderne ville altså gerne bevare udsigten til naturen, og meget gerne til fårene, som minder dem om deres samfunds positive udvikling. Hvordan gør man så det?

Jo, i Tyskland havde man nok bygget en mindre udgave af ”Berlin muren”, og i Danmark havde man nok brugt et trykimprægneret stakit af en slags. Men i England har de tilsyneladende ingenting. I hvert fald på afstand. Når man kommer tættere på, kan man se de har en grav, eller stejl grøft, som gør, at dyrene ikke kan komme op til haven. De kalder det en ”Ha ha grav”. Det hedder det ikke bare på dansk og på engelsk, men på alle sprog, så vidt Ole i hvert fald ved. Hvorfor det hedder sådan siger han, det er ikke til at vide. Måske fordi man når man kommer tæt på tyren, kan man tænke, ”ha ha, du kan ikke få fat på mig”! Eller måske er det mere sådan ”ha ha, nåh sådan”! Fordi man bliver overrasket når man pludseligt kommer tæt nok på, så man kan se, at der er en grav/grøft imellem haven og marken.

"Ha ha graven" blev tegnet på Oles tegning. Så blev der tegnet lidt hække og forskellig beplantning, og så var foredraget slut.

Så fik vi udleveret nogle kopier, og så er det så op til folk selv, hvor meget de vil dykke ned i dem, for hvis man vil bruge tid på det, er jeg helt sikker på man ville kunne blive meget klogere.

  Alt i alt var det et foredrag, der blev meget anderledes end det jeg havde forventet. Heldigvis var Ole en god fortæller, så det blev en god eftermiddag alligevel.

Billederne har jeg lånt på nettet, da jeg desværre ikke selv er så berejst!