Om mig

Mit billede
Jeg hedder Malene og jeg bor i Hjerting ved Rødding, sammen med min mand Jacob, vores lille Isabella, og Camilla og Simone, som jeg har fra mit første ægteskab. Derudover tæller familien også vores Dansk-Svenske gårdhund Molly. Jeg har tidligere prøvet kræfter med en del spændende jobs, jeg har blandt andet været sælger, hjemmehjælper og fængselsbetjent, men i dag er jeg desværre førtidspensionist. Jeg prioriterer mine kræfter på livskvalitet og på min familie, og jeg bruger haven både som genoptræning og til at være meditativ og kreativ i.

fredag den 28. juni 2013

Lille bitte indlæg om lidt af hvert:-)


Pæoner fra haven. Jeg elsker, at plukke buketter. 
I morgen går turen over til Lisbeth på Samsø. Ih, hvor jeg glæder mig.










Jeg har fået ny dyt. En helt splinter ny Renault Clio  4 ST, (stationcar). Jacob har fået "min" Aygo, at køre i nu.




Ses vi den 17. august hos Susan Durup? Jeg glæder mig, for det lyder til, at være et rigtig spændende arrangement. Læs mere på http://mylovinggarden.blogspot.dk/2013/06/aben-have-orangeri.html




mandag den 24. juni 2013

Romantikken blomstrer i min have


Pæon ved min østvendte mur. Her er den til syneladende mere end godt tilfreds med at være.


Ved siden af den står der endnu en pæon:


Den har været sprunget ud, men jeg kom ikke ud med kameraet, før efter pigerne var blevet puttet. Det har været nogle travle dage. Men I kan alligevel smugkigge her.



En 3. Pæon, der blomstrer nu, samtidig med de andre.




Geranium Rose Clair


Endnu en Geranium. Jeg skal prøve, at lede lidt mere intenst efter et navneskilt, for jeg tror nok denne her fantastiske Storkenæb, som virkelig bare gerne vil fylde og være helt overdådig, er en som jeg har købt for penge, og ikke en jeg bare har fået eller byttet mig frem til.


Nøgleklokke, Campanula Glomerata "Superba" i mit cirkelrunde bed. Den blomstrer i juni og juli med lilla blomster, der er op til ca. 60 cm høje. Den trives bedst i sol eller halvskygge og den er rigtig god i buketter.


Endnu en Storkenæb i selskab med Forglem-mig-ej og Akeleje.


I centrum af mit cirkelrunde bed, har jeg den storblomstrede rose, (som ligner en historisk rose), The McCartney Rose, som blomstrer fra starten af Juni og kontinuerligt igennem hele sommeren. Den dufter fortryllende.


Ved min solterrasse, imellem terrassen, haverummet med det cirkelrunde bed og drivhushaven, har jeg dette dejlige lille bed. Der er plantet nye slyngroser op af de tre stolper, og en klematis op af den fjerde.
Op af stolpen nederst til venstre har jeg plantet slyngrosen Astride Briant. Den er svær at se på billedet. Det er fordi der kun sidder en lille bitte død gren helt nede ved jorden! Den er ellers plantet efter alle kunstens regler, ligesom de andre roser jeg har, med podestedet ca. 7 cm under jorden, med andefjer i bunden af hullet, sammen med masser af vand. I vinter havde den en grandyne og i løbet af foråret har den fået gødning og vand. Men ak, der er stadig ingen liv. Det samme gælder for to andre roser i min have. Jeg vil snakke med JAS Roser om det, næste gang jeg skal til Fyn. 
Stolpen øverst til venstre huser den hvide slyngrose "Long John Silver", som stortrives og stolpen øverst til højre har selskab af "Wrams Gunnarstorp", som lige nu står derude med store bristefærdige knopper og smukt, mørkegrønt løv. Ved den sidste stolpe, stolpen nederst til højre skal støtte Klematissen Clematis "Prinsesse Alexandra". Der skal stå en Klematis ved den fjerde stolpe, for at vi kan komme ind og ud af havelågen, ind til drivhushaven, uden at blive flået af rosentorne.


I rosen- pæonbedet har jeg ikke længere Lodden Løvefod. De er flyttet ud til rosenhækken langs huset. Istedet er der primært Geranier.


Rosenprydløg


En ny slyngrose, eller klatrerose. Den skal støttes af et espalier imellem terrassen og trampolinen.
Der skal stå flere forskellige langs det espalier. Rosen her hedder Russeliana.


En del af rosenbedet, set fra trampolinen.


Fisk i et blåt hav. 


Geranium. Den ser meget større ud på billedet, end den er i virkeligheden.


Rose De Rescht og Geranium.


Rose De Rescht er plantet på begge sider af terrassen og imellem terrassen og det cirkelrunde beds haverum.



Her kan man skimte noget af Rose De Rescht hækken imellem terrassen og drivhushaven. Billedet blev egentligt taget, fordi det nu er smukke frøstande, der har taget over på Akelejen. Man kan også se en midlertidig trappe inde i drivhuset. Den er dog stadig så lav, så jeg ikke kan komme derned. 


Men der er kommet glas i hele drivhuset nu, også i taget og der er kommet to vinduer i.


Inden længe kan jeg begynde at indrette mig.


Bedet imellem drivhuset og terrassen.


Lovende knopper på endnu en ny slyngrose. Her er det Wrams Gunnarstorp.


I bedet ind mod naboen, i haverummet med det cirkelrunde bed gror bla. Pileurt og Betonie.


Løvehale og parykbusk. Stænglerne på Løvehalen har næsten præcis den samme farve, som Parykbuskens blade.


Pæon, Purløg og Betonie.




Jeg trænger til, at få klippet græs. Men man kan kun en ting af gangen. Jacob klipper græs her hjemme, men han har jo samlet drivhus, i hvert et ledigt øjeblik han har haft, nærmest.

I lørdags var vi på familiedag med hele min mors side af familien. Noget af dagen blev brugt i en have der hedder Olsens Paradis. Der blev ikke taget mange billeder, for jeg synes haven var mere speciel, end den var køn. Der var mange forskellige Korea Kornel, Cornus Kouska. Men haven inspirerede mig ikke til at tage billeder.


Der var dog denne søde staude, som jeg tænkte I andre måske kunne hjælpe mig med, at opklare hvad var for en yndighed, Men det behøver I slet ikke alligevel, for i går var jeg på besøg i Birthe og Ernst Jensens have ved Ribe. De havde en mage til, bare i lyserød, og Birthe sagde, at det hedder en Gasblomst, fordi den åbenbart udskiller nogle gasser omkring sig, vist nok især om aftenen. Hun siger, at man kan se det, hvis man tænder ild henne ved den. Den fortælling synes jeg, at jeg har hørt før, så jeg må være stødt på planten i en bog engang. Men jeg har ikke lært den at kende i virkeligheden før.


I Olsens Paradis var der 7 milliarder skilte alle steder. Det var faktisk en skilteskov. Denne besked fandtes over alt i haven. Den var kun sjov første gang man så den. Sådan var det i øvrigt med alle skiltene. Der var så mange, at det der måske kunne have været humor, blev plat og faldt helt til jorden istedet.


Man kunne ikke undgå at røre ved sten og grus i haven, da det var det man gik på. 
Ellers bestod haven af nogle store sten, nogle murede borge og broer og flere forskellige træer. Nogle af træerne var interessante. Der var fx et Silkefyretræ, der var som sagt rigtig mange forskellige Korea Kornel og der var et Rosenakebietræ, tror jeg nok det var og en smuk perlebusk. Men haven var slet, slet ikke noget for mig. Jeg synes det meste var grimt, hvis jeg skal være helt ærlig. I går var jeg til gengæld på besøg hos Ernst og Birthe og det er en helt anden fortælling. Det er en rigtig flot have de har. Ikke kun på billeder, også i virkeligheden.  Jeg vil lave et indlæg om det en anden dag. 
I dag håber jeg det klarer lidt op, for Helle/Blomsterhatten og jeg skal ud og se Mariannes "Pæonhaven" i Holsted og bagefter skal vi ud til Åse Marie fra Landbohaven og se hendes og Erhards have og hendes figurer til haven. Jeg er sikker på vi får en hyggelig dag, uanset vejret, men jeg håber nu det når at klare op, før vi skal afsted. Den slags oplevelser bliver selvfølgelig bedst i tørvejr.






søndag den 16. juni 2013

Status på mit drivhusbyggeri


Jacob har gravet et kæmpestort hul, der er 40 cm dybt. Op af "Jord-væggene" har Jacob og min far stillet gasbeton blokke, som omhyggeligt er placeret i vatter og limet sammen med naboen, hele vejen rundt. Mellem hullet og gasbetonblokkene har Jacob hældt en klat cement ned ved hver samling. I bunden har min far lagt fliser. Det er genbrug fra den gamle terrasse, der var 3-4 gange så stor da vi overtog haven, som den er  nu. I siderne mangler der nogle 20x40 cm sten. Dem har naboen sagt, at han har nogle liggende af, som jeg må få. Møblerne er blevet stillet ind i drivhuset, før det blev samlet, for ellers ville de ikke kunne komme ind. Så må de saves i stykker, den dag de skal ud igen! Der er ikke glas i drivhuset endnu, så Jacob har pakket møblerne ind i plastik. Jeg har ikke selv været hjemme i dag, hvor han har samlet drivhus-skellettet. 


Det er et lille drivhus på 6,2 m2, for det var det vi kunne få råd til. I virkeligheden passer det sikkert godt til vores lille have. Jeg ved godt, at det bliver småt i forhold til alt det, som jeg gerne vil bruge det til, men så må jeg prøve, at udnytte det smart og øve mig i begrænsningens svære kunst. Til gengæld ser det harmonisk ud i størrelsen til placeringen. Jeg er rigtig glad for den ekstra højde der er kommet på, fordi Jacob var så genial, at foreslå vi gravede den ned, så den blev lunere i det tidlige forår og i efteråret. Det bliver jeg stensikkert også glad for.



Så nu hvor legehuset er revet ned og drivhuset (næsten) sat op, så skifter dette haverum også navn fra børnehaven, til drivhushaven. 


Hvor irriterende det end var sidste år, at min pergola ikke blev færdig, så må jeg indrømme, at så er det alligevel godt nok nu. For det ser pløk åndsvagt ud, den måde som havelåge og stakit er lavet, når der ikke længere står et legehus på skrå.


Drivhushaven ligger lige op af solterrassen, men da det ikke er en stor klods af et drivhus jeg har fået, så gør det egentligt ikke så meget. Jeg synes den passer fint ind til omgivelserne, også når man sidder sig ned på terrassen. (De hvide "fliser" op af stakittet, er gasbeton blokke, mage til vægene nederst i drivhuset. De skal bruges til trappetrin, da 40 cm er meget dybt at gå ellers!


Det smukke, hvide syren træ ved terrassen er ved, at være færdig for i år. Til gengæld vil rosen Rose De Rescht til at blomstre nu. Til højre for rosen står en pæon vildart. Det var den første pæon der blomstrede i min have. Den startede den 21. maj.



Rose De Rescht med Lodden Løvefod, Alchamilla Mollies til selskab. Makkerparret star hele vejen langs det lave stakit imellem drivhushaven og solterrassen.


Rose De Rescht er den sundeste og nemmeste rose man kan tænke sig.



En Akeleje har også fået lov til, at få en plads langs samme stakit. Er den ikke bare yndig?


I krukken er rosen Berleburg i selskab med blå Hornvioler. I baggrunden ses en Pæon.


Nærbillede af pæonen. Jeg ved ikke hvilken pæon det er, da jeg har fået den af en mand, der nu er død. Jeg nåede ikke, at få sortsnavne osv. da han var meget syg, da jeg fik planterne fra hans have foræret. Jeg skulle bare grave løs. Men jeg gætter på, at det er en Paeonia Officinalis, altså en Bonderose. Den er ikke helt rød,  ligesom den anden Bonderose jeg har. Denne er mere dyb/mørk pink.



Langs Rose De Rescht hækken imellem solterrassen og trampolinen er der plantet Pæoner, som jeg tror er Karl Rosenfield. Og så er der forskellige selskabsplanter/underbeplantning til dem. Især forskellige Storkenæb Geranium.


Hvis jeg ikke husker helt galt, så er dette Geranium Patricia. Geranium eller Storkenæb er den staude jeg altid har været mest fascineret af, og som jeg forelsker mig i, gang på gang. 


Der er også en enkelt Akeleje, der har fået lov til, at stå imellem roserne langs solterrassen og trampolinen. 


En hvid Geranium, som har fulgt mig siden den blev plantet i en krukke, imens jeg boede i et lejet rækkehus. Navnet er desværre blevet væk for mig, men den er en af de mest rent hvide Geranier jeg har set. Her har den fået selskab af en Forglem-mig-ej. De udgør et rigtig sødt makkerpar, synes jeg. 


Geranium Rozanne er lige begyndt med at blomstre for en uges tid siden. Nu fortsætter hun kontinuerligt, helt frem til november/december. Den er uforlignelig. Virkelig fantastisk.Vil man kun have en enkelt Storkenæb i sin have, vil jeg helt klart anbefale den.


Geranium Rose Clair dækker efterhånden hele bunden under de to Rose De Rescht, der står som hæk imellem terrassen og det cirkelrunde beds haverum.


Den ene viste sig faktisk at være sprunget en lille smule ud i dag.


Søde lyserøde Rosenprydløg, som jeg har fået af Helle/Blomsterhatten, da jeg var blevet opereret i min hofte. I baggrunden er det Lodden Løvefod.


Mine fisk er ved at svømme helt væk, i et hav af blå Geranium Baby Blue. Jeg vil give fiskene et par fliser mere under bugen, så de kan komme lidt højere op. Godt nok skal de svømme i blåt vand, men de må også gerne kunne opdages, eller måske endda ses, når man går forbi.


En Geranium Phaeum med smukke lyseblå blomster. Jeg kender ikke sortsnavnet, da jeg har fået den af samme mand, som jeg fortalte om før. Men nu har jeg lige købt den nye bog om Geranier, da vi var på plantermarked i Geografisk have, så nu er der da en mulighed for, at finde ud af det. I baggrunden er der nogle bittesmå blomster, med præcis samme blå nuance. Jeg aner ikke hvad det er da den var her da jeg kom. Ud over en sød lysegul Ranulkel, var den eneste blomst der var her, ud over mælkebøtter altså.


Lovende knopper på min nye rose Russeliana, som jeg købte ved JAS Roser i efteråret. Det er en meget smuk slyngrose, hvis man skal tro de billeder jeg har set, og indtil nu lover det rigtig godt. Jeg er meget spændt.


Geranium som jeg ikke kan huske navnet på, sammen med stokrose og Rose De Rescht.



Rigtig mange små bitte knopper, som lover en rig blomstring på min nye slyngrose Rose Marie Viaud, som jeg også købte ved JAS Roser i efteråret. Den skulle være purpurviolet. Det er jeg meget spændt på at se, da jeg ved hvor meget farver på billeder kan snyde. 


Her mellem Rose De Rescht hækken og trampolinen, hvor der skal være et espalier, der er under opførsel, gror endnu en af mine nye slyngroser, blandt kæmpe stenbræk og kornblomsten "Black Night". Det er rosen Alexander Girault, som jeg ligeledes købte ved JAS Roser.


Rosenprydløg sammen med enårige valmuer, salvie, kongelys, verbena, penstemon og meget andet guf i rosenbedet.


Marguerite Hillings første blomst. Blev købt hos JAS Roser i efteråret, fordi jeg kom til at sige højt, at jeg er helt vild med den lysegule rose Aichä, men den passer ikke rigtig ind i min have, når den har sin gule farve. JAS synes Marguerite Hilling er det nærmeste du kan komme en lyserød viriant. Så det vil jeg prøve at se. Måske bliver jeg vildt begejstret. Indtil nu synes jeg i hvert fald den er meget sød.


Så smukke er Marguerite Hillings knopper.


Geoff Hamilton er endnu en rose købt ved JAS Roser. Jeg ved godt jeg skal have tyndet ud i valmuerne tættest ved rosen. Det gælder flere steder i rosenbedet og jeg klarer det en af de første dage.


En meget smuk violet Akeleje i mit nordvendte bed, hvor jeg også har roser. Det skriver Kjeld Sloth nemlig i sin bog Havespor, at man kan. I hvert fald nævnte han et par stykker. Det prøver jeg da, tænkte jeg, for min have har rigtig meget skygge.



Bonica ser meget sund og grovillig ud. Jeg er meget spændt på, at se hvad hun kan.


Rosen prydløg i mit rosenbed.


Der er rigtig mange sten, hver eneste gang man sætter spaden i jorden på vores grund. Stenene sorterer jeg fra og gemmer, så de kan ligge oven på ukrudsdug og pynte. Disse sten har dog allerede været brugt til det formål én gang. De blev fjernet, ligesom ukrudsdugen, da det trængte til at blive lagt om. Desuden var området bag drivhuset strørre, så der skal ligges ukrudsdug i hele området bag drivhuset. Jeg kommer jo ikke der om og får luget. Det ville blive grimt at se på ellers. Slå græs der omme, ville der være for lidt plads til. 


Opium valmue. Farven er ikke helt rigtig. I baggrunden ses en færdig blomst fra rosen The McCartney Rose


En anden Opium Valmue.



Endnu en Geranium. Hvis jeg har et planteskilt, er det druknet i blomster, så jeg kan, i hvertfal p. t., ikke fortælle hvad den hedder. Men den har allerede bredt sig helt vildt, og den blev plantet sidste år.


Det forhåndenværende søms princip. Snobrødspinde, som jeg havde fået flere af, end jeg skulle bruge, blev i et snuptag forvandlet til en staudeholder eller et treben for en blå Riddersporer, som jeg købte sidste år på plantemarked i Geografisk have. Sidste år blev den kun ca. 30 cm høj og uden blomster. Så i år glæder jeg mig til, at se hvad den dur til. 



En sortlilla Akeleje. I baggrunden The McCartney Rose.


The McCartney Rose består i min have af 6 rosenbuske, plantet tæt sammen, inde i midten af mit cirkelrunde bed. Rosen er en foræring fra min svigermor, der ikke var så vild med den. Hun er mest til de gule og varme farver. Den blomster kontinuerligt hele sommeren, og jeg synes den er fantastisk. Her har den selskab af nogle smukke blå Iris.


En næsten sort Geranium Phaeum.


Knopurt og Akeleje.


Hvad er dette for en smuk staude? Giveren er død, så jeg kan ikke spørge ham.


Helt sart lys lyserød Akeleje.


Den samme igen.


Geranium Rose Clair.


Engelsk græs og Skovmærke.


En krukke med små bitte rosenbørn. Helle/Blomsterhatten opdagede man kunne købe rosenfrø i vinter, da vi ville bestille frø hjem. Det skulle prøves.  Helle har sået og priklet. Nu har jeg fået nogle af dem, som jeg har pottet op i denne nok lidt for store krukke. Spændende om de kan blive til noget rigtigt. Det har været sjovt indtil nu i hvert fald. 


Akeleje under min Troldhassel.


Smuk Akeleje i mit skovbed.


Et kig fra den ovale plæne, med skovbedet i ryggen. Hold nu op, hvor det begynder at ligne noget i min have, med både veldefinerede haverum og frodighed. Her ses det tydeligt, at drivhusets størrelse passer fint ind i helheden. 


Nyindkøb fra plantemarked i Geografisk have, som jeg ikke har nået at få plantet endnu. Jeg købte mig 3 forskellige nye Geranier, en blåhat, en gudeblomst og flere andre.


I går var jeg på havetur til Videbæk, hvor vi sluttede af på Herborg Planteskole. Der købte jeg en ret stor Syren til 188 kr., en Røn Sorbus Dodong, som jeg længe har ønsket mig for 225 kr, samt en Rosenkrave med pink blomster. 


Primula og Gudeblomst vil gerne plantes ud hurtigst muligt. Jeg håber jeg når det i morgen, hvor jeg også skal ud af huset.


Her venter de to liljer jeg fik med hjem i dag istedet for de to der ikke ville spire frem, af de som jeg havde købt ved Peter Møller til foredrag i Christiansfeld i vinters. Jeg fik disse to nye efter eget valg og uden beregning. Så kan man altså roligt handle liljer, når man kan stole på den service, mener jeg. Desuden er der bla. en frynset, fyldt anemone, en blå anemone og en anemonella, samt meget, meget mere guf. Så romantikken kan rigtigt komme til, at blomstre. Der bliver dog også nogle planter til overs, som jeg kan tage med til Samsø, så der er noget at bytte med.


I dag har jeg været til Havedag på Karensminde i Grindsted, sammen med Tim Skovrup og Helle/Blomsterhatten. Det var rigtig hyggeligt. Her mødte vi også Vivi fra Mit Grønne Univers. Denne havedag bød på foredrag med Birgitte Husted Bendtsen, stort og rigt varieret plantemarked med 40 forskellige stande.


Og Jørn Dannersboe kom også til Karensminde i dag, hvor han fortalte om Skov- og surbundsbedet. 



Jeg har skrevet referat ned fra de to foredrag, så de følger en dag, hvor jeg har tid, lyst og overskud. 
Alt i alt en helt forrygende dag. Vi skulle ellers have været op til Kjeld Sloth i Elipsehaverne, hvor der var Garden Party i dag, Helle, Tim og jeg. Men så kom jeg til at nævne for Jacob, at det var ærgerligt det var samme dag, for jeg syntes godt nok det lød spændende det her i Grindsted. Så sladrede han til Helle, som  fluks Googlede det på sin I pad, som hun havde medbragt på vores havetur i går. Hun ville rigtig gerne med og foreslog vi spurgte Tim om vi ikke skulle prøve noget helt nyt. Tim blev ringet op og han Googlede så også, før han ringede tilbage. Jo, lad os prøve. Så det gjorde vi. Og selvom arrangementet i Elipsehaverne var så godt sidste år, at vi var super begejstrede, så var vi alligevel enige om, at det her var rigtig godt, og det var godt vi kom til Karens minde i dag. Næste år er vi måske heldige, at det falder to forskellige dage, for egentligt ville jeg ikke gå glip af noget. Men der er bare ikke 7 dage i hver weekend, så vi bliver nok nødt til at vælge. Det tager vi til den tid. Det var i hvert fald en super dag i dag.