EFTERÅRSGRAVNING OG HÅRDFØRE STAUDER får en helt ny betydning!

Romantikken blomstrer stadig hos mig, men lige nu er en STOR del af haven absolut ikke spor romantisk at se på!

Jeg har nemlig fået besøg af en gravemaskine. Ikke bare en helt lille gravemaskine, selvom det ellers var aftalen. Så jeg forventede de ville troppe op med en gravemaskine, der var 90 cm bred og uden førerhus. Så jeg spærrede da øjnene noget op, da der i morges holdt sådan en stor kæmpe, inde i min lille bitte have! Derfor er jeg også spændt på hvor mange planter der har overlevet det, for godt nok er de vinterhårdføre, men jeg er da godt nok ikke sikker på, om de også er hårdføre overfor så voldsomt et tryk fra den store maskine!?!!!

Billedet her er taget fra carporten. Her mellem de to store buksbomkugler går man ind i min haves første haverum med skovbed og en relativ skygget del af haven. 

Så jeg spurgte selvfølgelig, om det ikke var en lillebitte gravemaskine de skulle have med, som var uden førerhus og kun 90 cm bred????? "Jo, men det er først i morgen vi kommer med den", lød svaret friskt og glad. Det var ikke ham jeg havde snakket med, så han vidste nok ikke bedre. Han havde i hvert fald heller ikke nogen fornemmelse af, hvorfor jeg havde interesse i, hvilken maskine de kom med. Jeg syntes ellers ikke manden virkede synderligt blind! Hvis det havde været senere på dagen, havde han nok fået besked på at fise ud af min have med hans kæmpe maskine, men nu var det knap holdt op med at være nat da de kom, så jeg var ikke engang kommet ud af min natkjole, så jeg gik helt i baglås og tabte mælet, så den diskussion blev opgivet på forhånd. Det var jeg så ved at fortryde senere på formiddagen, for jeg syntes godt nok det lignede, at min have og mine bede blev totalskadede!!! Lidt over 8 i morges, da jeg havde kørt pigerne i skole, og kom tilbage hjem til, fik jeg så snakket lidt mere med dem. De lovede at passe så godt på min have som overhovedet muligt, og så fik jeg dem til at skrabe det øverste muldlag af mit skovbed, og ligge det i en bunke for sig. Jeg har godt nok gravet planter og forårsløg op til den helt store guldmedalje, men der kan jo stadig sagtens gemme sig mange små løg i jorden. 

Grunden til de overhovedet skal ind i min have og igennem mit skovbed er, at vi er ved at blive koblet på offentlig kloak. Indtil nu har vi haft septiktank. Billedet her er taget ude fra vejen og ind mod haven. 

Alt er kaos både inde i haven, og ude ved vejen.

Det virker helt uoverskueligt lige nu. Jeg får et kæmpe arbejde med at få ryddet op efter dem!!!

Plankeværket herover er frygteligt grimt, jeg ved det godt. Men det bliver nødt til at være her, indtil jeg har nogle buske oppe i en nogenlunde højde, for at undgå for meget indkig ude fra vejen. 

På et tidspunkt gik lyset pludselig. Ak mand, hvor typisk er det ikke lige!

Jeg gik hen og råbte ud af døren, "du ramte vist noget"! "Nej, det var da bare en stor rod"! "Nej, det tror jeg altså ikke, for lyset gik ud og alting"! Og sådan gik det til, at alt hvad jeg ville have lavet inde i huset, såsom at støvsuge, stryge, bruge varmt vand, (fyret gik nemlig også ud), eller bare se fjernsyn. Alting måtte aflyses og jeg måtte finde på noget nyt. Heldigvis er der projekter nok at ta' af. Og så blev der så pludselig også tid til at sidde og læse lidt i en bog, men der var ikke mere te! Ja, det var jo snart det værste. Jeg kan jo godt li' at drikke en masse te, når jeg vil slappe af:-) Jeg nåede i panik endda at tænke, ”åh nej, elkedlen virker jo ikke, nå men så må jeg lave tevand i en gryde….. nå nej, fjols altså! –Det kører sgu da også på strøm! Hvad gør man så”? Men det fandt jeg aldrig ud af, så jeg måtte undvære. Selv bål i haven strejfede mine tanker, men det var jo næsten komisk, for der kunne jeg da i hvert fald SLET ikke være. Hvor desperat har man da også lige lov til at være!???!!!!! Bagefter, (ja, jo faktisk også samtidig), kan jeg jo heldigvis grine af mig selv.  

I forvejen er jeg godt igang med, at renovere nogle af mine bede, udvide et enkelt bed og tømme et bed for planter, så bedet kan blive renset for skvalderkål. Så er jeg ved at ligge fliser i drivhushaven, jeg mangler bare hjælp til at få skåret nogle afslutningsfliser. Alle de løg jeg har gravet op, skal graves ned igen, og jeg har købt 200 nye tulipanløg, som også skal lægges. Indenfor er alting også kaos, fordi vi har pillet et oldgammelt indbygningsskab væk, fra et af børneværelserne, og er i gang med at samle et nyt. Men der var en lamineringsfejl, så vi kunne ikke samle det færdig imens vi havde tid, så indenfor må vi leve med rodet i hvert fald indtil weekenden. Det er rigtig træls at se på både ude og inde. 

Lørdag morgen, da jeg stod op og løftede låget på toilettet, var der intet synligt, så jeg satte mig og fik klarer både bimmelim og bummelum. Bagefter trak jeg ud, men der var noget der ikke forsvandt med ud, men som blev i overfladen. Først syntes jeg det lignede et stykke stof, eller sådan noget, men så bevægede det sig. Det var en frømand, som absolut ikke ville skylles ud. Hvordan søren er den dog havnet der? Føj hvor ulækkert. Jeg er dybt taknemmelig over, at den ikke hoppede lige op i nummeren på mig, imens jeg sad der! Så tror jeg simpelthen jeg havde fået traumer over det!!

Heldigvis er der også noget smukt at se på i haven. Billederne er et par dage gamle, men de blomster stadig derude. De sidste dage har jeg haft MEGET travlt, med at gøre klar til, at de skulle komme med den LILLE gravemaskine, så selvom jeg har haft utroligt travlt, har jeg slet ikke været tilstrækkelig forberedt på deres maskinel.

Rosen her over har mistet sit skilt, eller også ligger den gravet ned under jorden. Måske er det Jacgues Cartier, måske Champion of the world, eller måske en helt tredje. Jeg håber jeg når at renovere rosenbedet som planlagt her i efteråret, og så støder jeg vel på et navn, hvis skiltet er blevet dækket med jord. 

Herover har vi i hvert fald Queen of Sweeden. Den er vidunderlig, og jeg er glad for, at Knud Pedersen insisterede på, at jeg skulle købe den, selvom det egentlig ikke var den jeg var efter. Han ville simpelthen ikke sælge den anden til mig, hvis jeg ikke havde denne skønhed først, sagde han. 

Herover er det Marguritte Hilling, som var min første impulskøbs-rose. Helle/Blomsterhatten og jeg var på storindkøb hos JAS, og vi kom til at snakke om rosen Aicha. Den er noget af det mest bedårende man kan tænke sig, hvis du spørger mig, men den ville ikke passe ind i helheden her hos mig. JAS sagde, at dette var den lyserøde udgave af Aicha, så jeg prøvede lykken, selvom jeg ikke vidste hvad det var jeg købte. Det er et køb, som jeg absolut aldrig nogensinde kommer til at fortryde. Den blomstrer fra starten af juni til hen i december, og den er vidunderlig i alle stadier. Den er højt skattet her i haven.

Bonica

Eller rettere Climbing Bonica, for det er den klatrende udgave jeg har her i haven. Den er plantet til et espalier, som skal stå imellem pigernes trampolin og mit rosenbed. 

Inden længe vil jeg lave et nyt indlæg om hvilket kaos de har efterladt mig, og sidenhen om, hvordan jeg efterhånden får rettet op på det. Jeg er ved at være på banen igen, med mere tid til mig selv og dermed mere overskud. Isabella er nemlig færdig med at blive kørt ind i dagplejen, og det kører rigtig godt. Derfor bliver hun derovre og sover middagslur, så ofte er klokken 15.30 før hun vågner. Det giver mig nogle gode lange dage til andre ting og ikke mindst til at lade op til at have overskud nok til hende. Kronisk sygdom og et lille barn kræver noget mere planlægning, for ellers holder jeg ikke til det. Jacob har været på arbejde i en måned nu, men oktober er i høj grad blevet brugt til at give Isabella en blid start i dagplejen. Det har været hårdt, for det har krævet rigtig meget mere af mig, når Jacob samtidig ikke har været her at trække på, når hun kom hjem allerede om formiddagen. Nu glæder jeg mig til en hverdag, hvor jeg har energi og overskud nok til hende når hun kommer hjem. 

Haven i Hune

Mine piger og jeg tog til Anne Just's Have i Hune i vores sommerferie sidste år. Jeg fik aldrig lavet et indlæg da jeg kom hjem. Jeg var meget plaget af graviditets kvalme og manglende overskud på det tidspunkt.

 For nyligt så jeg et indlæg om Haven i Hune i Havefolket. Så lavede jeg også et indlæg om Haven i Hune og trykkede udgiv, men blev forstyret,(hvilket jeg jo bliver rigtig meget i øjeblikket - det er afbrydelsernes land her hjemme med lille baby), så jeg fik ikke tjekket hvordan det blev.

 Stor skuffelse da jeg åbnede computeren næste gang!

Mit indlæg var hverken blevet udgivet eller gemt! 

Så har jeg haft nok om ørene igen de sidste par uger, og dejligt vejr, så hver en ledig stund er blevet brugt i haven. Men nu skulle det være. Sjovt så anderledes indlægget her alligevel endte, i forhold til det første jeg lavede. Jeg har jo ellers,i hvert fald så nogenlunde,det samme på hjerte.

Herover er vi lige kommet ind i den gule have. Det er Camilla der står forrest i billedet.

Der var gjort meget ud af belægningerne rundt om i haven, i hvert fald nogle af stederne. Der var også styr på bedene ved hjælp af buksbomhække mange steder.

Enkelte steder stod der nogle krukker. Det var meget varierende hvor spændende de var. 

En vandkande stod og var et oplagt motiv for kameraet (eller malerens pensel). Et godt kneb, man nemt kan kopiere til sin egen have, uanset størrelse.

Nogle af roserne så ud til at være på deres højeste, mens andre allerede var færdige der i juli måned 2013. 

Nogle af billederne har mine piger taget. Derfor er dette et lidt sjovt billede af en ellers yndig rose.

Jeg kendte kun haven fra bøger og fjernsyn, før vi så den sidste sommer. Der er langt til Hune fra Sønderjylland. Men vi var på camping på Gammel Klitgård Camping ved Løkken sidste år, og det er ikke så langt derfra. Det er en campingplads med egen minizoo og heste med rideundervisning eller rideture med guide, eller trækketure, alt afhængig af niveau. Det var den helt rigtige campingplads for sådan et par tøser. De havde så travlt med dyrene, at det blev helt overflødigt at finde nye legekammerater. De havde bare nok i dyrene og hinanden. Vi var også en tur i Skagen mens vi var der. Der er masser at se og opleve indenfor en overkommelig transporttid derfra. 

Simone syntes søjlen her var flot, men jeg kunne ikke komme langt nok tilbage, til at fange både hende og hele søjlen, som var ret høj.

Af alle dage havde vi nok valgt at tage ud og se haven på årets aller varmeste dag. Det føltes i hvert fald sådan. Og der var meget vindstille indenfor havens hække. 

Jeg havde glædet mig rigtig meget til at se haven. 

Men efterhånden som jeg bevægede mig rundt, blev jeg ærlig talt lidt skuffet. Haven havde en fin struktur, fine belægninger, gode rammer omkring mange af bedene og rigtig mange flotte blomster/planter. 

Men der var langt imellem motiver som dette. Der var langt imellem de nøje planlagte bede, hvor roser, stauder, toårige og enårige sommerblomster spillede malerisk op til hinanden. 

Det var lige som om haven manglede sin sjæl!

Jeg synes man kunne mærke, at Anne ikke var der mere til at bruge vinteren på at drømme og planlægge nye sammensætninger i bedene, bestille frø og så og prikle osv. i foråret, fuld af visioner og passion for haven. 

Vi så tre gartnere der arbejdede i haven den dag. Jeg stillede et spørgsmål til den ene, men hun kunne ikke svare, fordi hun bare var sommerferieafløser. 

Haven blev vedligeholdt, men nogle steder så der alligevel ud til at være mere forfald, end vedligehold. Mere vildt end jeg umiddelbart havde forventet. Et enkelt sted var der et bed med buksbom omkring, men ikke en eneste plante i det. Det mindede mig om en kirkegård. Om bedet var igang med at blive renoveret, ved jeg dog ikke. Men gartnerne/de frivillige hjælpere arbejdede langt derfra. 

Her mangler ligesom noget, gør der ikke? Et fokuspunkt ville have været godt, tænker jeg i hvert fald.

Rundt i haven var der et drys af Annes keramikkunst.

Billedet herover kunne næsten lige så godt have været et af Annes malerier. Det er smukt og harmonisk at se på, synes jeg. 

Griseslottet var godt pakket ind. Det ser også dejligt ud.

En sød gris, syntes Camilla. Begge pigerne syntes det var en sjov historie jeg kunne fortælle om, at det var fordi der havde været grisestald på stedet før, og at det var derfor der nu var keramikgrise. 

Belægningen peger hvilken retning vi skal gå. 

Jeg har hørt de har ansat en ny gartner i Hune. Jeg håber han har mange nye visioner og drømme for haven. Det vil være dejligt, hvis han kunne tilføre haven noget af den manglende sjæl igen. Det vil med andre ord være dejligt, hvis man kan se og mærke, at han har brugt vinteren på at drømme, lægge planer, bestille frø og planlægge nye harmonier i bedene. Jeg ved godt man måske ikke tager den samme ejerskab på haven, når man er der fordi det er ens arbejde, som man måske gør når det er ens egen have man arbejder med.  Men mon ikke også det kan lade sig gøre at brænde for det man er ansat til, i så høj en grad, at det kan mærkes på oplevelsen af haven for det publikum, der kommer og ser den? Det håber jeg da. Det fortjener denne have helt klart.

Camilla og Simone var MEGET begejstrede for haven. Det var jeg for så vidt også, men lidt ambivalent, for jeg synes som sagt alligevel der manglede de raffinerede sammensætninger som vi kender fra bøger og tv. Jeg syntes ikke man kunne mærke det var Annes have mere. Men det er måske nok også svært at sammenligne billeder og så stå der selv. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet.

Denne del af haven var meget mere formel end den øvrige have. Det var et behageligt pusterum fra meget mere vildskab og mange indtryk på en gang. Her var mere roligt. Et godt modspil til det mere vilde, som jeg i øvrigt også rigtig godt kan li'.

Anne har snydt med falsk perspektiv. Det virker desværre bedre på billeder. Men på den anden side, det var jo også billeder haven skulle bruges til, ikke?! Så det er nok med vilje. 

Møllesten 

Galleriet var en stor oplevelse. Det var lige noget der kunne få lysten til at finde malerpenslerne frem igen. 

Billederne taler næsten for sig selv.

 Udendørs var der et keramisk billede.

Lidt huleagtig, eventyrlig stemning, med stier der ledte os rundt, så vi blev nysgerrige omkring hvad der skete om næste hjørne. 

Mere udendørs kunst. 

Helt bagerst i haven, så det ud til at haven sluttede med en imponerende høj stabel brænde. 

Men det var synsbedrag.

 Der var simpelthen en væg med en dør i. Der var ingen brændestabel. Det var små træstykker i tynde skiver, der var sat op på muren og døren, som derved blev usynlig, indtil man kom meget tæt på, hvilket vi kun gjorde pga. et skilt der pegede i retning af et toilet, som vi i første omgang ikke kunne se hvor var. Døren kunne man ikke glemme at lukke, for der var en snor med et lod i, der sørgede for, at den lukkede af sig selv. Bag døren var der det yndigste toilet, som helt sikkert var indrettet af Anne. Jeg havde ikke kameraet med på toilettet og da jeg havde tisset færdig, stod der nogle andre og ventede, så det må man selv rejse til Hune for at opleve. 

Ved ind- og udgang kunne man ud over billetter købe billeder, plakater, postkort, keramikvaser, laminerede billeder som man kan bruge som dækkeservietter og meget andet. Man blev fristet over evne. Jeg ville ønske penge var noget der groede på træerne hjemme i haven. Det gør de jo desværre ikke. Så måtte prøve at begrænse mig. Det var svært.

Jeg endte med at købe 4 forskellige dækkeservietter, som vi bruger hver eneste dag, og som jeg bliver glad af at se på hver gang vi skal spise:-) De er smukke og de minder både mig og pigerne om en rigtig dejlig dag. Derudover købte vi et kort hver. 

Ved udgangen får man et lille kig ind i haven. Men man skal gå den anden vej, ind gennem huset med fristelserne når man skal ind og ud. Derfor er der ingen trafik på denne sti. 

Det var min Haven i Hune oplevelse. Håber I nød turen rundt. Har I andre også været i Hune? Hvad var jeres oplevelse af den? Jeg vil gerne se den igen, men jeg vil ikke køre langt for det.