I skovbedet/pavillonhaven...... kært barn mange navne, har narcisserne taget over, efter de tidlige vintergækker, Dorothealiljer osv.
Gult hører foråret til. I foråret trænger vi til farver og energi. Lige præcis noget Forsythia, påskeliljer og Vorterod kan bidrage til, på aller smukkeste vis.
Haveslangen ligger her og hele vejen ned til drivhuset, fordi jeg kan og må ingenting bære i øjeblikket.
Hele haven stråler. Jeg har i de sidste 6 uger haft så meget tid til mig selv, tid til at sove halvdelen af døgnet, tid til hvile halvdelen af den resterende vågne tid, men også tid til, stille og roligt, at arbejde mig igennem bedene, så jeg nåede, at blive færdig med at luge hele haven igennem, inden i mandags.
Clematis Montana Rubens har fået ekstra støtte i form af rionet på muren, frem for det stykke snor, jeg tvivler på vil holde på sigt. Et paradisæbletræ er blevet flyttet hertil, hvor jeg tror den kommer mere til sin ret.
Amor figuren har fået ny placering, efter jeg har fået moongate/udsigtshul.
Når han står her, fanger han opmærksomheden uanset om man kommer her fra, eller om man er på vej tilbage fra baghaven, hvor han er et rigtig flot sigtepunkt, lige midt for havens længste akse..... som pga. havens størrelse ikke er så lang endda.
De Engelske roser i det runde bed er blevet nedkroget, men lige nu er det narcisserne, der stjæler opmærksomheden.
At nedkroge roser, betyder at jeg binder dem ned til vandret stilling, uden at fiksere det yderste af stilken, som jo altid gerne vil søge op imod lyset.
Ved at nedkroge roserne, bliver det øverste punkt på roserne en større flade.
Normalt er det øverste punkt for enden af en stilk.
I foråret sender rosen et enzym til sit øverste punkt, som får det sovende øje på grenen, til at producere et blomsterbærende skud, fremfor bare et bladskud, i alle de hvilende øjne, hele vejen langs grenen.
Det gjorde rosen herover også sidste år, hvor den også var nedkroget. Nu har jeg klippet ind til et øje, på alle de nye stilke fra sidste år, hvorfra rosen så skyder de nye blomsterbærende skud i år. Det skulle gerne give mindst dobbelt så mange blomster, som der var sidste år.
Akkurat på samme måde, har jeg også her, ved en historisk, engangsblomstrende rose, skåret ind til inderste øje på alle sidste års stilke, eftersom grenen også var nedkroget sidste år.
Billedet herover er lidt dårligt taget, men det viser det jeg vil sige.....
Her har jeg haft en trappestige fremme og beskåret alle de vandrette grene, så alle stilkene er beskåret til over et øje, på samme måde, som den historiske rosen ovenfor.
Det lyder måske nok som et kæmpe arbejde, men da jeg først stod deroppe, var der jo så mange grene, så det var bare at gå systematisk til værks. Så det var absolut ikke så galt endda. Man kan ikke gøre en masse forkert ved det.
I efteråret lavede jeg nogle "paraplyer" til mine opstammede roser. Således kan de nu også nedkroges.
Mange slyngroser "nedkroger sig selv", fordi de har en overhængende vækst. Her har jeg med vilje ikke bundet roserne op endnu, så enzymet også får lov at gøre en ekstra indsats her.
Man kunne også have bundet skudene vandret ned, men jeg var tidspresset, så her kunne roserne godt klare sig uden min hjælp i første omgang.
Herover er det Venusta Pendula, som blev beskåret lige efter blomstring, på samme måde som de andre engangsblomstrende, historiske roser bliver det hos mig.
I samme forbindelse blev den bundet op. Her ses det tydeligt, hvordan den skyder fra alle øjne.
Igen Venusta Pendula, som faktisk har vist sig at være for stor og voldsom til sin nuværende placering. Den bliver omplaceret til efteråret og så er jeg gået i tænkeboks efter en anden, kridhvid remonterende slyngrose, som har en lidt mere moderat vækst, uden dog at være for lille.
Her i det blå og hvide bed, er det Austinrosen Winchester Cathedral, der er blevet nedkroget.
Som du kan se, er det bare helt almindelige staudestøtter, som jeg bruger. Når roserne har dannet deres skud, kan jeg fjerne nedkrogningen...... enzymet er dannet i skuddene.
Derefter kan jeg genbruge staudestøtten til de stauder, der har brug for, at blive tæmmet og holdt lidt på plads.
Er det en stor rose, bruger jeg bare flere.....
Her står rosen Le Petit Prince i stativ. Den er ret stiv-stilket og egentligt ikke for godt egnet, når det kommer til nedkrogning. Enkelte nye grene kunne dog bøjes ned......
Så det har jeg gjort og rosen kvitterer med fine skud.
Narcisse og Primula i præcis samme farve.
Sød Primula.
Det vrimler op. Især pæonernes røde skud, har travlt. De vokser vel 5 cm i døgnet, eller i hvert fald noget i den retning. Det er helt vildt.
Den sødeste Primula af Vulgaris typen, er dog uden tvivl denne lyslilla, som har et vidunderligt farvespil.
Farvespil er der også i Lungeurt Pulmunaria, og selvom det er en gammel klassiker, er det efter min mening, en af de sødeste forårsblomster.
Almindelig skovanemone, er blevet indført i haven, sammen med planter fra gamle haver. Jeg har store tæpper efterhånden, men solen skinnede for meget, så det blev ikke at se på billederne.
Treblad eller Trillium står på spring. De bliver faktisk rimeligt hurtigt til store grupper.
Jeg har flere forskellige slags.
Helleborus og Kugleprimula er også godt på vej her, i havens mest skyggefulde hjørne.
Den første blå bølge i det blå/hvide bed, ved vandstenen. Her er det martsvioler, hornvioler og hyacinther, men der er også scilla og muscari/perlehyacinther i bedet.
Snepryd er uundværlig og minder mig om gamle haver jeg har haft.
En meget fyldt, lille narcisse, sammen med Helleborus Orientalis, og pebertræ i baggrunden, som er svær at se, men som har præcis samme blomsterfarve, som påskeklokken har.
Og så er vi tilbage i pavillonen, ved skovbedet......
For selvom en romantisk have selvfølgelig er meget lyserød, så er foråret altså gult, og det involverer både Forsythia, påskeliljer og vorterod, som fyrer op under energien, med sin gule farve. Lige hvad vi trænger til, efter en lang og grå vinter.
Og så fik jeg øje på den første blå anemone i min have i år.
Og så har "vi" fået føl. Sig hej til lille Frk. Anna, som skal hede sådan, fordi hestemor Gittes datter, for 2 år siden, bestemte, at føllet dengang skulle hede Frk. Elsa.
Simone har haft sin telefon tændt og ventet både dag og nat......
Så torsdag den 12. april var der endelig nyt, meget tidligt om morgenen. Så Simone nåede ned og se føllet og spiste morgenmad hos Gitte og familien, som er vores genboer, inden hun tog i skole. Helt høj, så det var en umulighed for hende, at koncentrere sig den dag.
Ud over, at alle bede er blevet luget grundigt igennem, er drivhuset også blevet endevendt, vasket og indrettet til en ny sæson.
Kasser med såbede oppe i arbejdshøjde, så jeg ikke skal bukke mig ned, og så jeg ikke får behov for, at løfte noget!
Georginer er pottet op og Fucsia fundet frem i lyset, sammen med stiklinger og andet fra sidste år.
Hov, I skal da også lige se den lille Hundetand, som ikke er så gammel endnu.
Isabella hjalp, den dag drivhuset blev endevendt og vasket ned. Der gemte sig ikke mindre end 5 skrubtudser derinde. De var sjove, syntes hun.
Og årsagen til jeg har haft så travlt, at jeg på trods af tilbagefald, 10-12 timers søvn i døgnet og en masse hvile i de vågne timer, alligevel har prioriteret så meget tid i haven, ud over at holde humøret højt, også at jeg skulle være færdig med alt fysisk hårdt arbejde inden mandag.
Men jeg måtte ikke stoppe med medicinen, bare fordi jeg var forfængelig. Tænk engang, det sagde de til mig. SÅ mange kg er jo ikke bare forfængelighed. Det påvirkede jo ikke min krop i nogen god retning. Det belastede mig yderligere, ikke kun psykisk, men også med forhøjede triglyceriner, for høje levertal, for højt blodtryk osv. osv.
Nu er jeg heldigvis på den anden side af det og jeg håber maven bliver pæn igen. Så må vi se om jeg tager imod tilbudet og bliver strammet yderligere op igen, på et senere tidspunkt. Der er stadig meget hud flere andre steder jo.
Vægten har ikke nogen indflydelse på min sygdom. Jeg var en ung, nyforelsket og sporty pige på 29 år, da jeg pludselig blev meget syg.
Der er cirka 16.000 Danskere med ME og anslået cirka 7 millioner på verdensplan. Sygdommen minder om Sclerose og Lupus på nogle punkter. Desværre ved de danske læger ikke ret meget om det, og derfor er det mere reglen end undtagelse, at man som ME patient bliver fejlbehandlet, før man får den rette diagnose. Er du blevet nysgerrig, findes der på ME Foreningens hjemmeside og på Netflix en rigtig god dokumentarfilm om en ung ME patient, som beskriver rigtig godt, hvilke udfordringer jeg også har. Filmen hedder "Unrest".
......Og jeg beklager som sædvanligt, men jeg kender jo ikke begrænsningens kunst.