Jeg har holdt åben have i torsdags. Det var annonceret i rosenbladet og jeg havde selv skrevet jeg holdt åben på sydjysk haveteams facebookside. Det har givet en god anledning til at knokle på og få afsluttet alle mulige projekter, som jeg havde sat igang. Blandt andet har vi fået flyttet plankeværk ud til kanten af carporten/vores nuværende overdækkede gårdhave eller børnehave til sandkasse osv, så vi kan holde lille Isabella inde i haven. Desværre blomstrer rosenhækken langs huset ikke endnu, og der var i det hele taget kun få roser i fuld blomst. Ret ærgerligt sådan en dag, men det var jo ikke til at vide, at vi skulle være cirka 14 dage bagefter normalen i år.
Krukke med forskellige Georginer.
Jeg har i øvrigt meldt mig som giftfri have. Det kunne jeg nemt, for jeg bruger ikke gift, på nær feromol mod snegle, som er godkendt til økologisk brug...... det lyder så godt nok som en god idé også at droppe det.
Inde i gårdhaven er der blevet plads til en lille hyggekrog, så mor kan sidde og drikke te og hyggesnakke eller lignende, imens Isabella leger.
Isabellas legehjørne.
Her sidder Isabella på skødet af mig. Det er Simone der er fotograf. Til højre for den yderste bænk, skal vi have bygget et legehus. Plankeværket bliver så rettet til igen efter det. Samtidig skal vi have en låge i indtil resten af haven, så hun ikke går på opdagelse i resten af haven, hvis jeg går ind på toilettet, eller er ved noget i køkkenet..... der er vinduer i entrédøren, som man kan se fra køkkenet, så det er her vi har bedst opsyn med hende. Så ved jeg godt, jeg skal være god til at rydde op, så det er fremkommelig for gæster at komme frem til hoveddøren! Men det regner jeg ikke med bliver det store problem, hvis det bliver gjort kontinuerligt.
Buketter på børnebordet i plastikkander.
Isabella indvier sin nye sandkasse, som var en fødselsdagsgave fra mormor og morfar.
Buket på bordet jeg viste før
I hjørnet ved vores entrédør. Det er vores gamle dør krukkerne står foran. Den nye dør kan man lige skimte i venstre hjørne....... Den gamle dør bliver skiftet ud med et vindue engang, når det er dens tur. Vi sparer op til en ting af gangen. Lige nu går vi og venter på vores nye bagdør:-)
Fuglenes bad blev pyntet festligt op i dagens anledning, endda med flydelys.
Den nye terrasse står færdig. Stolene er arvet af en haveveninde fra sydjysk haveteam, facebookgruppen. Fuglebadet har jeg selv støbt med en smuk tallerken. Jeg viser et nærbillede en anden dag.
I dagens anledning kom der også dug på bordet.
En af de, (mange), nye planter jeg har plantet i det nye bed ved den nye, runde terrasse. Det er en Limurt eller på Latin Silene maritima "swan lake". Den er simpelthen så yndig. Overhængende i væksten, meget anderledes end den anden Limurt jeg har, som er en tuedannende, bunddækkende staude, med dobbelte pink skyer oven over..... den må I se en anden dag.
Selv mit Japanske kirsebærtræ blev pyntet op med lanterner, dog uden lys i. Jeg har hængt dem op med blød, sort rosenbånd, som ikke skader træet, så jeg har tænkt mig at lade dem hænge..... og det gør egentlig ikke mig noget, at de ruster. Normalt har jeg kun brugt dem til jul, når jeg har dekoreret vores indgangsparti.
Ved siden af den runde terrasse står min vandpumpe og halve whiskytønde. Den har sådan set hele tiden stået her, men så alligevel ikke helt. Den er nemlig blevet rykket 1½-2 meter væk fra hækken, og det samme er Rhododendron og Azalea. Oprindeligt var her plankeværk, da balje og planter blev placeret.
Whiskytønden har et meget stort hul i bunden, da den egentlig er beregnet til plantekar. Men Jacob har skåret kanten af en murerbalje. Så passer den nemlig lige nøjagtigt ned i.
Hækken er ved at dække rigtig godt ind mod naboen...... alle andre steder end lige her ved den nye terrasse. Det er lidt træls. Men det skyldes jo nok de store træer, der både skygger og udtørre jorden. Men kommer tid, kommer råd.
Guldsmeden har jeg ønsket mig i evigheder. Jeg mener det er 3 år siden jeg blev forelsket i den første gang. På plantemarked i Geografisk have, fik jeg endelig købt den med hjem. Åkanderne er jo ikke ægte. De er pigernes. Egentlig er jeg ikke selv til plastikblomster, men de havde glædet sig næsten lige så meget som mig, til vi skulle have åben have, så de har også fået lov at sætte deres præg på udsmykningen hist og her. Buketterne havde Camilla og Simone også sørget for denne aften.
Ny portal eller lille pergola mellem det første haverum, som rummer mit skovbed, min nye runde terrasse, vandpumpen og den kæmpestore klematis, som fylder hele væggen. Op af portalen har jeg plantet slyngrosen "Trier" på begge sider, og på højre side desuden klematissen Clematis Montana "Grandiflora", som er hvid. ligesom rosen. Jeg er sikker på Montana "Rubens" også vil komme over fra muren og "blande sig":-) I det runde bed, er det rosen Odysséy, der lyser op.
Portalen er beklædt med rionet på begge siderne og på taget. Jeg var på glaskursus hos min tante, sammen med nogle af pigerne fra facebookgruppen Sydjysk Haveteam, i foråret. Her har jeg lavet pynt til rionettet.
Den øverste skal forestille min kulsorte kat Felix, som her springer efter en mus...... vinkelbeslagene bliver malet sorte. Jeg kunne bare ikke nå det inden vi havde åben have. Vi begyndte nemlig først at rejse den to dage før. Min far havde ikke tid til at hjælpe mig før, Jacob havde nok at gøre og jeg kunne ikke selv. Men stolperne har været malet i lang tid.
Denne forestiller min Dask-Svensk gårdhund Molly, som sidder ved siden af en rød bold og en rosenbusk på den modsatte side. I baggrunden ses en obelix fra Harald Nyborg og min Clematis Montana "Rubens", som er afblomstret, men der står en akeleje og pynter lidt endnu.
Fuglen på stakittet er fri fantasi. Jeg har godt nok haft fugle før, men nu har jeg kun de vilde ude i haven.
Dette glaspynt lavede jeg jo før jeg vidste, at jeg fik købt min ønskede guldsmed/sølvsmed på Grumdlovsmarked i Geografisk have.
Den hænger i loftet på portalen, som om den flyver hen over.
Her ses det tydeligt, at portalen markerer overgangen fra et haverum til det næste. Her står vi i haverummet med det cirkelrunde bed. Billedet har Lilian Søgård Wogensen taget, da jeg holdt åben have i torsdags.
I dunken, der står på terrasen, er der padderokkeudtræk/padderokkeafkog, som Ann Hansen har lavet mere af til mig. Det tyndes op med vand og sprøjtes på roserne og på jorden under. Det forebygger og behandler svampesygdomme og holder lusene væk. Ekstraten forstærker desuden planternes cellevægge, så de får bedre modstandskræft. Læs evt. mere i det nyeste "Alt om haven" magasin, på siderne med "Håndbogen". Indtil nu ser det ud til at virke, så jeg vil anbefale at give det et forsøg.
I midten af mit runde bed, rundt om et træ, er der plantet 6 ens "Therese Bugnet" roser. Det er Lilian der er fotografen igen.
Her står Ann og fortæller om sit padderokkeekstrat....... hun kunne have solgt kæmpeportioner, hvis hun havde haft en iværksætter i maven. Den ældre dame i baggrunden er vokset op her i Hjerting, og damen nærmest i billedet, gætter jeg på er hendes datter.
Jeg havde også besøg af et ægtepar fra Sndr. Stenderup ved Bjert i Kolding. Dem kunne jeg kende. De har en rigtig flot rosenhave, med "Ghislaine de Feligonde" rundt om deres terrasse, et åbent lysthus med grønne planter hen over og en køkkenhave, der består af rigtig mange ½ whiskytønder, med hver sine afgrøder. Meget specielle, men usandsynligt smukke højbede. Men jeg har ikke økonomien til at gøre dem kunsten efter. De er ret dyre, sådan nogel ½ whiskytønder
Blå Akeleje og Slangeurt klæder hinanden fantastisk godt.
Der er desværre ikke ret mange roser der er sprunget ud endnu. Det var meget ærgerligt, når nu det også var rosenselskabets medlemmer, der var inviteret
Therese Bugnet
Constance Spry
Den store pergola er helt færdig. Den giver en god højde og lofts fornemmelse. Jeg er meget glad for, at vi lavede den så robust foroven. Man kan lige ane belægningen bagerst, som fører ind til drivhuset. Det er lige blevet færdigt sidste weekend.
De øverste stolper på pergolaen, som fører ud af billedet i venstre side, sidder fast ind mod et espalier, der skærmer af ind mod trampolinen.
Inde i drivhuset, som bliver brugt til lidt af hvert.
Solterrassen som vi aldrig bruger, er blevet forsynet med et højbed, som et forsøg. Der prøver jeg at dyrke lidt forskelligt spiseligt grønt. Jeg ved ikke hvor meget jeg gider det, hvis jeg nu skal være helt ærlig, men jeg kan jo også overveje en skærehave i højbedet istedet, til næste år.
Jeg er meget lysfølsom, det er en del af min sygdom, derfor har jeg meget svært ved at opholde mig her hvor solen er allermest skrap.
For enden af det lange kig, står Amor med sin pil...... eller er det måske en skytsengel. Det må man vel selv om.
Et langt kig langs pergolaen, slutter med endnu et fokuspunkt. Denne gang er det Olymphus, tror jeg han hedder. Min græsplæne nåede desværre ikke at blive pæn. Det bliver den måske heller aldrig igen. Jeg laver en flisebelægning istedet på et tidspunkt. Græsset blev jo ødelagt af en kæmpestor gravemaskine i efteråret, men det er tyndslidt altid lige her i forvejen, så jeg er så træt af det.
Trampolinen er gravet ned, og kanterne er dækket af planter. Især Geranium Phaeum gør det godt.
Rionettet vender ind mod solterrassen med højbedet og drivhuset.
På modsatte side af trampolinen, står der også et espalier. Læg mærke til glasskiltene øverst i rionettet. Der står navnene på de 3 roser, der kravler op af her.
Kun få blomster var der, og alle var Louise Odier.
Navneskilt af glas, lavet på glaskursus. Det er skrevet i hånden med en pencel.
Her står jeg ved siden af terrassen og kigger tilbage på haverummet med det cirkelrunde bed.
En kanonkugle, jeg stødte på en dag, under gravearbejdet, har fået selskab af en høne,,.
Det blå og hvide haverum, eller haverummet ved vandstenen. Der er således blå og hvide bede på begge sider af stien. Længst væk står en hvid stol, for enden af næste sti. Der slutter haven.
Den pink blomst er en Limurt, som jeg fortalte om tidligere.
Haven ender som sagt lige efter stolen...... eller det vil sådan set sige, at grunden fortsætter ud til en indkørset og derefter ender grunden i en meget spids vinkel. I den yderste trekant af grunden, står et stort kastanietræ, et stort Japansk kirsebærtræ, mage til den inde i haven, og en masse blandede buske som fx syrener, forsytia og hæg, (tror jeg nok det er), og nogle thuja og enebær og en enkelt taks. Her siger de store piger, at de har hule. Jeg har hængt en hængekøje op til dem, og stillet en passe op som væg. Men i år vil jeg gøre lidt mere ved det for dem. Måske overrasker jeg dem med et eller andet, når de kommer hjem fra ferie hos deres far.
Så må gæsterne gerne komme.
Jeg havde bagt kage i dagens anledning, og den smagte åbenbart rigtig godt, for det var lige ved jeg havde bagt for lidt!
Der er blevet plads til en lille hvilesofa eller sommerseng. Der ligger to aflagte skummadrasser oven på hinanden, så den er dejlig blød. Camilla sidder lige og nyder aftensolen. Terrassen her ligger mod nordvest.
Jeg sidder midt i billedet. Til højre sidder Berith fra Sjølund, som er lidt af en lilje/daglilje ekspert, og har plantesalg med det. Til venstre sidder et ægtepar fra Billund. Det var først da jeg lå i min seng, jeg kom i tanke om, at jeg skulle have spurgt om de også har åben have en gang, eller om vi kunne aftale en dag, hvor jeg må komme og se til dem. Det kunne jeg nemlig godt tænke mig. Men jeg får altid de bedste idéer når der er ro til det, så det er der jo ikke så meget at gøre ved nu. Lig mærke til fuglenes fodderhus i baggrunden.
Jeg har plantet hvid nellikerose om af fuglenes foderhus, fordi det var den JAS anbefalede, da jeg spurgte efter en hvid rose med nogle ækle torne, så min kat ikke kravler op og æder fuglene. Hvid Nellikerose hedder også Weiss Grosendorf. Nogle gange får den en lyserød aftegning i nogle af blomsterne. Det er en ekstra sød charme den har. Det er også Lilian, der har taget dette billede.
Det var rigtig hyggeligt den aften på terrassen. I sofaen/på min udendørs hvileseng, sidder Leni fra facebookgruppen, sammen med min ældste datter Camilla på 12 år. Min mor er helt væk, men hun sidder faktisk på den modsatte side af Camilla. Billedet er taget af Lilian.
Fra venstre Berith, Helle og Ann. Disse piger var med på glaskursus. Også dette er taget af Lilian.
Det var så slut med åben have torsdag aften.
Fredag formiddag:
Isabellas nye sandkasse. Her dekoreret med smukke sommerbuketter fra haven. Der var det nemlig sidste skoledag, og derfor brugte jeg blomsterne fra vaserne, og supplerede med lidt roser og syrener også. Simone skal nemlig have ny klasselærer og ny matematiklærer, så hun skulle sige farvel til de gamle, som vi har været ualmindeligt glade for. Derudover var der en lærer, som begge mine piger har og har haft til forskellige fag, og som de begge har været meget glade for, som stopper helt på skolen.
Vi slutter af med Isabella og mig, og billedet er også fra fredag. I går har jeg været på bustur med Havekredsen Christiansfeld. Det var en fantastisk tur til nogle meget inspirerende haver. Det viser jeg billeder af en anden dag. Helle Commerou/ Helle "Blomsterhatten" og jeg har også været på haverejse i det vestjyske med overnatning hos Fru Pedersen, været på Egeskov slot og ved Birgit Helbo og se have, og der var Grundlovsmarked i Geografisk have i Kolding....... Så jeg har haft rigtig travlt i juni måned. Jeg laver et indlæg igen om noget af det en anden dag.
Nu glæder jeg mig til roserne for rigtig springer ud, så romantikken for alvor kan blomstre i min lille have. Jeg glæder mig til at komme hjem og se hvor meget der er sket i haven, når jeg kommer hjem fra en meget tiltrængt ferie i nogle dage herude i mine forældres sommerhus. Jeg elsker når jeg kommer hjem efter sådan nogle dage, for så ser jeg ligesom haven med helt nye øjne.
Hej Malene, det var godt du nåede at blive helt færdig til dit åbenhus. Du har sørme haft travlr med det hele. Det var godt din far fik sat portalen op og pigerne var med til at pynte med blomster.
SvarSletDet ser ud til at i havde en dejlig aften :o)
Kram fra Linda
Ja, jeg har kæmpet hårdt for at blive færdig og det var rigtig dejligt at få hjælp i slutspurten. Pyha, hvor jeg følte mig presset. Men nu kan jeg nyde resultatet i ro og mag resten af sommeren og få rigtig stor glæde af de ting vi fik lavet færdigt inden åben have.
SletVi havde en rigtig dejlig aften, og det var simpelthen bare så hyggeligt:-)
Knus og kram Malene
Hej Malene
SvarSletGodt med billeder fra din have og af søde Isabella. Det var en lang omgang, så jeg var ikke helt i dybden, det kommer senere, hvor jeg skal have gjort billederne større, så jeg rigtigt kan se det. Du har i hvert fald fået det flot i din have med pergola og det hele.
Tak for turen
Knus Lisbeth
Nej, du læser jo også helt utrolig mange forskellige blogs, Lisbeth. Og det er jo frivilligt hvor meget du læser på det.
SletJa, jeg er også ret godt tilfreds, med både pergola, portal og terrasse. Det er jeg bare så glad for vi fik lavet. Der kunne godt have været nogle flere roser i blomst, det var jo primært for rosenentusiaster, at haven var åben. Men det har jeg jo ikke haft nogen indflydelse på. De kunne jo se jeg havde rigtig mange roser alligevel.
Jeg glæder mig til at give en ny tur i haven, når der er endnu flere blomster, eller i hvert fald roser at vise frem.
Knus Malene
he-he-he... Malene! Der er nu ingen som dig til at lave lange indlæg, men jeg holder ved til det sidste! Hvor er det en skøn pergola du har fået lavet, nogle fine glaskunst til rionettet - godt tænkt! Og den overdækkede terrasse med plads til Isabellas sandkasse er da en genial løsning. En rigtig lille prinsesse er hun... :o)
SvarSletOgsa dejligt at du havde en god åben have dag, så er du sprunget ud i den kategori... jeg tør ikke endnu.
Ønsker dig en rigtig dejlig dag. :o)
Hej Jette.
SletTihi, nej, det ved du godt. Jeg har ikke forstået hvad begrænsning er. Jeg kan i hvert fald ikke finde ud af det i praksis! Sejt gået, at du holdt ved;-)
Idéen med glaskunst til rionettet har jeg tyvstjålet. Lilian Søgård Wogensen nede i Haderslev har det nemlig også, og det samme har min tante..... altså hende vi var på glaskursus ved. Men idéen med at skrive slyngrosernes navne på glasskilte til rionettet, den er min egen.
Egentlig er det bare vores gamle carport Isabella har overtaget, men det er da super dejligt, at der er overdækket:-) Vi skal - engang i fremtiden - have ny dobbelt carport ved den modsatte gavl af huset, Indtil da har vi en parkeringsplads langs huset, men på den modsatte side af vejen.
Ja, Isabella er bare så sød og charmerende. Og hun har de mest bedårende, store, blå øjne:-)
Det var en rigtig dejlig aften, da jeg holdt åben have. Faktisk sprang jeg allerede ud i det sidste år, gennem haveselskabet. Jeg meldte mig til i sidste øjeblik. Jeg havde åben have ugen efter barnedåb, hvor jeg alligevel havde gjort haven rigtig fin. Så sidste år var der ingen stress over, at jeg holdt åben have. Det er nok nærmere den metode jeg vil bruge fremover, fremfor at melde mig til allerede om vinteren. Det fungerer jo ikke, når man ikke kan stole på sit helbred.
Jeg har også været usikker på, om det var godt nok til at vise frem. Det er jo en meget ny have. Jeg har kun boet her siden november 2009, og da vi flyttede ind var der kun græs, kæmpestor terrasse og et grimt plankeværk, samt de få træer der var overlevet.
Får du tid og lyst, giver du bare lyd, så kan du få en VIP rundvisning i min have:-)
Tak, jeg har haft en rigtig dejlig dag. Sommerferie i dejligt vejr i mine forældres sommerhus, og med jacuzi eller spa, kald det hvad du vil, udenfor. Super lækkert, vi nyder det alle 5.
Også god dag til dig.... det der nu er tilbage, eller god dag i morgen;-)
Knus og kram Malene
Hej malene.Ja !!! som Lisbeth skriver så er der ikke nogen som deig der kan lave lange indlæg.
SvarSletMen mange dejlige billeder fra din åben have.
Og din portal/pergola er bare blevet flot.............minder lidt om min.
Det er bare dejligt når man har sådan en åben have....................så får man lige lavet alt det der trænger i haven.Har selv lige lavet et indlæg med roser................og mit nye spejlbassin.
Og travlt har du da haft i juni.Fru Pedersens have besøgte jeg jo sidste år....................skøn have.
Rigtig god aften Knus Jette
Hej Jette.
SletNej, jeg er jo verdensmester i netop lange indlæg.
Ja, kan du ikke huske jeg skrev til dig engang tidligere på året, at jeg var ved at lave noget ala din pergola? Den har været på tegnebrættet, lige siden jeg lavede min haveplan, og det er jo 5 år siden nu! Så jeg har virkelig ventet med længsel..... og roserne blev plantet for 2½ år siden, så det var MEGET tiltrængt, at det blev sat op. Forrige år blev pengene, der var budgetteret til rionet inddraget, fordi vores entrédør gik i baglås, hvilket udløste et uforudset projekt: projekt ny fordør og ny entré, og så blev mine rionetpenge jo inddraget til det! Vi kan stadig ikke tage vores projekter i planlagt rækkefølge. Huset er et håndværker-tilbud, som vi købte, da min ret til sygedagpenge var brugt op..... så vi må lave det i den rækkefølge som tingene trænger mest. Nu skal vi snart have ny bagdør også. Den går vi og venter på:-) Efterhånden bliver huset vel også helt pænt.
Næææh..... det må jeg jo lige forbi og se:-)
Ja, jeg har haft mega, faktisk sindsygt travlt. Jeg var jo langt bagefter pga min fod og min hofte, så selvom jeg stadig har ondt, er det først den sidste månedstid jeg har kunnet knokle igennem...... og det vidste jeg jo ikke da jeg meldte mig til, og havetur og overnatning i Fru Pedersens have blev arrangeret i december, så det ville vi jo selvfølgelig alligevel. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været så stresset over det, at det ikke har været spor sjovt.
Rigtig god aften, også til dig, eller sov godt:-)
Knus Malene
Tillykkke med alle dine projekters færdiggørelse :) Den nye pergola er vel nok blevet flot og portalen... Dejligt at se billeder af Isabella og dig, I er søde.
SvarSletMan kan jo ikke bestille roser i blomst til en bestemt dag, men kan godt forstå at du ærgrer dig lidt. Helt anderledes ser det vel ud med blomstringen nu. Du er kreativ med glaskunst og alt muligt og du kommer da også rundt at se noget, ser det ud til. Det glæder jeg mig til at læse mere om.
Jeg maler vinduer i øjeblikket, så denne morgen-bloglæsning er ren overspringshandling.
Ha' det godt - jeg dykker ned i dit indlæg igen senere.
Knus, Ulla
Hej Ulla
SletJa tak, det holdt hårdt. Men jeg er rigtig glad for resultatet, så det vil jeg nyde meget fremover.
Tak, jeg synes også det er et af de bedre billeder af os.
Nej, det ved jeg jo godt, at man ikke kan.
Men nu hvor jeg er kommet hjem fra en uge i sommerhus, er det hele eksploderet og romantikken blomstrer for fuld udblæsning. Så nu mangler jeg bare nogle flere havegæster til resten af sommeren. Jeg har heldigvis nogle halve aftaler, så dem skal jeg bare have fulgt op på. Det er jo dejligt at vise haven frem, når den bare spiller:-) Du må jo også sige til, hvis I også får tid til at kigge her ned forbi på et tidspunkt. Jeg glæder mig usandsynligt meget til en hyggelig eftermiddag hos jer.
Ja, der er kommet både glaskunst og cementkunst ind i min have i år. Jeg blev inspireret i Lilian Søgård Wogensens have sidste sommer.
Du har ret i, at jeg i det hele taget kommer utroligt meget omkring efterhånden. Når det kan lade sig gøre med tid og helbred, så er det jo bare med at fylde nogle oplevelser på. Jeg har faktisk en del billeder fra haveture og referater fra foredrag, der bare venter på jeg får tid og overskud til at lave indlæg.
Ha ha.... ja, bloggen og facebook er jo verdens bedste overspringshandling og tidsrøver, så du er kommet det helt rette sted hen, når der nu er vinduer du ikke gider male. Selvom det jo er rigtig dejligt EFTER det er blevet gjort. Rigtig god arbejdslyst.
Knus Malene og hils