Garden Party i Elipsehaverne

Jeg har haft en hel dag i "Mekka for gardenlovers":-)

På besøg i en umådelig dejlig have, fyldt med inspiration, selvom jeg kender haven godt i forvejen fra billeder og beskrivelser via Claus Dalbys bøger, magasinet Haven og Kjeld Slots egen blog.

Her står jeg med ryggen mod Græs og Staudehaven og billedet viser foruden det hyggelige og charmerende stuehuset, også det smukke runde spejlbassin i Kirsebærhaven. Idéen med det helt runde spejlbassin har jeg længe gået og tænkt på at stjæle, når jeg skal til at indrette et haverum ud for udestuen, (som også skal indeholde siddepladser). Den runde form vil nemlig passe som fod i hose til resten af havens grundidé med de runde former. Jeg er dog også opmærksom på, at det hele ikke skal blive så rundt, at man bliver helt rundtosset. Men det runde skal på én eller anden måde føres med i designet, om på dén side af huset også. Jeg må sige, at spejlbassinet fungerer og er rigtig smuk, også "live", så jeg føler jeg er blevet lidt mere afklaret med, at jeg skal holde fast i den idé.

I Græs og Staudehaven var der selvfølgelig den lange hæk i ryggen, men hvad jeg synes har været svært at få øje på ud fra billeder var, at der også var store ligusterblokke kontinuerligt hele vejen ned igennem stauderabatterne på begge sider. Det gjorde at hver enkelt bid bed var overskueligt, både at beskue, men jeg kan forestille mig, også når det skal passes, idet man jo kan ordne imellem hver ligusterblog og afhængig af tid og kræfter, endten stoppe med det, eller tage en bid mere. Der var også tænkt på vinterhaven med stedsegrønt, smukke frøstande osv.

Jacob, som var med, sagde da han så disse ligusterblogge: se skat, de har også sådan nogle faconklippede nogle som du har.
Men det var nu mine buksbom han hentydede til. Men jeg er nok heller ikke klogere, når jeg (drillende) blander mig i hans diskussioner om Everquest, Sci-fi film, eller andre ting uden min interesse.

Et kig fra Kirsebærhaven mod Græs og Staudehaven. Vejret var rigtig dårligt da vi kørte hjemme fra, men i løbet af vores to timers køretur derop, klarede det mere og mere op. Lige da vi ankom styrt-regnede det dog. Men det passede fint, for vi var blevet sultne og spiste i bilen. Derefter klarede det op, og der kom kun små lette byger resten af dagen.
Der holdt langt fra så mange biler, som jeg havde forestillet mig. Jeg sammenlignede med havefestival ved Gram slot og plantemarkedet i Geografisk have, eller Vorbasse marked. Jacob og jeg blev enige om, at vi jo nok havde fået sorteret de værste haveamatør fra, måske på nær et par enkelte lokale. Alligevel kom det ret meget bag på mig, at vi ikke blev flere. Måske har Kjeld ret, når han inden arrangementet fik en fornemmelse af, at folk troede det var en lukket fest for særligt inviterede.
Så der var god mulighed for at nyde haven, uden at føle sig som sild i en tønde. Men gentager Kjeld successen igen til næste år, vil jeg spørge mine svigerforældre og min veninde om de vil med. Så er jeg måske nok selv med til at skabe trængsel, men så kan jeg jo altid håbe på, at Kjeld følger Hr. Dalbys råd om, at fordele sin Gardenparty over en hel weekend. Jacob lyder endda som om han meget gerne vil med igen, selvom han måske nødigt vil indrømme det overfor andre end mig.

....... Men det var trods alt svært at tage billeder af haven, uden at fotografere nogle af havens gæster også. Så jeg håber Kjeld selv er tilfreds, og føler det har været en succes. Det var i hvert fald en fantastisk oplevelse.

Rundt om i haven stod der flere bænke som denne. Meget enkelt og charmerende lavet, og passer rigtig godt ind her i de landlige omgivelser. To træstubbe, som jeg tror er sat ned i jorden som stolper og så en planke hen over. En rigtig pæn og rustik løsning, som også vil passe godt ind hjemme i min have, fx i forbindelse med "skovbedet". Idéen er nem og billig at gøre efter.
Simone sagde, da hun så billederne: ej mor, se. Han har også sådan nogle blomster, som vi har ude i haven. Jo, Claus Dalbys og Anne Justs' blomstersmag smitter også af helt til Sønderjylland. Jeg kendte dem ikke, før jeg læste om dem gennem deres bøger.

Her ses måske endnu mere tydeligt, hvad jeg beskrev ovenfor. Bedene i Græs og Staudehaven var delt op med en hæk i ryggen og nogle store blogge af ligusterhæk, samt flere steder gik der en græssti igennem på tværs også, som man fx. kan se på billedet her.Græsstien førte ind igennem hækken, og ind i kavalergangen eller videre hele vejen igennem, til et nyt haverum.

Her er endnu en blomst som jeg også selv har hjemme i min egen have. Den er som så meget andet i min have en forærring. Er der nogle af jer andre der ved hvad den hedder? Det er den lilla i forgrunden jeg tænker på.

Et kig ned igennem Græs og Staudehaven. Den virkede på én gang meget velkendt fra billeder, og dog så anderledet, for det er billeder fra sensommeren eller det tidlige efterår jeg har studeret. Forsommerhaven virker ret anderledes.

I et hul i hækken i bedets bagvæg, i form af et lille vindue, som måske er lidt svært at få øje på ved første øjekast. Bag vinduet ses endnu en hæk, idet der bag den første hæk er en lang, lang gang, kaldet Kavalérgangen. Ikke opkaldt efter kavalérgangen imellem kvinders attributter, men efter den gamle lindeallé i Kongens have i København, (som måske alligevel er opkaldt efter førstnævnte, hvem ved)? Når man stod inde i Kavalérgangen, kunne man se, at der var et vindue på hver side af gangen i hækkene overfor hinanden. Det gav en sjov effekt.

De fleste bede var ret vilde i deres udtyk. Her ses en af de skønne uformelle bænke igen.

                                      

Er der mon nogen der kan fortælle mig hvad denne store staude/lille busk hedder. Jeg kendte den ikke. Den har hvide/bleggule klokkeformede blomster og havde en ret kraftig fylde.

En time efter haven var åbnet, holdt Ernst Jensen et kort, men godt foredrag om roser. Han var vist lidt usikker på opgaven, i hvert fald i starten, men det behøvede han nu ikke være. For han er en mand, som kan sit stof, og han fik fortalt på en levende, og malende måde om roser og deres pleje.

Han startede med at gøre reklame for sin bog "Et liv med roser", som han kaldte en hver rosenelskers Bibel. Og det med rette, selv om vi grinede af den måde han fik den præsenteret på. For bogen er fyldt med inspiration i form af både tekst og lækre billeder, som man kan falde helt i svimer over. De fleste fra hans og konen Birthes egen have og samtidig er der masser af tips og gode råd om hvordan man plejer sine roser bedst. Jeg har kun haft lånt bogen på biblioteket da den var helt ny, men har ønsket mig den lige siden. I lang tid har den været udsolgt fra forlaget, men nu kan man få den igen. Desværre havde jeg ikke penge nok med til at få et eksemplar med hjem denne gang. Jeg kom til at bruge mine kontanter på stauder inden jeg kom ind i den bod, hvor han stod. Æv æv. Jeg håber man kan blive ved at få den lidt endnu, for jeg vil meget gerne ha' den hjem i samlingen af de relativt få, men særligt gode havebøger, som jeg bare MÅ eje. Resten låner jeg på biblioteket og bruger i stedet pengene på haven. Sådan må det nødvendigvis være med et beskedent budget som mit.

Ernst fortalte på en let forståelig måde om beskærring og om gødning,. Han talte selvfølgelig også om den hårde vinter vi har haft, set fra en roses synspunkt med barfrost. Jacob, som ellers havde taget både bærbar pc, dvd film og bøger med, blev troligt stående og lyttede. Jeg troede egentligt ikke han hørte efter, men i dag fortalte jeg ham noget om en idé jeg har til vores forhave med roser, som er remonterende. Og så sagde han til min store overraskelse, at det syntes han lød til, at kunne blive rigtig flot, men at jeg bare lige skulle tænke på, at de ikke blomstrer lige så kraftigt når de genblomstrer. Jeg har ellers altid troet, at jeg talte for døve ører, men at han bare lod mig snakke for husfredens skyld, når jeg fortalte om have og blomster. Så han tog fuldstændig fusen på mig.

Der var ikke så meget nyt under solen for mig. Jeg har læst rigtig mange havebøger de sidste 5 år, hvor jeg i høj grad har været bundet til sofaen i en stor del af tiden. Hovedbudskabet i Ernst Jensens foredrag var:

Roser skal jo beskæres i foråret, man siger gerne omkring Dronningens fødselsdag midt i april. (Men skal man tro forfatterern af "Med jord og hjerte", så brugte man også det udtryk da det var dronning Ingrid der var Dronning, og Margrethe var Kronprinesse, og Dronning Ingrid havde altså fødselsdag i Marts). Jeg holder mig til midt i april, for det sidder på rygraden og jeg tror bestemt ikke det er nogen skade til at vente til da. Roserne skal jo beskæres ned til friskt ved, altså der hvor de er helt grønne, og hvis de er bare lidt brune inde i det hvide snit, skal man skære dem endnu længere tilbage. Hvis roserne ikke bliver beskåret og bare står der med sine frostskadede spidser, "så tænker roserne.... for det kan de nemlig", sagde Ernst: "hvad søren har han dog tænkt sig"? "Og så står de der og tænker og så kan de finde på at skyde på alverdens uskønne måder, eller helt lade være, afhængig af hvad den beslutter, og det valg skal man altså ikke give sine roser"!  Så fortalte han, at man skal gøde roserne 3 gange, men 5 gange hvis de er remonterende roser og så skal man huske at roser ikke kan spise, de kan kun drikke, så de skal vandes rigeligt, da de jo er tørstige planter. Den sidste omgang gødning skal man give den 10. juli (og ikke den 1. august, som mange havebøger ellers påtår, for det er meget vigtigt, at roserne har spist op, inden det bliver vinter, ellers bliver de ved med at skyde og med at blomste, og det kan gøre stor skade, når vinteren kommer).

Til sidst var der mulighed for at stille spørgsmål, og et af spørgsmålene var ret rystende, synes jeg. Hun havde i hvert fald aldrig åbnet en havebog. Det var ellers nok et godt sted at begynde, hvis man skal få succes med sine roser og blomster i det hele taget jo sådan set. Hun spurgte om "hvordan er det så lige med efterårsbeskærring"? "Øh, efterårsbeskærring? Prøv lige at forklare mig hvordan du gjorde det"? Jo, hun havde sådan en New Dawn, og den havde hun skåret ned til sådan ca. 10 cm i efteråret! UH, tænkte jeg, og fik vist lavet en sjov grimmasse, som jeg heldigvis ikke tror hun så. Ernst tacklede det dog meget godt og fik lagt ret godt låg på sine grimmasser, og spurgte " kan du fortælle mig hvorfor du gjorde det"?  "Jo, den så ligesom sådan lidt ranglet ud og den var lidt sølle i det", syntes hun. "Åh", sagde Ernst, " og så skulle den altså virkelig bare straffes"! Jeg var ikke den eneste der kom til at grine af dén bemærkning. Jeg kunne således konstatere, at selv om vejret ikke var for godt til at starte med, så var der alligevel kommet nogle, i hvert fald én enkelt helt grøn nybegynder med. Forhåbentligt blev hun lidt klogere, så hun fra nu af kan få lidt mere succes med sine roser. Man bliver som bekendt så glad, når man lykkes med at få romantikken til at blomstre i haven. Ernst Jensens bog er bestemt et godt sted at starte, hvis man gerne vil ha' succes med roser. Den kan man jo håbe for hende, at hun fik købt et eksemplar af. Hvis hun ikke sætter sig mere ind i, hvordan man får succes med sin have, tror jeg hun vil opgive og miste interessen, og det vil da være en skam. 

Efter foredraget var jeg henne og sige tak for et godt foredrag og rose hans bog. Og så spurgte jeg ham, om jeg mon kunne få lov at blive fotograferet sammen med ham. "Uh, det er vist en af vores RIGTIGE venner det der, hva"! Og så fik jeg lige et lille klem. Og jeg havde bare sådan drømt at at det kunne lade sig gøre hjemme fra, så min lykke var gjort. Jeg håber han og konen kan finde på at holde åben have en dag, for jeg bor jo ikke så langt fra Ribe, hvor han bor.

Tak for en god oplevelse Ernst Jensen. 

Køkkenhaven som har et godt grundskellet, som løfter haverummet op i en helt særlig liga. Ikke mange haver, end ikke prydhaver, er så flotte i deres udtryk og helhed.
Her ses en lille terresse i køkkenhaven, overdækket af en pergola.

Jeg var rundt og se lidt på boder med krydderurter, frø, haveudsmykninger i, og havebøger. Hende i sidst nævnte bod kunne kende mig, for jeg handlede med hende i Geografisk have i Kolding på Grundlovsdag. Samtidig fik jeg en hold sludder med Frk. Anemone (Ulla og Malcolm), Tim Skovrup og Blomsterhatten (Helle). Tim som har mødt min mand før, mente at nu var jeg vist nødt til at give ham lov til at købe spillet Diablo 3. Det skyldte jeg ham vist, når jeg sådan slæbte ham med til sådan et arrangement. Men tænk engang. Jeg havde ellers gået og ærget mig over i mit stille sind, at jeg ikke selv kunne køre så langt. Og tro det eller lad være, men jeg har virkelig ikke plaget, og faktisk ikke engang spurgt Jacob en eneste gang, om han ville køre mig derop. Jeg har fortalt om det ja, men jeg havde opgivet på forhånd, for jeg troede ikke det på nogen måde kunne lykkes for mig, at få Jacob til dét. Men så tilbød han det pludseligt selv, fordi han kunne høre hvordan jeg fortalte om det til andre, og han vidste det ville give plus på kontoen, som han siger, hvis han gjorde det for mig. Jeg får den ene kærlighedserklæring efter den anden af den dejlige mand jeg har. Han er virkelig god ved mig. På så fantastisk mange måder. Han blev da jeg blev syg, han blev da vi blev klar over det var kronisk, han blev på trods af jeg tog voldsomt på i vægt pga. medicinen, og han blev, da jeg mistede hele min indtægt pga. varighedsbegrænsningen i sygedagpengeloven. (Skodlov i øvrigt). Og så utrolig sød, omsorgsfuld og kærlig. Ikke bare overfor mig, men også overfor mine piger. Jo, han er virkelig bare en skat. Ham passer jeg skam godt på. Så han får også lov til at sidde og spille ved computeren i timevis, for det går ikke ud over min kvalitetstid. Og jeg bliver ikke sur, hvis han bruger penge på Diablo 3, for det er vist nok hans tur til at bruge penge nu. Jeg har vist fået brugt rigeligt efter havesæsonen er startet igen.

Flemming Hansen holdt et spændende og utroligt humoristisk foredrag om klematis og andre klatreplanter. Hvis man hørte efter, fik man ikke kun gode grin. Hvis der skulle være nogen som helst tvivl, om hvilke klematis der skal beskræres, hvordan og hvornår, så burde man ikke være i tvivl mere nu. Lige ledes blev blåregns beskæring også gennemgået på en helt utrolig sjov måde.

Klematis i gruppe 1 er de klematis der blomstrer tidligt, altså i april og maj. Til den gruppe hører fx alpina og montana. Jeg har selv Montana Rubens, som jo er en klassiker. De blomstrer på sidste års skud, og skal derfor ikke beskæres, men kan udtyndes hvis de fylder for meget, ligesom andre blomstrende buske, som fx den gule forsytia som står i mange gamle haver. Det gøres bedst med en hækkesaks lige efter blomstring.
Klematis i gruppe to, er den gruppe som man fejlagtigt også kalder de småblomstrede klematis. Der findes både store og små klematis i alle 3 grupper, så derfor er dette navn misvisende. Men gruppe to blomstrer fra juni og de skal heller ikke beskæres, andet end hvis de er kommet til at fylde for meget.
Klematis i gruppe 3, det er de der blomstrer sent på sæsonen. De blomstrer på årsskudet, og derfor skal de beskæres, og det kan man gøre helt ned til ca. 10 cm over jorden. Hvis man ikke beskærer dem, kommer der ingen blomster på det gamle ved, kun blade, og blomsterne kommer først helt oppe på de nye skud. Hvis det ikke er det sidste man ønsker, skal de beskæres i marts/april samtidig med roserne.
Når man planter klematis, skal de plantes meget dybere end man regner med. Der skal være mindst 10 cm jord oven over planten, end den har i potten, når man køber den. På den måde bliver den godt beskyttet, både imod hård frost, og også imod visnesyge, som jo er en svampesygdom, der kun rammer klematis i gruppe 2.
Skulle Flemming Hansen fremhæve en enkelt klematis, blev det klassikeren Jackmanii, som han beskrev som helt fantastisk. Havde jeg været Flemming Hansen, ville jeg også have reklameret med den der hedder Prinsesse Alexandra, som han jo selv har fremavlet. Dertil var han nok for beskeden.... Den står højt på min ønskeseddel, for den er simpelthen så flot.

Der var kommet flere mennesker til, siden Ernst Jensen fortalte om roser en lille time tidligere.

Flemming Hansen fortalte også lige kort om Blåregn. For at få dem til at blomstre, skal de faktisk beskæres 2 gange om året. Første gang de skal beskæres er sidst på sommeren eller frem til oktober. Her skæres sommerens skud tilbage til halv længde. Og det kan godt være de har skudt 4 meter, og så er det 2 meter man skal skære væk. Den anden gang man skal beskære sin Blåregn, er i det tidlige forår. "Og når jeg siger i det tidlige forår, så er det altså 1. juledag"!, sagde Flemming Hansen. Det udløste en kæmpe latter fra alle de tilhørende. For Flemming var en virkelig sjov foredragsholder at lytte til i det hele taget. 1. juledag eller der omkring, skærer man tilbage til 3 eller 5 bladknopper, og man ender med at stå tilbage med skud, der kun er ca. 10 cm lange. Dette har brændt sig så meget fast i min ellers ikke spor interesserede mand, så da jeg var i tvivl om hvornår det nu var man skulle beskære første gang, så var det lige noget han kunne huske. Så Flemming Hansen forstod virkelig at gøre sit foredrag interessant. Jacob roste ham da også ligefrem bagefter. Hvad Flemming desværre ikke fik at vide, var at Jacob havde slænbt et stort arsenal af underholdning med til bilen, som han slet ikke havde tid til at gå ud og hygge sig med alligevel.

Efter foredraget, var jeg henne og rose ham for et sjovt og lærerigt foredrag og fortælle ham, at jeg synes det er to rigtig gode og inspirerende bøger han har skrevet.

Og så fik jeg også lov til at blive fotograferet sammen med Flemming Hansen fra Clematis Danmark.

Og så kom selveste Claus Dalby også og holdt foredrag. Noget der kunne tiltrække langt flere tilhørere end de to foregående, ellers udmærkede talere. På antallet af mennesker at dømme, lod det til, at mange mennesker mest af alt var kommet for at høre netop Claus Dalby. Et rigtig godt trækplaster, og det med rette. I menneskemængden fik jeg også øje på Havenarkomanen og MitTara, som også har hver deres haveblog, og vinkede til dem.

Claus Dalby fortalte levende og entusiastisk om sin have og sit haveliv. Han havde et meget mere levende sprog med mere gang i, end vi ellers kender det fra tv. Det var dejligt at høre på. Jacob og jeg talte om, i bilen på vej hjem, at han sikkert bliver instrueret af tv til at tale langsom og tydeligt, da der traditionelt set nok er flest ældre mennesker, der er vilde med haver. Men med Claus Dalby som inspirator, tror jeg faktisk det forholder sig anderledes, og det kunne vi også se på de forholdsvis unge mennesker der var repræsenteret blandt tilskuerne. Claus Dalby henvender sig med sin smagfulde stil, sin entusiasme og sin finger på pulsen i meget høj grad til det yngre publikum.

Mens Claus talte, blev det en overgang bagende varmt. Sjovt skiftende vejr.
Langt langt det meste af det Claus fortalte, var noget jeg kunne genkende fra hans eminente havebøger. Det gjorde dog ikke noget, for som kæmpe stor fan, var genkendelsens glæde stor. Der var dog nogle spørgsmål ind imellem. Et af spørgsmålene kom fra en, der enten ville prøve Claus Dalbys viden af, op imod sin egen nye tillærte, eller også havde vedkommende ikke lige hørt Flemming Hansen beskrive hvordan man beskærer og hvilke klematis. Claus Dalby mente dog, ud over sin beståede forklaring, at han grundet mange spørgsmål også tidligere, om klematis og beskæring, faktisk havde fået opklaret hvorfor folk var i tvivl. For det har nemlig vist sig at være saksen på etiketten, når man køber nye klematis, som giver forvirringen, fordi den er afbilledet uanset hvilken beskærringsgruppe klematissen tilhører. Hvorfor saksen er der på gruppe et og to er en gåde. Måske er det fordi de KAN beskæres efter behov, når de har afblomstret, eller måske er det fordi de kan bruges til at klippe til buketter. Hvem ved?
Der kom også et spørgsmål ang. dræbersnegle. Hvad gør Claus Dalby ved dem? Jo, han havde faktisk lige investeret i et sneglehegn, til at ligge langs skel ind imod skoven. Ud over det, samlede de sneglene op, når de så dem, og de brugte også gift. Det der dog er det vigtigste er, at fjerne visne blomster og blade, da sneglene ofte angriber de døde plantedele. For dræbersnegle ender det dog ofte med, at de fortsætter med at fortære hele planten, når nu de er i gang. "Ellers handler det jo bare om, at plante så tæt, så sneglene ikke kan spise så meget, at det overhovedet bliver at se, og erstatte de blomster der er blevet ædt med noget nyt, som man lige kan skrue ned i bedet lige med det samme". Folk grinede. "Og så gælder det måske også om ikke at plante for meget af sneglenes livretter i bedene. Man kan jo sagtens plante planter, som sneglene ikke kan li', på samme måde som man også kan plante noget, som rådyr ikke bryder sig om". Og så fulgte en forklaring med blomster der bliver skruet ned i bedet, hvor en dame engang spurgte ham om, hvor man kunne købe blomster med gevind. Og så fortstte foredraget ellers som det var startet, med en masse genkendeligt fra havemandens dejlige bøger. Over en time talte han. Så alle fik hvad de kom for og mere til.

Se så lige her. Hvor heldig har man lov at være? Hr. Dalby er trods sin store berømmelse en mand med begge ben solidt plantet i den jydske muld. Dejlig jordnær og rar. Det var en rigtig god oplevelse. Han spurgte lidt til min blog og min have, men den er jo bestemt ikke noget at prale af, i hvert fald ikke endnu. Men drømmen er selvfølgelig, at jeg vil blive stolt af, at vise den frem. Nu lige er jeg ikke engang færdig med rammerne og der skal meget mere fyld på, før den har det udtryk jeg gerne vil give den.

Efter foredraget med Claus Dalby, var haven åben en lille times tid endnu, men størstedelen af folk udvandrede, så vi var kun nogle få, der gik rundt og sugede de sidste indtryk til os, og gjorde en sidste handel.

Midterakse flankeret af Lodden Løvefod i det elipseformede haverum kaldet "Det gyldne snit". Mange af haverummene i Kjed Slot og familiens have, har humoristiske navne. Et lille ekstra krydderi.

Normalt ville jeg ikke bryde mig om kulørte havemøbler. Men disse gule stole har PRÆCIS den samme farve som de gule Lupiner der står tæt derved.

Måneskinshaven (den hvide have).

Jacob troede han kunne nå at slippe væk fra kameraets linse, men nej, han er for langsom.

Hvide Storkenæb.

Et frivilligt billede.

Her ses de gule Lupiner og de gule stole sammen.
Jeg beklager nogle af billederne bliver vist i stereo.

Jeg ved ikke hvad det var for en stor busk der var i "Det gule snit", men ud over det flotte gule løv, havde den søde hvide blomster.

"Kavalérgangen" åbnede op for mange mulige veje at gå.

Et kig op igennem "Græs og Staudehaven" mod huset. Efter foredraget med Claus Dalby forsvandt mange. Jeg kunne ikke rigtig blive færdig med haven. Jeg syntes jeg kunne blive ved med at få øje på noget nyt, og det var jo nemmere når vi havde haven lidt mere for os selv.

De fleste bede havde et lidt vildt præg, men tag ikke fejl. Det så på én gang lidt vildt ud, men også planlagt. Meget raffineret. Man kunne faktisk også finde lidt ukrudt hist og pist i bedene. Det var ikke sådan, at Kjeld og hele hans omgangskreds havde ligget vandret af stress op til det her dejlige arrangement. Man har nået det man har kunnet nå. Haven bar derfor præg af at være en have der bliver nydt, og den var jo stadig meget pæn og velholdt. Det her er en have, som man har af lyst og ikke af pligt, og man nýder at gå ud og ordne forskelligt, i det tempo man har tid og lyst til. For familien har også et liv der skal leves og et arbejde der skal passes. Det var dejligt, at det var så menneskeligt og ikke alt for overambitiøst. Jeg kan faktisk ikke lide når det bliver alt for fint passet.Sådan ser det jo ikke ud normalt alligevel. Det blev derfor en følelse af at få set den ægte vare.

Der blev dog ikke levnet meget plads til ukrudt. Det så ud til at være nogle nemme staudebede.

Hækkene var ikke helt groet sammen for oven endnu, hvor man kunne se det var meningen, at de skulle lukke af.

De fleste mennesker var ved at være gået. De der var tilbage skulle lige have handlet det sidste. Jeg nød en lille runde mere.

Og så lige et billede sammen med dagens mand. Tusind tak for en fantastisk dag. Det var en dag i "Mekka for gardenlovers". Jeg var helt høj da vi kørte hjem. Sikke en masse dejlige intryk og inspiration. Hyggeligt samvær med nogle af de andre havebloggere. Mange små hyggelige boder og arbejdende værksteder. Og alle de mennesker som har inspireret i bøger, magasiner og på tv, dem fik jeg mulighed for at hilse på. Og jeg fik brugt alle mine penge, og flere til......

For til sidst sagde Jacob, at han havde faktisk taget en lille reserve med. Og det passede så glimrende. For her i gårdspladsen, hvor de fleste planteboder holdt til, stod selveste Knud Pedersen fra Rosenposten.dk. Han er jo en levende legende nærmest, når det kommer til roser. Jeg kiggede på en rose der hed "May Rose", fordi jeg mente den var meget skygge tolerent. Men nu har jeg kigget efter her hjemme, og den jeg tænkte på hedder "May Queen". Så kom Knud Pedersen og sagde, at han ville meget hellere sælge mig den rose, der hedder "Queen of Sweden", som er en rigtig nem og sund rose, og som er fantasktisk at lave buketter af. Jeg har jo ikke så meget plads i min have, slet ikke når det kommer til plads i solen. Så jeg var længe i tvivl, om jeg skulle være impulsiv her. Jeg kiggede lidt på den hvide "Clair Austin", som jeg mere eller mindre har besluttet, at jeg vil have. Den ville han også gerne sælge mig, men helst ikke før jeg først havde købt den anden. Han talte utroligt godt for sin sag. Så jeg endte med at blive overbevist. Så må jeg ligge hovedet lidt i blød, for at finde det bedste sted til sådan en fantastisk rose. Jeg fik også lige spurgt lidt til råds ved Knud, angående mine drømme/fremtidsplaner for forhaven. Men det vil jeg skrive om en af de kommende dage. Nu måtte vi til at hjem af. Jeg fik brugt alt for mange kræfter, så det er spændende hvornår jeg er ovenpå igen efter den tur. Men det var en utrolig dejlig oplevelse, som jeg sent vil glemme. 

På vej ud i bilen med rosen, mødte jeg Ulla og Malcolm fra "Frk. Anemone" igen. Ulla sagde, at hun gav Knud Pedersen ret i, at det var en fantastisk rose jeg nu havde købt, så det kommer jeg ikke til at fortryde. Tak for en af de bedste havedage i mit haveliv, selv om jeg har været haveentusiast i 16 år.