Om mig

Mit billede
Jeg hedder Malene og jeg bor i Hjerting ved Rødding, sammen med min mand Jacob, vores lille Isabella, og Camilla og Simone, som jeg har fra mit første ægteskab. Derudover tæller familien også vores Dansk-Svenske gårdhund Molly. Jeg har tidligere prøvet kræfter med en del spændende jobs, jeg har blandt andet været sælger, hjemmehjælper og fængselsbetjent, men i dag er jeg desværre førtidspensionist. Jeg prioriterer mine kræfter på livskvalitet og på min familie, og jeg bruger haven både som genoptræning og til at være meditativ og kreativ i.

onsdag den 4. juli 2012

Havefestival i Troldkær

Jeg har sammen med mine svigerforældre, været på besøg i Marianne Munks have i Troldkær, som ligger imellem Jels og Vamdrup, hvilket ikke er langt fra hvor jeg bor.
Hvis I kan genkende haven på nogle af billederne, er den god nok, for den er blevet vist og skrevet om, både i magasinet Haven og i Marie-Louise Veber Paustians bog Den Frodige Have. 

 Vi startede med at gå ind i skovhaven, og det første jeg fik øje på, var disse søde Fruesko/orchidéer.

Et attyppisk haverum for haven, hvor man ellers ikke fandt nogen bar jord overhovedet. Men her var der så meget skygge, så jeg vil tro det så sådan ud, fordi det simpelthen var det mest naturlige på dette sted. Her har Marianne placeret en bænk, og vupti, har du et haverum, helt i fred, hvor du kan sætte dig og lytte til de mange fugle i skovhaven.

Der var mange spændende træer i skovhaven. I haggrunden ses min svigermor.

Her har vi hende igen, og bag hende kan man også se min svigerfar.
 Skovhaven, ja haven i det hele taget, havde mange små græsstier, hvor al den frodige beplantning væltede ud over, så stien kom til at se snoet ud, trods det den nok er lige uden blomster.
Der var mange pæoner og Storkenæb Geranium i skovhaven.

Der var også en lang pergola med slyngplanter. Roserne var desværre froset langt tilbage i vinter. Buksbomhækkene langs siderne i pergolaen, har Marianne Munk selv lavet ud af små stiklinger.

Et kig ind i skovhaven, hvor min svigermor flankerer pergolaen:-)
Der plejer at gro mange flere slyngroser i haven i Troldkær, men de fleste roser var desværre froset meget langt tilbage i vinter, så de skulle starte næsten forfra igen. Marianne fortalte, at hun næsten lige har været i Sangerhausen, den berømte rosenhave i Tyskland, og der var alle de kæmpe store roser jeg tidligere har beundret på billeder faktisk endnu hårdere frosset tilbage, sagde hun.

Roser og storkenæb i smukt selskab. Bladene med det grågrønne løv er vist nok tvetand.

Klippede former i gårdhaven imellem skovhaven og rosenhaven. Det lille træ i forgrunden er en contoneaster, som Marianne har opstammet. Den skal jævnlig nippes på stammen for nye skud. Det var rigtig flot med de stramme former, ind imellem de to haverum, det gav en dejlig ro, inden man gik videre til det næste haverun, hvor sanserne igen blev bombarderet, og hvor der til gengæld ikke var ret meget styrring på, hverken i form af buksbomkugler, eller klippede hække.

Der var mange hyggelige kroge, og mange af stederne havde Marianne dækket op med dug, buketter og kaffekopper. Det så rigtig hyggeligt ud. I baggrunden til højre ses rosen "Aisha" med lysegule blomster og op af træet slynger sig både en klatrehortensia og en hvid klematis. Bunden er dækket af forskellige hosta. Her ser man også tydeligt et godt eksempel på, hvor mange små hyggelige kroge Marianne har indrettet med siddepladser.

 I træet hænger nogle meget dekorative rustne klokker. Jeg har dog tidligere læst, i magasinet Haven (april 2012), at det i virkeligheden ikke er klokker, men lodder fra gamle wc-cisterner, så de er slet ikke lavet til at være dekorative. Men her har de fået et helt andet liv, hvor de virkelig kommer til deres ret. Havde jeg ikke læst artiklen i Haven, ville jeg aldrig ha' tænkt andet, end at det var nogle søde klokker.
 Små hyggelige siddepladser med buketter. Her med pæoner, roser, lodden løvefod og forskellige storkenæb.

 Haven var så frodig, at den blev helt vild nogle steder. Nærmest boheme-romantisk. Men man var aldrig i tvivl om, at her bor en virkelig passioneret haveentussiast.
Underskøn dobbelt storkenæb,  Geranium Summerskies. 

Lyserøde roser og lyseblå klematis klæder hinanden virkeligt godt. Jeg er vild med kombinationen.
(Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror nok det er rosen Raubritter og klematissen Blue Angel).

 Silkepæonen, der nok er den mest kendte i dette land, og det er bestemt ikke uden grund. Sarah Bernhard er nemlig en virkelig dejlig fyldt pæon. Her kan man virkelig se romantikken blomstre. Jeg selv har alle mulige andre pæoner, men af en eller anden grund har jeg ikke fået fat i en Sarah Bernhard, som jo ellers er meget almindelig. Så den står selvfølgelig højt oppe på ønskelisten. Den er helt klart en Must Have til min have.
Denne underskønne klematis tror jeg næsten sikkert er den der hedder Multi Blue

Der var flere steder orden i kaos ved hjælpl af grupper af ens blomster, og der var også ens blomster som kantplanter flere steder. Det samlede bedet lidt, så der var nogle steder med mere ro på.

Der var også lige kig/sigtelinier, og langt de fleste stier var helt lige. Mange af dem så alligevel snoede ud, fordi havens bede var så overdådige. Min svigermor var især helt fortryllet i denne have. Hendes have er meget mere "ordentlig", men hun deler jo en stor passion for roser med Marianne Munk, som hurtigt fik invitationen  af min søde svigermor til at kigge forbi Skodborg og se mine svigerforældres rosenhave. Vi havde en dejlig aften i Troldkær i torsdags, og vi fik mange nye input og idéer og sanserne blev til overmåde stimuleret. Inden vi kørte derfra, faldt jeg for frsitelsen, at købe en af de skønne roser hun havde til salg. Hun havde nemlig en del potteroser i udbud fra en planteskole der hedder Jas Roser i Brenderup på fyn, som hun kunne sælge for den nette sum af bare 50 kr. Jeg købte Mary Rose, som jeg jo også var fristet til at købe, da vi var oppe i Kjeld Slots have. Nu sparede jeg hele 90 kr., i forhold til den dag, så jeg føler jeg har gjort en rigtig god handel.
Haven i Troldkær er absolut et besøg værd, og hvis du har lyst til selv at se haven, kan du finde Mariannes adresse og tlf. nr. på www.troldkaer-katteri.dk/haven.htm, hvor du også kan se flere billeder og læse om haven med Mariannes egne ord. Jeg vender helt sikkert tilbage igen til næste år, hvor roserne forhåbentligt ikke er frosset helt så langt tilbage.

2 kommentarer:

  1. Dejligt kig i den have jeg jo ikke nåede , fedt med et godt køb , du er nu god til beherskelse jeg havde nok fyldt bilen til den pris.:O)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Helle.
      Ja, det var ærgerligt Camilla lige skulle ha' kvalme, den dag vi skulle ha' været afsted. Jeg havde ikke ret mange penge i min pung, og så bliver man jo NØDT til at beherske sig. Det er ellers ikke begrænsningens kunst jeg mestrer bedst.
      Vi kan jo prøve at spørge hende om hun er hjemme igen en anden dag, hvis du stadig gerne vil se haven.
      Knus Malene, Lad romantikken blomstre.

      Slet