Den nemme have

Foredrag med Laila Sølager om haven i den 3. alder.

 

Jeg havde aftalt, at mødes med Tim Skovrup og Helle Blomsterhatten. Det er simpelthen bare dejligt, at dele interessen med dem, og vi hygger os hver gang vi er af sted. J

Tim havde taget en dvd med til hver af os piger, med ”Haveskolen trin for trin: Havearkitekten”. Han har lige tænkt, at det var lige sagen for sådan et par tøser, der begge har fortalt ham om, at vi skal på haveplanskursus. Desværre havde vi begge to dvd’en i forvejen. Det var lidt synd. Det var ellers virkelig godt tænkt. Rigtig sødt af ham. Tusind tak Tim, det gav pluspoint på bogen hos os, om ikke andet. Jeg håber du ved, at det er tanken der tæller, og du gjorde mig rigtig glad, fordi du var så betænksom. En dag overrasker jeg også dig med et eller andet.

 

Foredraget vil også kunne have din interesse, selvom du ikke er i dit livs efterår endnu, fx hvis du er syg eller hvis du har travlt med karriere, små børn eller andre ting, der stjæler din tid/dine kræfter til haven. Uanset hvor frustreret man kan blive, når man ikke længere magter haven, vil man kunne finde helt konkrete råd i dette indlæg, som vil kunne hjælpe næsten enhver haveejer til en have, som er til at magte.

Laila Sølager blev først uddannet planteskolegartner, men allerede under uddannelsen, blev hun klar over, at det var en lidt anden retning hun skulle gå. Hun tog derfor også uddannelsen som havearkitekt, som hun nu ernærer sig af. Hun har i mange år været havearkitekt for Haveselskabet, men har også en privat tegnestue. Desuden skriver hun artikler til magasinet Haven, og er forfatter.

Laila Sølager blev på et tidspunkt stillet den opgave, at tegne nogle forskellige haver til forskellige målgrupper for magasinet Haven. Her tegnede hun blandt andet en have til børnefamilien og en have tænkt til mennesker i den tredje alder. Efter hun har skrevet sidst nævnte artikel, har der været stort udbud efter hende, for at få hende ud og hjælpe rigtig mange mennesker, med at gøre haven mindre arbejdskrævende. Det har givet hende idéen om, at lave et foredrag om samme emne. Der er i øvrigt også en artikel fra Laila Sølager i denne måneds Haven, om belægningen i Den nemme have.

 

Mange ældre mennesker bor i et hus, med en relativ stor have til. På et tidspunkt begynder de måske at mærke, at de ikke kan blive ved med, at holde haven på samme måde, som de har gjort hidtil. Så sker der ofte det, at de beslutter sig for at sælge huset, og købe et lille rækkehus i stedet for, med et lille bitte frimærke af en have. Det skærer Laila Sølager dybt i hjertet, hver gang hun oplever det.

Der er nemlig rigtig meget man kan gøre, for at haven bliver så nem, at man uden problemer vil kunne blive boende og nyde godt af haven, frem for at føle, at den er blevet en stressfaktor.

Mange (ældre) mennesker har en hel samling af forskellige planter, som har en eller anden særlig historie.  Mange af planterne, især stauderne har fået navne efter de mennesker, som havens ejer har fået planten af.  (Det kender jeg også godt selv, mon ikke der er mange af os)? Der kan også være planter, som man har plantet i en særlig anledning. Der tales fx ofte om guldbryllupsplanter, når Laila Sølager kommer ud til mennesker ”i den 3. alder”.

Man kan godt beholde noget af det, men problemet er, at hvis man har alt for meget forskelligt, bliver haven mere arbejdskrævende.

Et forslag kan være, at samle de vigtigste af disse planter fx i et enkelt bed. Men lige som når man rydder op og sorterer inde i huset, skal man også nogle gange kunne give slip på nogle planter, når man vil skabe mere orden ude i haven, og dermed få en nemmere have. De planter man graver op, kan enten bruges i en anden sammenhæng i haven, man kan sælge dem på plantemarked, eller man kan forære dem væk til andre havemennesker. Så gør det måske knap så ondt, som hvis planterne skulle på komposten.

Derfor viser det sig oftest, at det faktisk allermest er en psykisk barriere folk har, for at få gjort noget ved haven, så den kommer til at passe til deres behov.

Laila Sølagers væsentligste råd er, at beslutte hvilke områder man vil gøre nemme med ens bunddække i store flader. (Der kan gro både træer, buske og stauder, selvom der er bunddække. Det behøver ikke være rent bunddække). De mere pasningskrævende vækster kan man måske samle i et mindre bed, med nemme adgangsforhold.

Hvornår haven er nem, er meget individuelt.  Det er meget forskelligt hvor mange timer man synes er passende, at bruge i haven. Nogle synes to timer i ugen er lige rigeligt, mens andre mennesker glædeligt arbejder 15 timer i ugen derude, og egentligt ville ønske de kunne komme endnu mere ud, og lave noget derude. De har måske bare brug for nogle mindre fysisk hårde opgaver, og noget mere at nusse med. Det er altså meget individuelt, afhængigt af øjet der ser.

Laila Sølager mener, at man skal ha’ så meget havearbejde som overhovedet muligt. Altså så meget man kan overkomme fysisk og tidsmæssigt, uden det stresser én. Det mener hun, fordi havearbejde giver god motion, glæde og holder haveejeren frisk og rask i længere tid.

I de fleste store haver, er der en græsplæne, som ofte er relativt stor. Den skal slås kontinuerligt, og det er et stort arbejde, hver eneste uge. Derfor tager græsplæne rigtig meget længere tid at passe, end bedene gør.  Man kan komme nemmere igennem opgaven, ved at nøjes med at slå stier igennem græsset, og evt. små områder derudover. Resten af græsset foreslår Laila Sølager man lader gro, så det bliver højt. En enkelt gang i året skal græsset dog slås, og det er vigtigt at alt græsset fjernes. Det er et ret stort arbejde, men det er overkommeligt, at betale et ungt menneske for at gøre arbejdet for sig. Haven får en helt anden karakter, end man er vandt til, og selv om det faktisk kan være utroligt flot, oplever Laila Sølager det som en stor barriere for folk, at se på den uorden, der nærmest skærer folk i øjnene, indtil man har vænnet sig til havens nye, og mere naturligt, måske ligefrem lidt vilde look. Kan man slet ikke forene sig med den type have, foreslår Laila Sølager, at man hyrer et ungt menneske til, at slå græs kontinuerligt igennem sæsonen, lige som man også med fordel kan få en havemand, til at klippe hækken.  Det er begrænset hvad der kan gå galt, når man overlader ansvaret til andre på disse områder. Får man derimod hjælp til staudebedene, er der nærmest ikke grænser for, hvad folk har oplevet er gået galt. Det er altså bedene, man helst selv skal kunne klare, med mindre selvfølgelig man er ligeglad.

Når man anlægger en wild garden, som englænderne kalder det, kan det være en fordel at beslutte sig for havens nye udtryk, inden man starter græsslåmaskinen. Laila Sølager foreslår, at man markerer med pinde stukket ned i græsset, hvor de nye stier og ruminddelinger skal være henne.

I det høje græs kan blomstrende buske sagtens klare sig, og der findes endda stauder der vil trives fint med det høje græs som nabo. Det kan fx være dagliljer, pæoner, eller som Søren Ryge påskeliljer og martagonliljer.

Laila Sølager anbefaler, at man gør sig bevidst om, at dele haven op i plejeniveau, så bedene tættest på huset og terrassen har det højeste plejeniveau, og at man har mere wild garden længere ude i haven.  

Når man bliver ældre, bliver man oftest også dårligere gående. Derfor er det vigtig, helst i god tid inden der bliver for stort et behov, at sørge for, at der er fast grund under fødderne. Fx er det vigtigt med nogle ordentlige trin eller trappesten, så man undgår at skulle gå på græs der skråner som en bakke, og som bliver fedtet og glat, så snart der er vådt.  Laila sølager anbefaler, at man bruger meget dybe og brede trin, nærmest terrasser, så hvert trin er strakt ud til et større område. Det gør det nemt at gå på, også den dag man skal gå tur med sin rollator, (eller barnevogn og cykler, det er samme princip med at løfte hjulene et trin af gangen).

I kanterne af brede flisestier, bruger man igen bunddække, hvis der er bede eller hæk ud mod stien. Bunddækket kan man lade brede sig ind over den brede sti. Det vil bløde op og gøre kanten mere bølgende.

Et fantastisk bunddække, som virkelig er værd at satse på, er Tæppestorkenæb Biokovo. Den blomstrer først på sommeren og får derefter smukke røde frøstande. Bladende har en dejlig frisk grøn farve, og dufter krydret, når man rører ved dem. Tæppestorkenæb er fantastisk effektivt imod ukrudt, da det lukker tæt, og breder sig effektivt. Man kan endda klippe dem ned med plæneklipperen, hvis de trænger til at blive frisket op, og alligevel skyder de hurtigt igen.

Perlegrus er fantastisk nemt.  Man strør bare 2 cm ud over en stampet bund, hvorpå der er lagt en kraftig fiberdug. Man kan nemt rive det igennem en gang imellem, for at undgå ukrudt. Hvis man bruger perlegrus på sine stier i haven, giver det en ekstra sanseoplevelse, fordi det knaser når man går på det.  Laila Sølager synes det er vigtigt, at man vælger perlegrus af bakkemateriale, som har brune nuancer og som bliver smukt i regnvejr, og ikke perlegrus af sømateriale, som er hvidt og giver associationer til kirkegården efter Laila Sølagers mening.

Nu vil mange måske indvende, at perlegrus på stierne ikke er nemt, fordi det vil blande sig med bedene. Men det har Laila en enkel løsning på. Man kan simpelthen købe nogle bedkanter fx i form af nogle rustne jernplader, eller anden bed bedkant, eller man kan plante buksbom rundt om bedene.

Hvad Laila Sølager ikke sagde, var at en klippet buksbomhæk faktisk har den yderligere fordel, at den i sig selv er med til at få haven til at se velholdt ud, på samme måde som en velholdt græsplæne og hæk kan få haven til at se velholdt ud, selvom der faktisk er lidt ukrudt ind imellem i bedene. Ønsker man fx en buksbomkugle et sted midt i grusset, skærer man ganske enkelt bare et hul til planten i fiberdugen.

Man kan også med fordel bruge betonfliser sammen med perlegruset, for at give variation.

Er man til knoldebro/pigstensbelægning ud af marksten, er det også en god idé at bruge på en sti. Stien vil være nem at vedligeholde, den skal bare fejes ind imellem, for at undgå, at ukrudt får fodfæste. Har man mange pigstensstier i haven, foreslår Laila Sølager, at man køber en kost til sin havefræser. Så har man motoriseret hjælp til jobbet.

Andre muligheder for en sti, kan være stenmel, barkflis eller noget så simpelt, som en trampet jordsti.

Når man anlægger en grussti, er det vigtigt profilen er højest på midten. Så kan regnvandet løbe væk, og der kommer ikke til at ligge vandpytter på stien.

Terrasser og stier i haven kan også være belagt med en fast belægning, i form af betonfliser eller teglklinker. Begge dele er godt at gå på. Det giver et solidt fodfæste, (altså forudsat, at man sørger for, at eventuelle ujævnheder bliver rettet, inden man risikerer at falde over det).

Hårdtbrændt tegl er et utroligt smukt materiale, at bruge til belægning i haven. Det koster ganske vist 400 kr. pr. m2, men det skal man unde sig selv, hvis man har råd til det. Så har det til gengæld en levetid på mindst 100 år, så det kommer til at holde hele ens tid ud.

Afhængig af hvilke fliser man vælger, kan fugerne ofte blive så bredde, at det ikke er nemt, at holde fugerne fri for ukrudt. Nu kan man få et produkt der hedder Danfast fugesand. Det kan holde ukrudtet i ave i en længere periode. Når effekten ikke længere er tilstrækkelig, supplerer man blot med mere fugesand.

 Træterrasser skal altid helst vende imod syd. Det skal det, for at undgå algedannelse, som gør træet glat som brun sæbe. Det kan være dissideret livsfarligt at gå på!

Det er vigtigt, at der er mulighed for at tage mange pauser, uanset hvor i haven man befinder sig. Pauser giver energi til lige at kunne snuppe en lille bid havearbejde mere, når man lige har hvilet lidt. Derfor anbefaler Laila Sølager, at man strør siddepladser generøst ud, rundt omkring, overalt i haven. Det er vigtigt, at der er mulighed for at vælge et sted i solen eller et sted i skyggen at sidde, og Laila Sølager mener især, at en lille plads med morgensol og en plads med aftensol er vigtige.

Det kan måske være en fordel, at have sidepladser til en, siddepladser til to, siddepladser til flere. Siddepladser til at spise ved, blødere siddepladser til at sidde og læse i, og siddepladser strategisk placeret, så der er noget (smukt) at sidde og iagttage.

En bænk i forhaven, kan være et rigtig stort aktiv, for det menneske der ikke længere kan komme så meget ud blandt andre mennesker. Så kan man sidde på sin bænk og hilse på folk der går eller cykler forbi, og på den måde måske få kontakt ind imellem, når man ikke længere selv kan komme så meget ud. I hvert fald kan man føle, at man følger en lille smule med i livet udenfor. Bænken signalerer rent faktisk også, at det er åbne mennesker der bor i huset.

Tæt på havens siddepladser, synes Laila Sølager det er vigtigt at plante en rose, eller noget andet duftende, som man kan sidde og nyde, når man kommer tæt på.

Når man skal vælge hvilke dele af haven, der har højest plejeniveau, mener Laila Sølager, at forhaven er det vigtigste. Forhaven ser vi på hver dag, når vi skal ind og ud, og den er husets ”visitkort” til gæster af huset og folk der bare passerer forbi. Forhaven fortæller noget om hvem det er der bor inde i huset. Jeg vil lige tilføje, at det kan være en rigtig god idé, at sørge for der er nogle ting at se på om vinteren, da forhaven ofte vil være den eneste del af haven man ser, de fleste dage i løbet af vinteren. (På nær de dele af haven, man kan se fra husets vinduer).

Gamle mennesker har oftest meget mere behov for skygge, end unge mennesker har. Derfor er det også lidt paradoksalt, at ældre mennesker sælger deres huse, når havens træer endeligt er blevet store nok til, at give den skygge de har behov for, og når man langt om længe kan hænge den hængekøje op imellem træerne, som man drømte om for snart mange år siden.  Når unge mennesker overtager sådan en have, sker der alt for ofte det, at de straks griber motorsaven og jævner alle store træer med jorden.

Er træer og buske blevet for store og brede, vil det oftest give et rigtig godt resultat, hvis man stammer op og tynder ud, frem for at fælde. Dette arbejde kan man også sagtens betale sig fra. Det er jo ikke et job der skal gøres hvert år.

Under træer og opstammede buske, foreslår Laila Sølager, at man etablerer et såkaldt woodland, (en skovbundshave), som har en mere vild naturlighed, end de traditionelle bede i haven har. Her kan fx være et ensartet bunddække af hosta, og med masser af forårsløg i jorden. Man kan også supplere med pæoner, dagliljer, forglem-mig-ej og bregner.  Uanset hvilken underbeplantning man vælger, skal man sørge for, at plante tæt, så jordbunden bliver lukket. Et sådant fredet hjørne vil ofte kunne tiltrække en mængde småfugle og pindsvin, især hvis man også lader en kvasbunke ligge et sted, hvor man ikke bliver generet af det.

 

Hosta er noget af det bedste bunddække man kan tænke sig.

På grund af det øgede behov for skygge, ønsker mange ældre sig en overdækket terrasse. Laila Sølager anbefaler, at man i sådanne tilfælde tænker sig godt om.  Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvor man placerer den. En overdækket terrasse stjæler meget lys inde i huset. Derfor vil det ofte være en dårlig idé, at placere overdækket ud for stuevinduerne.  I stedet kan man trække overdækningen lidt væk fra huset, eller man kan placere den ud for nogle værelsesvinduer.  Den overdækkede terrasse, kan være overdækket som en pergola med slyngplanter op over, eller den kan være beklædt med trapezplader. Sidst nævnte har også den fordel, at man kan sidde ude, selvom der kommer en lille byge i ny og næ.

 Planter omkring hushjørnet skaber læ. Det kan fx være blomstrende buske, hækplanter, bambus, elefantgræs, eller rosen Hansa, som kan tåle blæsten.  Her under kan der være et ensartet bunddække. Når der er læ, kan der være mulighed for, at etablere en ny terrasse, tættere ved huset. Der sker nemlig det når vi bliver ældre, at ophold i haven oftest rykker tættere på huset.

Mange mennesker har altid været vandt til, at have krukker i haven. Men krukker kræver meget mere opmærksomhed end planterne i havens bede. De skal både vandes og gødes med jævne mellemrum. Laila Sølager foreslår i stedet, at man laver felter i belægningen på terrassen, hvor man kan plante sine planter, hvis man vil pynte terrassen.

I staudebedene anbefaler Laila Sølager, at man samler sine stauder, så man har ens stauder i større grupper. Grupperne kan selvfølgelig stadig gentages. Igen anbefaler hun et tæt bunddække, med ens bunddække i grupper.

Når man planlægger havens bede, bør de ikke være større, end at de kun tager maksimalt en halv time at luge pr. bed. Større bed kan evt. deles op af en tværgående hæk eller nogle trædefliser. Når man er færdig med det bed man har luget, er det nu tilfredsstillende at se på, frem for et stort bed, der måske tager flere dage, at komme igennem. Det vil blive alt for uoverskueligt. Man kan også helt nedlægge store gamle bede, og lave nye mindre bede.

Laila Sølager mener der burde plantes mange flere Portugisisk Pærekvæde i de danske haver. Den trives godt på lerjord, bliver 4-5 meter høj og kræver en placering med læ. Om foråret står den med et hav af fantastiske hvide blomster, og i efteråret får den store gule frugter. Dem elsker fuglene, men man kan også bruge dem til at koge marmelade eller gelé. Så skal de koge stille og roligt i ca. 2 timer, og man behøver slet ikke bruge nogen former for stivelse, da de selv indeholder så meget pektin.

 

Hvis man har en lille have, kan man få den til at virke større, hvis man skaber nogle rum i haven. Vi så et eksempel fra en haveplan og artikel hun havde lavet, om en lille have på 170 m2. Her var takshække, hårdtbrændte teglklinker og bede med buksbom omkring.

Selv i så små haver, er der brug for træer, til at give haven højde og intimitet. Pæretræer er smalle træer, så de fylder kun ganske lidt i bredden. Det gør fx pæretræer til et godt valg på et smalt stykke jord, hvor de kan dække for solen på store vinduer.

I små haver, er det meget vigtigt, man får meget årstid som muligt for pengene. Altså at det man planter, så vidt muligt har noget at byde på, så stor en del af året som muligt.

Sådan en plante, kan fx være en hvid kornel Cornus Alba, som får hvide bær. I efteråret får den røde høstfarver, og om vinteren kommer de røde grene til syne. Inden man planter denne busk, skal man bare lige vide, at den kan blive vanvittig stor. 3x3 meter, siger Laila Sølager. Hvid kornel kan dog forynges, ved at blive skåret helt ned, enten hvert andet eller hvert tredje år. Når man gør det, har det yderligere den fordel, at de unge grene får en endnu flottere rød farve. En god sort at satse på, er den der hedder ”Midtwinther fire”. Det vil være flot, at plante Lauerbærkirsebær, skimma, eller andet stedsegrønt sammen med, da rød og grøn er hinandens kontrastfarver. De røde grene på kornellen bliver derved endnu mere røde.

 I en have, som Laila havde billeder med fra, var ejerne i 50’erne. Midaldrende, hedder det ikke det? Spurgte Laila Sølager ud over lokalet. Der lød et kæmpe fnis fra Helle, som jo sad ved siden af mig. Og jeg tror vist nok hun var ved at få sin te i den gale hals!

De havde kugleakacie mod syd, podet på en høj stamme.

Rundt om bedene, havde de en rusten jernkant, som var ca. 20 cm. høj, til at ramme bedene ind. Det er en dyr, men varig og effektiv løsning.  

Kvinden der boede der, havde en mand, som hun kunne sige til, om han ”lige kunne lave nogle nye højbede” til hende? Jo, det kunne han da sagtens. ”Fint, kan de være færdige til på lørdag”. Og så gør han bare lige det, sagde Laila Sølager. Så hun havde fået lavet sig en lille ”planteskole”, som hun brugte til alle nyindkøb. Hun havde kun en eller to forskellige planter i hvert højbed. I denne del af haven, var det nemlig ikke meningen, at det skulle se specielt pænt ud, (det gjorde det nu alligevel). Det var derimod meningen, at hun skulle lære sine nye planter bedre at kende, inden hun besluttede sig for, hvor de skulle plantes ud i havens bede. Så ville hun nemlig allerede på forhånd have en idé om, hvor de ville kunne klare sig, og hvordan de bedst ville kunne komme til deres ret.

Storkenæb Geranium Johnsons Blue, er et rigtig godt bud på et godt bunddække.

 
Rosen ”Navada” er stedseblomstrende, dvs. at den blomstrer mere eller mindre uafbrudt fra først på sommeren, og helt frem til frost.

 

For at skabe oplevelser i haven om vinteren, kan man fx lægge krokusløg eller andre små løgplanter i græsplænen. Det er en nem måde at få blomster på. Man skal blot vente med at slå græsset, til bladene er visnet, så løget har nået, at trække næringen tilbage i løget. Man kan også lægge påskeliljeløg de steder i græsset, hvor græsset får lov at gro vildt.

Fingerbøl Digitalis kan give haven et romantisk og vildt udtryk. De sår sig selv i stort tal, så man skal styre dem med hård hånd. Man kan enten klippe frøstandene af før de visner helt, eller man må være omhyggelig med at få tyndet ud i alle de små fremspirende planter. Der findes også en staudedigitalis, som jo er noget nemmere at styre, måske kan den være bedre at satse på. Så ved man hvor man har den.

Bare græsplænen og hækken bliver holdt, kan haven se rigtig flot ud, især hvis bedene er dækket af bunddækkende planter.

I en Wild Garden eller Woodland, kan disse smukke stauder trives:

Akelaje, kertepileurt, lodden løvefod, stormhat, dagliljer og lupiner.

Lodden løvefod sår sig selv vildt, hvis man ikke klipper frøstandene af. Man kan også dele dem.

 

Tillad ALDRIG tidsler.

Kæmpe stenbræk er et fantastisk bunddække, og så er den tilmed stedsegrøn.

Hortensia er en smuk busk i sensommeren. Desværre sker det, at den fryser meget tilbage, eller bliver beskåret forkert, så den ikke blomstrer. Et godt råd er, at plante Hortensia Hydrantia Serata ”Blue Bird” eller ”Blue Wave”, eller lignende sorter, der blomstrer på årsskuddet.

 Paradisæbletræer kan byde på mange haveoplevelser i løbet af året. Først blomstrer det, om sommeren er det mere neutralt, men har et smukt løv, i efteråret har det smukke høstfarver, og om vinteren bærer det de smukke paradisæbler. Fuglene er tilsyneladende ikke så vilde med paradisæbler. Til gengæld pynter de længe med deres æbler i stedet.

Under skyggefulde forhold, er den stedsegrønne vinterglans eminent. Den ynder god kompost i jorden, men til gengæld, kan den gro som sindegræs/kvikgræs med udløbere. Hvis man planter den i et bed, som grænser op til græsplænen, kan man holde den inden for det område man havde tænkt sig, ved ellers at slå den med plæneklipperen.

Et nemt, næsten arbejdsfrit bed kan fx bestå af prydløg, høstanemoner og akelejer.

Prydløg blomstrer i maj med sine kuglerunde blomsterstande. Hvis man ikke er alt for flittig med lugejernet, kan man være heldig at de sår sig selv. Men man skal være tålmodig. Det tager nemlig 4 år fra de har sået sig, til de sætter blomster. De små spæde spirer minder lidt om græs, og det skal man jo lade stå så, hvis man gerne vil se blomster efter 4 år.

Høstanemoner kan erfarne havemennesker måske umiddelbart godt lade sig skræmme af, fordi man forestiller sig nogle kæmpe blomster, som breder sig helt vildt. Men i dag findes der andre sorter, som fx Pamina, der er en dobbelt lyserød sort, og som blomstrer fra juli til oktober. Alle Høstanemoner har tætte blade helt nede ved jorden, så ukrudt for ikke mange chancer. Når høstanemoner får frost, kan man opleve, at der kommer en lille ny overraskelse med høstanemonerne igen. Frøstande udsat for frost, kan nemlig blive sådan nærmest bomuldsplanteagtige.

 

Lauerbærkirsebær er meget hårdfør. Der findes fx en sort, der hedder Mano. Den har aflange blade, og den får hvide blomster i juni, som dufter af marcipan, siger Laila Sølager. I september/oktober får den sorte bær, som fuglene elsker. Lauerbærkirsebær er jo stedsegrøn, så den er et aktiv for vinterhaven. Det kan sagtens lade sig gøre, at stamme busken op til et mindre træ. Så kan man fx bruge Hasselurt som bunddække under den.

Kranstop er også flot under stedsegrønne træer og buske. Den får orange til bronzefarvede høstfarver, som jo bliver fremhævet, hvis den står i nærheden af noget grønt. Laila Sølager anbefaler man skærer kranstop helt ned til 20 cm hver 5. vinter.

Løvehale er en sjov staude, med etager af blomster og siden etager af frøstande. Frøstandene kan holde til regn og blæst, så de bliver siddende og pynter hele vinteren. Bladene på løvehale er store og bunddækkende. Om vinteren vil man ofte kunne sidde inde i de varme stuer og kigge ud på fuglene, som sætter sig på løvehalerne for at spise staudens frø. Stænglerne giver sig så meget under fuglenes vægt, at de næsten dykker helt ned til jordniveau. Denne oplevelse får man kun, hvis man betragter fuglene på afstand. Derfor anbefaler Laila Sølager, at man planter dem tæt på vinduerne. Løvehale breder sig med udløbere, så den kan hurtigt komme til at dække et bed. Afhængig af sorten, er blomsterne enten helt sart lysegule, eller violette.

Guldjordbær er hurtig til at dække store flader. Guldjordbær er næsten stedsegrøn, og som ung har den gule blomster. Planten hedder guldjordbær, fordi blomsterne ligner gule jordbærblomster, mens bladene slet ikke ligner noget der har med jordbær at gøre. Planten vokser som senegræs/kvikgræs. Den blomstrer kun imens den stadig har plads omkring sig, så snart den bliver mere klemt, blomstrer den slet ikke mere, så gamle dækkede arealer er KUN grønne. I kanten af et bed med guldjordbær, er det vigtigt bedet er ordentligt afgrænset, så planterne ikke kan brede sig mere end man ønsker. Hvis bedet grænser ud imod en græsplæne, kan man ganske enkelt holde bedets form med græsslåmaskinen.

Der findes også en anden type prydjordbær, med pink blomster. Laila siger den hedder ”Pink Pander”. Den synes hun ikke er så god som bunddækker, fordi den breder sig med udløbere, og det får efter hendes mening bedet til at se rodet ud.

Hvordan kommer man sneglene til livs, så de ikke bliver en stor klistrende plage i haven? Laila Sølager fortalte, at Feromol skal holdes tørt, før det virker. Hun foreslår derfor man tager en lerpotte, stiller den med bunden i vejret, med nogle tøjklemmer som urtepotte fødder. Inde under potten, lægger man Feromol og evt. noget agurk som lokkemad. Feromol lokker sneglene i sig selv også. Når der kun er en revne under potten, svarende til tykkelsen på en tøjklemme, forhindrer man de noget større Vinbjergsnegle i at dø af Feromolgift. Vinbjergsnegle vil de fleste mennesker jo gerne ha’ i haven. De spiser i øvrigt også andre snegles æg.  Laila Sølager fortalte også om en dame, som smed sine sorte farsbakker ud i haven med bunden i vejret. Hun sørgede for en lille revne under dem i kanten, og noget tungt til at holde dem på plads. Kødlugten tiltrækker sneglene i sig selv. Dagen efter kunne hun gå ud, vende kødbakken om, og hælde kogende vand over alle de mange snegle, der havde samlet sig i nattens løb. Det kan da ikke blive meget mere økologisk. Jeg kan selv tilføje, at der findes mange forskellige hosta sorter, som sneglene åbenbart ikke bryder sig om. Dem kan man jo vælge at gå efter, hvis man alligevel vil anskaffe sig nye hostaer til haven.

Alt i alt, var det et spændende og inspirerende foredrag, og der var mange råd, som jeg enten allerede bruger i min egen have, eller som jeg fik inspiration til at prøve af.

Efter foredraget fik Helle og jeg os igen en hold sludder på parkeringspladsen. Det er jo næsten også halvdelen af fornøjelsen, ved at komme af sted. Vi kan slet ikke vente til vi skal over til Jas Roser og købe billige roser i MÆNGDER.

 

Billederne er lånt fra nettet.