Om mig

Mit billede
Jeg hedder Malene og jeg bor i Hjerting ved Rødding, sammen med min mand Jacob, vores lille Isabella, og Camilla og Simone, som jeg har fra mit første ægteskab. Derudover tæller familien også vores Dansk-Svenske gårdhund Molly. Jeg har tidligere prøvet kræfter med en del spændende jobs, jeg har blandt andet været sælger, hjemmehjælper og fængselsbetjent, men i dag er jeg desværre førtidspensionist. Jeg prioriterer mine kræfter på livskvalitet og på min familie, og jeg bruger haven både som genoptræning og til at være meditativ og kreativ i.

tirsdag den 19. marts 2013

Jeg har en plan, del 1 - Forhaven


Jeg har trods min lille grund, (på cirka 650m2, hvoraf de cirka 200 m2 går til bygninger), lavet en stor forkromet plan. Der er langt fra virkelighed til drøm, men Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag.  Så vidt jeg ved, bygger de endda endnu!  Nu skal I høre:

Grunden er trekantet og har mange underligt krumme og skæve linjer. 
For at sløre grundens form, så man ikke tænker helt så meget over det, når man er derude, har jeg valgt at lave cirkler, pergolaer, espalier og tværgående hække.
Klik på billederne, hvis du vil se dem i større skala.


Den nuværende carport bliver nedlagt.


Forhaven/ den nuværende carport i oktober 2012.


For at komme ind til vores hus og entredør i dag, skal man kante sig forbi en bil, der fylder meget, fordi der også skal være plads til paller med træpiller til vores fyr, samt til vores skraldespande. Desuden ligger der en stor, mudret vandpyt lige omkring hushjørnet og ved bilens hjulspor, så man kommer næppe tørskoet på besøg hos os. Det er pænt træls, for at sige det på godt jysk. Som en midlertidig løsning har vi smidt en bunke jord, så grunden er blevet hævet ved hushjørnet, så vandet kan løbe ned i hjulsporene. På jordbunken har jeg smidt nogle store fliser, som har hjulpet os en lille smule imod mudrede sko. Men det er virkelig den del af grunden der fungerer dårligst i dag, selvom det er den del vi jo bruger mest alle sammen hver eneste dag. Vi har forsøgt at lave dræn med et pælebor, hvorefter vi har foret hullet med ukrudtsdug og hældt grus i hullet. Der ligger en masse vandrør og hvad det ellers er, så man kan ikke rigtig komme til at grave. Derfor bliver den vigtigste opgave, at lave et ordentligt forarbejde med korrekt fald, før den egentlige indretning af forhaven kan blive sat igang.


Jeg drømmer om en meget mere indbydende forhave:



Vi er blevet enige om, at brække carporten ned og lave en forhave, med en bred flisesti, der fører til vores entredør. For at komme ind i forhaven skal man igennem et hvidt forhavestakit med låge i, men som ikke er tegnet med på tegningen, da tegningen ellers var endt med at blive et evigheds projekt, hvis vi skulle have flere detaljer med.

Til venstre for flisestien, op af husmuren, forestiller jeg mig der skal være et bed med buksbom omkring. I bedet skal der først og fremmest være en slyngrose og en klematis. Måske kan der også stå en bænk, så man kan sidde i forhaven.

På den modsatte side af stien er der to store trekantede bede, ligeledes med buksbom omkring. Her går en smal sti diagonalt igennem forhaven imellem de to trekantede bede. Stien er der ikke kun for at pynte og lave struktur, men også fordi vi vil stille skraldespandene ude ved vejen, på den modsatte side af plankeværket. Her laver vi et eller andet pænt, så de ikke står og skæmmer hus og have ud mod vejen.
På stierne i forhaven vil jeg bruge snyde chaussesten, i hvert fald nogle steder, og den rigtige chaussesten andre steder. 


Dels er de snyde chaussesten man kan købe på net og derfor lette at ligge, men vi har også en hel del kæmpe store betonfliser, som ikke er til at slæbe væk. De måler måske 2 x 1,2 meter hver, i hvert fald sådan cirka. Vi forestiller os, at man kan klæbe disse relativt tynde chaussesten oven på den beton, og dermed lette arbejdsgangen betydeligt. (Det bliver ikke et problem for vores døre).
De store fliser kan ses på billedet her under.


Længst inde i forhaven har jeg tegnet en pergola, langs husmuren, der huser vores fyrrum og skur inde bagved. Jeg har længe forestillet mig denne pergola, og derfor har jeg allerede plantet to store buksbom for enden af pergolaen. I havens skel mod øst har jeg placeret en gammel vandpumpe og et trækar, som skal danne fokuspunkt.



Fra buksbommen til højre i billedet og i lige linje, tværs over til højre for vandtønden, skal der lægges belægning på højre side af linjen, under havemøblerne. (Jeg er nemlig rigtig træt af, at det skal være så upraktisk, at jeg skal flytte dem, hver gang Jacob skal slå græs). Den modsatte side af linjen forbliver græs. For at man fortsat tydeligt kan fornemme den ovale form i haverummet, vil jeg plante en buksbomhæk hele vejen rundt langs bedene.


Fra haven ind imellem de to buksbom, som jeg håber bliver pænt formklippede med tiden. (De var i en utrolig dårlig stand med visne grene der ikke var blevet fjernet, og saltskader, da de oprindeligt var plantet ude ved facaden ud mod vejen). På billedet her kan man også se det lille vindue, hvor jeg indefra vil kunne se ud gennem pergolaen og de to buksbomkugler, og øjet kan finde hvile med pumpen og vandtønden, der danner fokuspunkt ved skellet ind mod min nabo.


 Carporten ødelægger udsigten fra forhaven og entredøren. Hvis man har frit udsyn, findes der faktisk sådan et fantastisk syn, som I ser her: 


Vi kan se både bakke, dal, marker og skov, et par enkelte vindmøller et godt stykke væk, samt Rødding by i det fjerne. (Byen er flot om aftenen når det er mørkt og lysene er tændt, og nytårsaften får vi en panorama oplevelse af rang hvert år).

I forhaven skal der desuden være rigtig mange løgvækster, ligesom der skal være noget med efterårsfarver. Det er vigtigt, at der er noget, der kan glæde øjet hele året rundt. Jeg har ikke lagt mig helt fast på hvad der skal være inde i bedene endnu. Gode idéer er selvfølgelig velkomne.


Jeg har mange flere planer for resten af haven, så fortsættelse følger.


Billederne af chaussestenene har jeg fundet på nettet, resten er mine egne billeder.






10 kommentarer:

  1. Hej Malene
    Det er noget af en opgave, i skal i gang med, men det lader til, at du har rimeligt styr på, hvordan du vil have det.
    Hvad så med bilen, når I fjerner carporten? Jeg kan godt forstå, I vil have den væk, for det er en fin udsigt, I har den vej ud, den må man nyde.
    Men det er jo også rart ikke at skulle ud og skrabe ruder om vinteren. Nå måske har I en løsning på det.
    Det er godt nok ikke meget have, du har at gøre godt med, så jeg er imponeret over alt det, du har planer om at plante og alt det, du allerede har plantet.
    Flot og informativt indlæg som altid.
    Knus Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hejsa Lisbeth.

      Jo, ser du: Jeg har jo en plan! Det hele er nøje gennemtænkt, og tilrettelagt.

      Hvad løsningen bliver, glæder jeg mig til at fortælle om i mit næste indlæg, som jeg regner med at udgive i morgen. Så jeg trækker lige spændingen lidt endnu.

      Tak, er du det?
      Jeg synes absolut heller ikke jeg har ret meget plads. I den første have jeg havde, da jeg flyttede sammen med min eksmand for 19 år siden, havde jeg en have på, jeg tror det var 900 m2 og da vi flyttede fik vi en have på ca. 2.500 m2. Jeg boede dog i et lejet rækkehus efter jeg blev skilt i 2006, og indtil vi flyttede her ud i 2009, og det var jo virkelig ikke meget mere end et frimærke, og så var haven oven i købet fordelt på begge sider af huset, så da jeg fik lov til at bygge legehuset til pigerne, var der knap plads til min cykel og mit tørrestativ også!Terrassen lå på den anden side af huset og fyldte hele resten af haven og så måtte vi endda gå ud på en sti, for at komme rundt om havemøblerne! Jeg måtte ikke grave, så jeg havde kun nogle krukker og et lille bitte bed, langs huset, som jeg alligevel ikke kunne lade være med at lave. Så det var dejligt efter 3 år at få en have igen.

      Haven her er helt sikkert for lille til mine ambitioner, men på den anden side, så passer den nok perfekt til mine ressourcer. Så jeg må bare tænke mig godt om, så jeg får mest muligt ud af det.
      Tak. Jeg glæder mig til at fortælle hvor jeg skal bruge rhododendron osv.

      Kram Malene

      Slet
  2. Hej Malene
    Det lyder sørme godt med dine haveplaner, jeg forstår godt det er træls med alt det våde jord i skal igennem og det pynter nok heller ikke indedøre.
    Det må da også give noget mere lys idendøre når carporten kommer væk..jeg kunne jo godt se en dobbelt terrassedør for mig, der hvor vinduet er..;)
    Hvis det kan lade sig gøre.
    Din haveplan virker go og gennemtænkt.
    Så nu skal vi bare have lidt bedre vejr så vi kan komme i haven.
    Stort smil fra Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Linda.

      Det har heldigvis hjulpet gevaldigt, at jeg fik smidt de store fliser ude ved hushjørnet, men det er da langt fra tilfredsstillende som det er nu.

      Vi har faktisk tænkt os, at flytte vores entredør om hvor vinduet er. Og det skal så fald en dør med sprossevinduer i, i en stor del af døren. Der er ikke plads til en dobbeltdør inde i huset, da der ikke er plads pga. en væg.

      Hvor døren er nu, skal man ind, rundt om hjørnet til venstre og så til højre med det samme igen, for at komme ind til køkkenet. Det er fordi vores entre er en tilbygning der er lavet udenfor den oprindelige entredør, så huset er blevet bygget sammen med et eksisterende skur, som så senere også er blevet pakket ind i en tilbygning. Tilbygningen til entréen rummer så også et vaskerum og et badeværelse, så de har gjort det for at skabe mere plads. De har bare ikke tænkt sig om, og det bærer præg af at være noget hjemmefusket noget, ligesom det meste i huset i øvrigt gør.
      Det giver store problemer, hver gang vi skal have en sofa, en skabsfryser eller noget andet stort ind eller ud. Nærmest umuligt. Nogle ting ville faktisk ikke være fysik muligt, at få ind i vores hus. Bagvejen ind igennem udestuen er ikke bedre, for der er en smal gang og en endnu smallere skydedør ind mod stuen der fra.

      Idéen med en dobbeltdør var ellers go'. Men du kan jo heller ikke vide hvordan huset er indrettet indvendigt.

      Det er nok begrænset hvor meget mere lys det kommer til at gi' inde, selvom du selvfølgelig har ret i det vil gi' mere. Især fordi de trapezplader der ligger på taget er helt sorte af alger, våde blade og grene, fra det store asketræ lige over. Men der er kun det lille vindue og døren ud imod carporten. Glasset i døren er enten mørkt gult eller brunt. Men når vi har skiftet døren ud med et stort vindue og flyttet døren om til det lille vindue og der bliver større rude der også, så tror jeg vi for alvor kommer til at mærke det.

      Tak, gennemtænkt, det er den i hvert fald. Så er det spændende om det også bliver lige så godt i virkeligheden, som det er på papiret.

      Nu er det spændende hvornår vi kan komme igang med det, for vi er jo nødt til, at have et andet sted at stille bilen først! Jeg er bange for det ikke bliver i år, så vi må finde en midlertidig løsning, der er noget bedre end de to store fliser indtil vi kan komme der til.

      Ja, lad os for søren da snart få noget ordentligt forårsvejr. Gi' mig to uger mere, så tror jeg også jeg kan smide den sidste krykke og gå ved egen hjælp, samt køre bil og gå i haven i et eller andet omfang igen. Efter 9 uger med krykker, er det altså ikke sjovt længere! Godt det ikke var forår og sommer imens det har stået på!

      Stort, stort smil tilbage.
      Knus Malene

      Slet
  3. Lyder som en rigtig god plan og somme tider skal man bare springe ud i det:-)
    Glæder mig meget til at følge med i hvad der sker i løbet af foråret og sommeren, som jo gerne skulle komme
    Med venlig hilsen
    Lene Jensen Nordjylland

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lene.
      Ja, jeg glæder mig også til at gå i krig med det. Jeg har dog min tvivl om, hvorvidt vi når til den del af haven i år, da vi jo nok først er nødt til at ha' et andet sted at stille bilen. Men en ting er i hvert fald helt sikkert: Der kommer til at ske ting og sager i haven i år! :-)
      Venlig hilsen
      Malene F. Jensen,
      lige syd for kongeåen.

      Slet
  4. Hrj Malene.Store planer i har.Men det ser da rigtig godt ud hvad du har beskrevet.
    Det bliver spændende at følge med i.....når i kan komme i jorden.
    jeg spørger som Lisbeth,hvor skal bilen stå,og hvad med træpillerne?
    I forhaven vil jeg foreslå lavendler storkenæb og sanktshansurt......alle planter der stort set passer sig selv.
    God dag knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette.

      Ja, det har vi, rigtig mange endda! Og du har jo kun hørt om en lille bitte brøkdel af alle planerne indtil nu.

      Vi skal, som du selv er inde på, først og fremmest have en anden løsning til bilen (bilerne, faktisk, for vi har jo en hver).

      Træpillerne må ind i skuret og stå. Vi har et skur der er mindst 30 m2 stort, så det burde kunne lade sig gøre, om end det jo kræver en oprydning. Er det ikke altid sådan, at når man har pladsen, så bruger man den også?! Vi har endda også snakket om en anden løsning på det, hvis vi måske alligevel synes vi kommer til, at få for lidt plads.

      Helt præcis HVOR bilerne skal stå, det må I pænt vente med at få at vide, indtil næste indlæg.

      Lavendel og storkenæb har jeg også selv tænkt på, men sankt hans urt, må jeg indrømme jeg ikke er så vild med.

      Storkenæb var faktisk den staude der fik mig til at gå helt amok i stauder, da jeg flyttede hjemmefra.

      I mit barndomshjem, havde mine forældre mest prydbuske med altid fint revet jord omkring og en kæmpestor køkkenhave, hvor vi børn blev sat til at plukke stikkelsbær og bælge ærter og plukke bønner og skære stilke af. Det var ikke ligefrem noget der gav lyst til havearbejde i hvert fald.
      Men så døde min eksmands far, lige da jeg var fyldt 17 år, og vi skulle derfor gøre hans have forårsklar det år. Han havde en rigtig flot have og rigtig mange stauder.
      Der kunne jeg godt mærke, at det med havearbejde, det kunne jeg faktisk rigtig godt li'. Da vi året efter fik vores egen have, var der nogle kæmpestore eksemplarer af nogle storkenæb. I starten vidste jeg ikke det var det de hed, men det fandt jeg jo så ud af efterhånden. I hvert fald har storkenæbene en stor del af skylden for, at jeg er så tosset med haven, også i dag. Så der skal helt sikkert være storkenæb, og ikke kun i forhaven! Jeg har faktisk ofte undret mig over, at der findes foreninger for rosenentusiaster, pæonentusiaster, fuchiaentusiaster osv. osv. Ikke at der er noget i vejen med det. Jeg sidder jo selv i Rosenkredsledelsen i Haderslev. Men hvorfor i alverden findes der ikke en forening for storkenæbsentusiaster?

      Tak. Du må også ha' en god aften.
      Knus Malene

      Slet
  5. Hej malen
    den der storkenæbs forening lave rvi da bare selv :O)
    Dejligt og se noget af din haveplan lagt op til offentligt skue..:O)
    Og ja det er nok ikke derude det første du kommer til og lave selv om det helt klart ville pynte. Tror det bliver rigtig godt med en bred sti op til døren og noget kønt og kigge på.
    Hold da op hvor er jeg på vej ned i et sort og kedeligt hul, håber vores tur mandag hjælper og at vi derefter kan komme igang med lidt af vores haveplans projekter.Mange knus herfra Helle

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Helle.
      Tror du ikke det ville kræve en hel masse tid og sætten sig ind i formularer osv., at stifte en forening selv? Men var foreningen der, så var jeg helt klart medlem. Ligefrem at starte den op selv, det ved jeg nu ikke helt. Men jeg burde måske overveje det. Så skulle der nu nok bare være nogle flere der ville melde sig under fanerne, til at hjælpe med at løfte opgaven.
      Jeg glæder mig også til at komme igang med forhaven, men det ville jo være ret så upraktisk, at starte der. Her til sommer ville bilen jo fint kunne holde uden tag, men til efteråret er det ikke så praktisk, med alle de store træer vi har omkring os, kombineret med stormvejr og to nye biler. Uh, det ville godt nok være ærgerligt. Og som en nævner her over, til næste vinter er det også ret så upraktisk med sne og frost, hvis man ikke holder under tag. Ja, min bil holder jo uden tag i dag, men det skal den selvfølgelig heller ikke blive ved med.
      Det var dejligt, at du ikke var længere nede end som så, da vi snakkede sammen. Men jeg tror det gælder for rigtig mange af os. Vi fik lige snuset lidt til noget der lignede rigtig forår, og så blev det nærmest mere vinter, end det har været hele vinteren! Øv, hvor træls. At vores foredrag om Primula så oven i købet ikke kunne være et plaster på såret, fordi det blev aflyst, det var godt nok bare vildt træls. Mit humør dalede også lige et par grader. Jeg vil ud! Jeg vil ud i haven, jeg vil ud og køre bil, jeg vil ud til dig, og jeg gider i det hele taget ikke mere vinter og dårlig hofte! Kan du også høre panikken breder sig her?!
      Knus og kram.

      Slet