Om mig

Mit billede
Jeg hedder Malene og jeg bor i Hjerting ved Rødding, sammen med min mand Jacob, vores lille Isabella, og Camilla og Simone, som jeg har fra mit første ægteskab. Derudover tæller familien også vores Dansk-Svenske gårdhund Molly. Jeg har tidligere prøvet kræfter med en del spændende jobs, jeg har blandt andet været sælger, hjemmehjælper og fængselsbetjent, men i dag er jeg desværre førtidspensionist. Jeg prioriterer mine kræfter på livskvalitet og på min familie, og jeg bruger haven både som genoptræning og til at være meditativ og kreativ i.

onsdag den 4. juli 2012

Det begynder da at ligne noget

The McCartney rose. En utrolig yndig blomst, men desværre på en ikke særlig skøn busk. Overvejer om den skal flyttes af samme grund. Rosen er en forærring fra min svigermor, som havde samme ærgelser.


Rosen White Cover er akkompagneret af en hvid storkenæb, som jeg desværre ikke længere huske navnet på. Makkerparret startede deres selskab i en krukke, imens jeg boede i rækkehus, efter jeg var blevet skilt fra min første ægtemand.

 Skabiose. Hvorfor har jeg først fået sådan en skønhed i år? Jeg er bare SÅ glad for den.

Storkenæb

Jeg har plantet purløg i staudebedet, hvor den passer rigtig godt ind med sine jo faktisk rigtig smukke lilla blomster.

Rose De Rescht, som jeg har 12 af. Den dufter SKØNT, på lang afstand. Den har smukke blomster og den mest harmoniske busk med et smukt løv, en rigtig flot pink farve blomster, og den er meget hårdfør. Den blomstrer fra Skt. Hans til frost. Den er god i buketter og kan få hele stuen til at dufte af sæbe/parfume. Den er ikke tilfældigt valgt. Den er storfavorit. Desuden synes jeg det er rigtig flot at lave grupper med ens roser såvel som ens stauder, i hvert fald nogle steder i haven.

Det runde bed tager form. Jeg skal snart ha' gravet fliserne langs kanten ned.
Prydkirsebærtræet tror ikke det er efterår. Det er bare solen der er ved at begynde at gå ned, og dermed får bladene til at se rød-gule ud på billedet.

Min stolpeskov er blevet udvidet, så det nu begynder at tage form. Min far har været her og hjælpe mig. Det er meningen der skal være en form for pergola her på tværs, over indgangen til terrassen, samt over indgangen/havelågen til børnehaven. Desuden skal der flere stolper i til venstre for terrassen, så jeg kan få mig et espalie. Dels for at skjule trampolinen, dels for at lukke af for indkig fra naboen til terrassen.
I midten af bedet ses de 5 The McCartney roser, som jeg skrev om øverst.


En lille stikling fra en af min svigermors store rosenbuske, lever glad videre her hos mig.

Pigerne har fået to ens altankasser med nelliker, til under vinduet på legehuset.

Klematissen Princes Diana, som er blevet plantet sammen med rosen Raubritter, som stadig ikke fylder ret meget over jorden. Den må I vente med at se billeder af. Klematissen har næsten nøjagtigt samme pink farve, som Rose De Rescht, som jo vokser i umiddelbar nærhed, da Raubritter og Princess Diana skal slynge sig op af plankeværket, (som senere bliver udskiftet til et espalie), på terrassens bagvæg.

Rose De Rescht, Lodden løvefod, forskellige storkenæb, en enkelt White Cover rose, silkepæoner og en selvsået Forglem-mig-ej.


På den modsatte side af trampolinen her væk fra terrassen, er det også meningen jeg vil have hjælp til at få sat nogle stolper i, til endnu et espalie. På begge espalierene, skal der vokse slyngroser og klematis op.

Med lidt fantasi kan man måske her fornemme, hvordan det er meningen der skal gå en pergola på tværs fra trampolinen og hen imod havelågen ind til børnehaven. Ved siden af stolpen til venstre kommer der senere yderligere 2 stolper i jorden, så der kan blive lukket af, ind imod terrassen med et espalier.

Rose De Rescht og geranium.

Min stolpeskov nok engang. Jeg er bare så glad for, at det projekt skrider fremad, for jeg kan allerede nu se, hvor meget rum det giver til haven. Til højre i billedet, kan I se jeg roder lidt med nogle fliser. Det er fordi jeg er ved at finde frem til den bedste form på mit skyggebed langs muren. Læg også mærke til den grimme ledning, som hænger på muren. Det er en ledning der dukkede op under gravearbejdet i haven sidste år. Den sidder fast ind igennem muren. Hvis der var strøm i, var det nok for længst kortsluttet, men der er alligevel ikke nogen af os, der tør klippe den over, når det kommer til stykket.

Min udsigtsbænk er kommet i romantisk selskab, nu hvor den er flankeret af de statelige Fingerbøl Digitalis Purpurea. I efteråret flyttede jeg små frøplanter her til. Det er blevet mindst lige så smukt, som jeg dengang drømte om, så det er dejligt.


Hov, jeg gentager vist mig selv. Er I sikre på I fik set det?

Her ses havelågen ind til børnehaven. Pergolaen kommer til at ende ud i en trekant/spids i denne ende. Fliserne, der er stablet op på terrassen, skal dels bruges til trædesten og dels til en lille terrasse ud for udestuen. Denne del af haven var én kæmpe stor terrasse omringet af et lige så grimt plankeværk, som haven i øvrigt var indrammet med.

Rose De Rescht. Min granitbænk har længe ligget og ventet på en klat cement, så den kan blive samlet og blive solid nok til at sidde på. Jacob har lovet at blande cement en af de næste få dage.

I efteråret plantede jeg rosen Lykkefund, som er en dansk rose. Her blomstrer dens alleførste blomst i min have. Med tiden vil den blive en ordentlig krabat.
Jeg er gået i gang med at ligge pigsten i hjørnet imellem stakittet og bedet ind mod terrassen.  Her vil græsslåmaskinen aldig nogensinde kunne komme til, så i stedet for at skulle til at bøvle med lange græstotter, har jeg planlagt fra starten af, at der skal ligge knoldebrolægning her.Stakittet stammer i øvrigt fra den periode hvor jeg boede i rækkehus, (efter jeg blev skilt, og indtil min nye mand og jeg købte dette hus). Simone var kun 1 år dengang jeg flyttede i rækkehus, så jeg hegnede min have ind. Jeg kom dog til at overse stakittet langs den ene hæk, da jeg flyttede derfra, så derfor har jeg ikke helt nok til at indramme pigernes have, som er ca. lige så stor som min rækkehus have, på den ene side af huset var. Jeg mangler lige 2 fag. Men de koster vist nok kun den nette sum af 35 kr. i Jem og Fix pr stk, så det går også nok med det. Det bliver ikke i år, men på sigt, er det meningen, at stakittet skal males hvidt og de høje stolper til pergola og espalie skal være sorte.

2 kommentarer:

  1. Det lyder så spændende .. Glæder mig til at høre mere om projektet/projekterne.. God arbejdslyst
    Hilsen vicki

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Vicki.
      Tak skal du ha'. Ja, der er sket rigtig meget med mine projekter siden jeg lavede dette indlæg i starten af juli. Jeg har taget en masse billeder og glæder mig til at fortælle jer om det alt sammen. Lige nu er det mest foredrag jeg ligger ud på bloggen, for dem render jeg til en hel del af her i efteråret.
      Venlig hilsen Malene

      Slet